Uge 9 - Tapering

Jeg hoster og forbander mit lungeorgans pludselige begrænsninger. Natten til tirsdag har jeg et feberanfald, der føles som et vendepunkt og jeg er pludselig friskere og vågner tidligere, hvad der også er akut nødvendigt, fordi hvis jeg ikke tidligere var bagud med nærmest alt, så er jeg det nu. Jeg har taget munden for fuld denne gang. Det er min klare konklusion, som jeg samtidig ligger i åbenlys krig med fordi jeg ved, at med tre uger igen, er der ikke nogen grænser for hvad den mere eller mindre autonome del af mit psykiske system, kan blive enige med min krop om at der er galt. De rotter sig simpelthen sammen imod mig, og det på trods af at vi alle var enige om at gå hele vejen. 

Jeg gennemtvinger altså en genstart og beslutter at vi passende kan fokusere på at få lidt fart i stængerne. jeg aftaler med Håkon, at løbe 10x100-150m sprinter - altså færre end sidst. Vi løber dem på en flad rundstrækning i Frederiksberg Have, med et par minutters jog imellem. Der kommer god fart på og den samlede distance ender på 14k. Passet sidder lige i skabet, hvad det også skulle, fordi imorgen er det ikke nogen vej udenom intervallerne.

Vi har drøftet om vi skal tage den fulde Yasso, med 10x800m, men jeg kan simpelthen ikke overskue det på nuværende tidspunkt. istedet foreslår jeg et standard pas på 5x1000m i Fælledparken. Det lykkes mig at løbe i pace omkring 3.45, hvilket efter omstændighederne er OK. Jeg kunne finde på mange ting, som er gået galt, men tiden er ikke længere til selvbebrejdelse. Det handler også om at lade psyken op til det lange løb om små tre uger. 

Torsdag holder jeg træningsfri, fordi der simpelthen ikke er et øjeblik ledigt til at løbe i, men fredag skal vi (Håkon og jeg atter ud på en "lang tempotur"). Jeg ved godt det er disse ture der rykker, men det er som om kroppen stritter imod og jeg må forcere... Grave... Æde mig selv og det er ikke så godt, sket ikke så tæt på race. Kan lige holde 4.15pace i 11k, så hjem og så i bad og jeg gør hvad jeg kan for at hvile. 

Jeg har afleveret bilen til Service igår (fredag) og den skulle være klar nu, så jeg tæner det er knap 4k. Lad os tage det som en kort tempotur. De lukker kl. 16.00 og jeg kommer selvfølgelig sent afsted, så jeg har også uret til at presse mig. Der er 3,7km, som jeg løber på knap 15min (ligeomkring pace 4.00). Selvom det lykkes mig at komme lidt ekstra fart på de sidste to km, KAN jeg virkelig ikke løbe hurtigere. Glad over at have overstået strabadserne, går jeg ind i butikken og får at vide at værkstedet er lukket om lørdagen og at jeg ikke kan få udleveret bilen. Nu skal jeg på en 8km. tur til Vanløse, og jeg er ovenikøbet bagud på tid, fordi jeg havde regnet med at kunne tage bilen. Jeg holder et snit omkring 4.15 på de 8 km, hvilket er storartet, men indvendigt, er jeg også gået helt til stregen. Jeg skal til et selskab og oplæse et digt og da jeg er færdig jogger jeg til Vanløse station (knap 1km) og tager metroen hjem.

Søndag er lang tur, men jeg tænker ikke for lang, og bliver enig med Håkon om 24k. Vejret er ikke supergodt og vi løber mest i tavshed, henimod slutningen, er jeg godt brugt. Hjemme spørger Monika om jeg vil prøve at få Monika til at sove til middag, et tilbud jeg tager kærkomment imod og snart ligger både hun og jeg under dynerene og snorker. Det var et tiltrængt hvil.

Næsten alle pas denne uge 5 i alt, har på en eller anden måde bevæget sig på grænsen. Det er mit forsøg på at kompensere, for forrige uges sygdom, men det er usmart og jeg ved det. Kunne jeg bare føle mig en anelse mere komfortabel omkring 4.15, ville jeg være mere tryg. Hvis bare det blev lidt varmere. Hvis bare det ikke ville blæse så meget.