Uge 6 - Fallout m/ lang tur søndag

Håkon og jeg flankerer den lille supermand i landsholdstøj; Simon Birhan Worsøe Clausen

Utallige er de gange hvor jeg har indledt en sætning med formuleringen: "Løb er...". 

Det mest beskrivende for det jeg ville sige, tror jeg, er; at løb gang på gang slipper væk netop som jeg troede jeg havde begreb om det. Idag var det tanken at starte med at fastslå løb som en individuel aktivitet. Og det er sikkert også sandt, at i en postapokalyptisk og mennesketom verden, ville jeg stadig løbe - hvis jeg var i den - Men sandheden er bare også at der er masser af potentiale for løb i gruppen. Således har jeg i denne ombæring nydt godt af utallige træningsture, med David, Ewen eller Håkon. Sidstnævnte ofte som slæbebåd. Jeg opdaterer dagligt min træning i en lille facebookgruppe bestående af løbenørder. Gruppen hedder i øjeblikket: "250-350 km i februar-challengen", og skifter så navn hver måned. Allerede efter to uger af det nuværende forløb, genetablerede jeg kontakten til denne gruppe, for at vise en slags kommitment. Der er ikke tale om et showoff, men et forum, hvor man netop kan poste det - der i det åbne rum ville betragtes som  "Showoff" og det har så en bemærkelsesværdig "renselse" som gunstig sideeffekt. Jeg kunne fortsætte med eksempler på løb som gruppedisciplin, men hviledagen (mandag) er overstået og nu er jeg sent på den i forhold til at skulle mødes med David og Håkon til en "lang tirsdagstur". 

Jeg ankommer og de er begge smuttet i forvejen. Efter et kort afventende ophold meddeler Louise mig dette. "De er vist løbet ned til Søerne...". Jeg spurter ud af døren, i håb om at fange dem der. Da jeg når derned, ser jeg et par shorts og et par thigts med en blå top på den anden side. Det må være dem, tænker jeg og løber dem i møde. Vejret er klar himmel, med en let nordenvind, som vi møder ansigt til ansigt på vej imod Bellevue. Det betyder, at da vi vender, efter ca. 14,5km, så har vi den i ryggen og Solen i ansigtet. Det er kort sagt pragtfuldt og vi øger tempoet ubesværet. Vi korter hjemturen lidt af og ender på 27km for dagen. 

Jeg tror der er to typer af mennesker. De der foretrækker intervaller frem for lange ture og de der foretrækker lange ture frem for intervaller. Jeg er klart af den sidste slags. Intervaller giver mig nerver på og selvom jeg har det fantastisk, når de er overståede, når jeg altid at tænke de mest modbydelige tanker undervejs, at kroppen instinktivt er imod mig, hele dagen op til. Onsdag er vi begyndt at træne intervaller. Det er ikke et øjeblik for sent, så hvad gør man? Jeg har hentet inspiration fra Ivan i Facebookgruppen og foreslår Yasso-intervaller. Dvs. 10x800m (løbet i din maratontid: dvs. hvis tiden er 3.00timer, så har du 3min til de 800m). Imellem intervallerne løbes i joggetempo tilsvarende 3min, før det næste sættes igang. Er du istand til at holde pacen, skulle du have et godt bud på din marathontid... Så jeg tænker vi tager 8x800m i pace 3.45, svarende til en marathon sluttid på de ønskede 3timer. David melderfra pga. slid fra dagen i forvejen, så det er bare Håkon og jeg. Jeg er ikke indlednigsvist så bekymret, for jeg ved ikke rigtig hvad det er jeg går ind til, men jeg må indrømme at undervejs i træningen, når jeg at opgive indtil flere gange. Det var selvfølgelig en lidt hård tur i går, men resultatet af øvelsen, viser, at jeg ihvertfald ikke er klar til at komme under 3 timer endnu... Snarer ligger jeg til en tid omkring 3.05-08 stykker. Det har jeg det OK med på nuværende tidspunkt og jeg tænker at vi gentager øvelsen om en uge. 

Torsdag er jeg både træt og øm. Jeg forsøger mig med en restitutionstur på knap 15k, men den udmatter mig bare endnu mere. 

Da jeg vågner fredag til piskende regn og med en særdeles udpræget træthed i kroppen, skriver jeg til Håkon, at jeg melder fra i dag. Det hedder "at lytte til kroppen". Jge kunne sikkert godt have fumlet mig igennem et par og tyve km idag, men det ville have sat den lange tur søndag i fare. Og jeg må endnu engang konstatere at erfaringen med hvad jeg engang "kunne", endnu engang er skredet en smule. 

