Uge 8 - the dark side - intermezzo

I den seneste tid føles det, som om løbet igen er krøbet ind i min sjæl. Måske var det der altid, men den uskyldsrene leg, som var drivkraften i begyndelsen, mangler nu. Naturligvis fornemmede jeg også dengang mørket. Fx. når man måtte "æde sig selv" på et særligt hårdt træningspas. Og jeg må indrømme, at de træningsture jeg husker bedst, også er dem, hvor mørket var mest truende. I de fleste tilfælde kom jeg igennem. Nu tænker jeg, at det netop var denne overvindelse som gav løbet indsigtsfuld værdi. Desuden kom lyset altid bagefter. Jeg følte mig hurtigere. Det var som at drikke af livets kilde. Alt blev uvæsentligt, for hvem ville ikke æde sig selv for det? 

Da jeg ville det allermest, skænkede jeg hverken andet eller andre en tanke. Men der var også tidspunkter hvor det gik galt. Tidspunkter, hvor jeg trådte forkert og sank uden andre muligheder, end at lade mig opsluge. Vi tager det ofte for givet, men sindet er en drilsk størrelse, der kun langsomt ændres og når mørket først trænger ind, er det som regel for sent.

Tvivlen overmander mig. Hvis jeg skriver dette, giver jeg da ikke mørket netop den plads det ønsker sig? Er dette ikke bare en slags "omvendt glansbillede"? Forsøgte jeg på et tidspunkt at sige, at løb ikke var en individuel aktivitet? Nævnte jeg noget om at vi var en gruppe der løb sammen? Og at vi var en anden gruppe på Facebook, hvor man kunne afrapportere om sit løb uden at det blev taget som "Show-off"? Skriver jeg disse linier for nogen?

Spørgsmålene er fælder, fordi selvom svarene er enkle (Ja eller nej), er sandheden altid et trosspørgsmål. Jeg tror på bevægelsen... Lad være med at tænke... og hvis kræfterne slipper op, så hvil dig. 

En gammel nysgerrig drøm er blevet til mareridt og vender tilbage. Jeg løber... Selvfølgelig... Jeg er ikke besværet af de normalt begrænsende faktorer som åndedræt, puls, muskeltræthed osv... Jeg løber med samme lethed, som den man føler ved den begyndende acceleration... Før (flugt-)lageret af Adenosintriphosphat (ATP) i musklerne er tømt og farten tvinges ned af fysikkens almindelige regler og love... Sådan løber jeg i drømmen og den eneste begrænsende faktor er benene.... De kan ikke flyttes hurtigere.... Viskositeten tillader det ikke. Selvom jeg forsøger at hælde mere kul på må jeg snart erkende at de simpelthen bevæger sig så hurtigt som det er muligt... Så jeg beslutter at tage armene til hjælp... benene hjuler allerede afsted, men jeg finder en rytme, hvor jeg af og til akkurat kan nå underlaget med hænderne og skubbe ekstra til i afsættet... Det er en ikke perfekt bevægelse, men der kan da arbejdes med den. 

Når jeg har lagt mig og når jeg vågner er mine ben det sidste og det første jeg tænker på og mærker efter. Det er natten til mandag. Da jeg gik i seng, var jeg så øm i den venstre indadførende muskel, at jeg var i tvivl om jeg ville kunne sove på siden. Jeg har før prøvet at vågne i et smerte pga. af dette. 

Trætheden overmander mig i hverdagssituationer, hvor jeg kan sidde i timevis og glane ud i luften. Monika ser det og spørger hved jeg tænker over? Jeg kan bare svare hende: "På mit løb.". Jeg kan ikke se om hun er lettet eller skuffet. 

Jeg tager et par jeans på og står op og idet jeg går ind i køkkenet, føles det som om der sidder noget omkring mit højre knæ. Det føles som en sok på indersiden af jeansene, men så forsvinder det igen. Jeg mærker naturligvis efter. Der er ingenting. Hypersensitiviteten omkring alt hvad mine ben angår som en mur. De har højeste prioritet i alle mine gøremål. Benene får mere opmærksomhed end mine børn og jeg tvivler på at det er helt i orden? 

Det giver kun mening for kynikeren, der allerede har afskrevet idéen om mening. Den ene kan være lige så god som den anden. Hovedsagen er, at der findes en form for tro. Og hvad er mere troværdigt end når man med gispende åndedræt atter befaler sit trætte legeme at bevæge sig igennem cellernes modvilje og elementernes rasen? I en verden ude af kontrol, synes ikke netop dette, at være udfoldelsen af en form for vilje på sig selv?

Jovist er løb individuelt. At påstå anderledes er galskab.