48 mdr.

I dag er en særlig dag. Derfor laver jeg to updates i denne opdatering. Begge updates består af ord. I nedenstående tilfælde, "skrevne" ord. I det andet tilfælde, "talte" ord. Jeg deler disse ord. Fordi de forløser og fordi jeg gerne vil give noget tilbage. I må selv afgøre hvad der er hvad.

Del 1

Det var som om jeg fik superkræfter... Forstår du? Jeg kunne lide det... Eller jeg ved ikke om "lide" er det rigtige at sige? Måske var det mere af nød, end af lyst, men noget der ellers var skjult åbnede sig. Hvad rolle spiller det også? Jeg kunne tage på indkøb og stå med en mango imellem hænderne imens jeg tænkte på, hvor glad du ville blive når jeg kom hjem med den til dig og du nikkede tilbage og sendte mig et skævt smil. 

Sådan kunne der gå timer før den gennemtrængende lyd af virkelighed dukkede op i form af en hylde med bleer, som jeg ikke huskede størrelsen på, et par der kom slentrende sammenfiltrede og fortabte eller bare øjeblikket hvor en tulipan slipper sit kronblad. Luften ville blive fysisk. Nogle ville sige "frisk" andre "hysterisk". Måske var det sammenblandingen af de to, der gav den det kvalmende budskab: "Du er ikke her længere!"   

For en stund ville jeg gentage ordene. Først ville rækkefølgen blive uforståelig, så kom fremmedgørelsen af lydene og til sidst ville også bogstaverne opløses i en pulverform for at ende i en absurd bunke. Vi kan kalde det støv. 

DER... i støvet efter opløsningen... anede jeg en sandhed, som jeg greb i struben og overfaldt med min brølende vrede. Det var dens forbandede pligt at stå til ansvar og bøde for tabet. 

Det var min superkraft. Jeg ved det lyder skørt, men den gjorde mig udødelig og selvom det på en måde var fedt nok, så længe det varede, var det "kun" et plaster på såret, fordi det er alt hvad udødelighed er.  

---  

Idag er det svært for mig helt at forstå, hvad der skete. Men der må være sket noget fordi jeg blev til en anden. Ham der var før, er nu mere som en bekendt, jeg engang har haft. På nogle områder tænker og gør jeg ganske vist stadig som ham, men i langt de fleste tilfælde ville vi end ikke genkende hinanden. 

Der er et før og et efter, og det er ligesom et "knæk" på linien jeg ikke kan komme udenom. Egentlig er det ikke så mystisk. Man kan vel kalde det et chok. Voldsomme oplevelser sætter sig jo. Det der undrer mig er, den energiske overbevisning ham fra før var i besiddelse af. Det var som om at "væren" for ham var konstant, nærmest som en naturlov. Selv når han blev udsat for ekstremer, holdt han altid fast i en slags kerne. Hvorend jeg idag gerne vil begribe den overbevisning, er det mig ikke muligt. 

Det der engang var en fundamental sandhed, er det altså ikke længere. Er det så en løgn at holde fast i sin væren? For mig er det, men ikke for ham. Det må betyde at der ihvertfald findes to slags mennesker, som ikke begriber hinanden, selvom de udefra set ville gå for at være ens.

Selvfølgelig forstår jeg meningen med det konstante i væren. Man kan ikke lade alting opløse og forblivet menneske - ihvertfald ikke uden at pådrage sig en temmelig heftig psykisk diagnose. Hvis man vil gøre karriere, eller på anden måde ønsker at opbygge en form for troværdighed omkring sin person, gør man klogt i at fastholde en kerne, fordi afkastet i form af forudsigelighed er tryghedsskabende. Og jeg tror at vi har brug for den tryghed, som værn imod når virkeligheden kaster sine nederdrægtigheder efter os. Fordi hvis vi virkelig SÅ, ville vi alligevel snart foretrække den fede og nærende drøm.   

Men det hjælper jo ikke lige nu. Jeg kan ved selvsyn konstatere at knækket er der. Alligevel skal jeg videre - selvom man altid skal være varsom at bruge det udtryk. 

Jeg kan heller ikke se bort fra det faktum, at der selvfølgelig kan komme andre knæk. Det er til og med som om, at denne "nye" overbevisning er begyndt at manifestere sig i mine daglige observationer. Engang løb jeg ind i et voldsomt stormvejr. Det begyndte at sne og sneen lagde sig på min pande og smertede med sin nedkøling. Da kom jeg til en viadukt, som jeg løb under og imens jeg befandt mig i tunnellen, forsvandt skyerne og stormen lagde sig. Da jeg kom ud på den anden side var alt meget mere behageligt. Men det var stadig mig der for lidt siden havde kæmpet med elementerne. Idag ville det være en anden. Hvor der engang lå en vej, er der nu et hav. Og istedet for målrettet gang driver jeg som en tangplante tilfældigt rundt.  

Paradokset synes at være, at når konstanten opgives, bliver mulighederne pludselig uendelige. Som tangplante, gør jeg mig overvejelser om disse muligheder og selvom man ikke kan regne med varige beslutninger fra min side, giver jeg nu tilværelsen som hiphopper et skud. Det sker idag med udgivelsen af nummeret: "Da Irma Consuela kom på indkøbscenter".

Del 2

Du kan høre nummeret: "Da Irma Consuela kom på Indkøbscenter" på de gængse streamingtjenester via nedenstående link. 

https://bfan.link/irma-consuela

NB:
Jeg bør nok kort henlede din opmærksomhed på det faktum at nummeret ikke egner sig til at blive spillet højlydt fra din cubicle, hvis andre kan høre det - ihvertfald ikke første gang. 

Hvis du kan lide nummeret og gerne vil se det blive til Video, så spyt en skilling i kassen på box: 5368QF     

Eller via nedenstående QR-kode

Særlig stor tak til Brian. Stor tak til Mike. Tak til holdet fra Nomad. Og kram til familien. <3 <3 <3