Lørdag tager jeg en joggetur, med otto i vognen. Han er tung og vognen bliver tung og vi løber bare 10k, fordi vi senere har en anden aftale. Vejret er pludselig skiftet. alt er blevet koldt og jeg kan mærke hvor påvirket jeg, som altid, bliver af dette. Det er frygt. Jeg frygter at imorgen, skal jeg kæmpe mig de sidste 15k hjem igennem snestorm og kulde og måske vil det vise sig at min krop ikke kan klare den? Min krop... Jeg har smidt to kilo på seks uger. Det er ikke meget - i forhold til indsatsen, men på den anden side  holder jeg ikke ligefrem igen med kalorieindtaget. Jeg synes ikke jeg vil presse mig for hårdt. Det er allerede hårdt nok, og jeg fornemmer også hvordan ting omkring mig, jeg ellers har styr på begynder at skride. Det er bagsiden af medaljen, og så er der min fod. Min højre fod er nedsunket, og det har betydning på stort set alle træningspas og også når jeg bevæger mig rundt til dagligt. Det føles som en let summen i de mellemste tåspidser, men det kan ved det mindste fejltrin omdanne sig til et pludseligt jag af smerte. Det er en smerte som jeg sjældent kan bide i mig. Når den opstår, må jeg efterfølgende humpe afsted nogle meter, indtil jeg får udløst tilstrækkeligt med adrenalin, eller kortisol, eller hvad det nu er kroppen udløser, for at dulme den slags. Jeg kan - hvis jeg er opmærksom - efterfølgende løbe videre på foden og jeg har heller ikke noget valg, i forhold til den situation jeg har placeret mig i, men nu er smerten også begyndt at dukke op, fra tid til anden efter træningen og det bekymrer mig. Monika bemærker at jeg er en smule indadvendt og jeg ved ikke hvorfor jeg er flov over at fortælle hende om foden. Det er ligesom at vedkende sig en defekt. Monika er rolig og siger at det kan fixes nemt med tape, eller en indlægssål. jeg lader mig berolige...

Og se så. Søndag formiddag skifter vejret atter en smule til det bedre. Det er stadig koldt, men himlen er klar og vinden er omtrent ligesom i tirsdags, hvilket passer mig fint, fordi jeg skal nemlig ud i Dyrehaven i dag. Da jeg lunter afsted - alene - søndag formiddag, er det med opmærksomheden konstant rettet mod energisystemet. Man kan få ondt i benene, fødderne, pulsen kan blive høj og man kan hive efter vejret, men den største krise på lange ture, er hvis der ikke er energi. Selvfølgelig kan jeg så stoppe op. Jeg har taget dankort med og kan købe mig en chokoladebar, eller en juice... Men dette vil være imod hensigten, som netop er at træne udholdenheden. Jeg har forsøgt at spise nogenlunde almindeligt og få den hvile jeg har brug for inden. Systemet burde kunne holde til de 35-36km, jeg har i tankerne idag, men jeg ved det ikke, for jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var afsted så længe. 

Jeg kommer ud til Dyrehaven i nogenlunde anstændig form. Først da jeg træder ind på grusstien imod eremitageslottet, træder jeg på en gren eller en sten, der sender et skrækindjagende stød op igennem foden. Det er lige før jeg skriger.. Og jeg tænker: "Fotr f... Nu gik det ellers lige så godt...". Jeg humper og tænker om alle de forbigående søndagsspadserende, at de ikke har den ringeste anelse om hvor ondt det gør, eller hvor langt jeg har løbet. Hvis de overhovedet tænker noget, ser de måske en jogger og beroliger sig med at han nok lige er stået af toget på Klampenborg Station. Smerten forsvinder og efterlader en dunken. Jeg løber op på vejen, som er asfalteret knap et par hundrede meter endnu. Normalt prøver jeg at løbe der hvor underlaget er så plant som muligt - devs. midt på vejen, men nu går jeg bevidst efter den lette skråning i højre vejside, som giver større trædeflade til indersiden på min højre fod. Det lader til at virke og jeg får krisen afværget. Jeg drejer og får vinden i ryggen. Blæstens larm forsvinder og pludselig er hænder og ansigt ikke så udsatte for kulden længere. Det er en følelse af lettelse, som bliver ved længe. Jeg ser på uret 18k. Glæder mig til hjemturen, selvom jeg "kun" er halvvejs og den er lang. Sådan skal det være. Tempoet øges en smule. Jeg kan godt mærke foden, men det bliver ikke værre. Da jeg kommer hjem viser uret 2t og 58m, efter 37km. Alt i alt en succes.