Uge 11 - anekdoter

David og Håkon klar til en af de sidste workouts før maraton. 

Søndag har Monika taget Otto med sig hjem til hende og Carla. Anton er på familiebesøg i Norge. Jeg står tidligt op og er alene. Min hals er fortsat hævet og forsnævret, men jeg skal jo have noget at spise. Først tænker jeg havregrød, men får så øje på resten af risengrøden fra i forgårs. Jeg smækker et par æg og noget mel i grøden og slår det sammen, før jeg steger "risklatkagerne" med smør på panden. Det var min livret som barn. Jeg husker det klart og tydeligt, fordi min mor spurgte mig, på min syvårs fødselsdag, hvad jeg ville have at spise? Jeg svarede: "Bankekød og risklatkager". 

Jeg lærte hurtigt selv at lave dem. Det var en åbenbaring. Tænk at det var så nemt at lave noget der smagte så godt. Det foregik altid på øjemål. Et par æg og så noget mel. Det var konsistensen, når man sammenrørte det, der var vigtig. Konsistensen på dejen er perfekt nu. Jeg laver perfekte risklatkager i perfekt størrelse på panden og passer på ikke at brænde dem. Der er dej nok til to pander. Det bliver til et helt bjerg af risklatkager, som jeg stabler på en tallerken. En lille skat er det og jeg føler mig rig, på en god måde.

Ved bordet retter jeg an, med sukkerskål, marmelade, tallerken, et glas juice og så bjerget af risklatkager, som jeg sætter foran mig til sidst. Monika har skrevet. Hvordan går det? Det går op for mig, at jeg helt har glemt sygdommen. Måske fordi jeg endnu ikke har åbnet munden. Det er tre timer siden jeg stod op. Jeg spoler tiden tilbage til natten og aftenen... Sidst jeg sagde en lyd, var vel igår aftes i telefonen. Det føles underligt, især fordi der slet ikke har været stille. Jeg har ført en indre mono-/dialog?? hele formiddagen. Jeg sender Monika et billede af morgenmaden og beskriver den besynderlige følelse af tavs lyd, som jeg sidder med. 

Jeg kender også den følelse fra løb. 

Mandag
Jeg tager to smertestillere ad gangen, en kodymagnyl og en panodil. Det tager 5-10 minutter førend de begynder at virke, og så kan jeg vakle lidt mindre anstrengt rundt i lejligheden. Der går gerne 6 timer, førend virkningen aftager og så tager jeg et par piller igen. Den seneste uge, har jeg badet mig i smertestillere, som skal tage toppen af feberen, hovedpinen eller smerterne i halsen. Nu, er der sket det, at hovedpinen har ændret karakter og pillerne skal tages lidt hyppigere. Jeg bliver bekymret for at have oparbejdet en tolerance og efter aftale med Moni, beslutter jeg at droppe smertestillerne. Jeg frygter for den første nat. Hovedet banker allerede og truer med at slå over i kvalme, da jeg sniger mig under dynen kl. lidt efter 21.00. 

Jeg har allerede sovet, så jeg må lede efter en anden slags hvile. Hovedpinen er pulserende. Den er der, så er den der ikke, så er den der igen, så er den der ikke. Bum... Bum... Bum... Når den ikke er der, afventer jeg dens komme og når den er der, afventer jeg pausen. Rytmen er som en bold der tabes fra en vis højde: Bum... Bum.. Bum. Bumbummelummelummelund. Hvert fald afsluttes med en infernalsk kaskade af rystende signaler fra hovedet og igennem kroppen. Jeg gisper, men det går op for mig, at jeg har genvundet noget af kontrollen. Jeg behøver ikke tage flere smertestillere, det er bare abstinenser og de går væk. 

Det minder mig om en udsendelse jeg engang så med en læge der tog til Nepal for at undersøge menneskers smerteopfattelse/tærskel. her foretog han en operation af en betændt negl på en tibetansk munk, som absolut ingen bedøvelse skulle have til proceduren. Kameraet filmer munken, under den mest smertelige del af operationen. Han fortrækker knap nok en mine. Bagefter forklarer lægen, at munken har taget smerten ind og accepterer den som en del af helingen. Det er derfor han kan sidde helt roligt og kigge på en operation af sin egen finger, hvor de fleste andre ville skrige højt, hvis ikke de var bedøvede.

Det minder mig også om Eluid Kipchoge i filmen om hans sub2 løb i Wien. På et tidspunkt i slutningen af løbet, siger en kommentator, at nu kan man se at Kipchoge lider. Man kan se det på hans ansigt, fordi han smiler.  

Kipchoge smiler når han lider. Da først jeg når så langt, falder jeg i søvn midt i min hovedpine.

Tirsdag
Satan, sq, helvede, pokkers og fanden. Jeg har altid brugt bandeord. Ikke i den daglige tale, men hvis jeg skal sætte ord på den slags frustrationer der opstår pludseligt, når jeg fx. oversvømmes af ydmygelse over udstillelsen af fysisk begrænsning imens jeg forsøger at påføre mig en "blå fut" på skoen i børnehaven, eller hvis jeg taber et stykke tomat på gulvet fordi min opmærksomhed midlertidigt er bortplantet i noget med "MitID", eller hvis jeg kommer for sent til et tog. 

Man bander ikke så meget længere, men jeg har en ven fra Spanien, som er opvokset i et katolsk hjem/miljø. Den dag han hørte mig flejne ud over en sovseplet - eller en anden mindre detalje - blev han virkelig rystet. Han fortalte mig bagefter, at selvom han ikke var overtroisk, så var han rimelig sikker på, at hvis man blev ved med at påkalde sig "den onde" ved navn, så ville man helt sikkert også en dag få hans opmærksomhed. Sådan nogle ord, skulle han ihvertfald ikke nyde noget af at ytre.  

Jeg svarede ham, at hvis "den onde" allerede befandt sig i lokalet, så var det sq nok bedre at få sat navn påmed det samme. 

Jeg ved ikke hvem af os der har ret, men de der streptokokker som jeg har i min hals lige nu er tydeligvis DEN LEDESTE FLOK ALLERHELVEDES SMÅ FORBANDEDE SATANER  

Onsdag
Jeg har sat en halv tekst til at publicere senere på dagen og når akkurat at føje et par linier til den. En af disse handler om beskeden fra lægen sidste fredag. "Kan jeg godt løbe et maraton i Milano næste søndag?" Spørger jeg. Lægen svarer straks at det bør jeg holde mig fra. Jeg skal holde mig i nogenlunde ro, indtil kuren er afsluttet om 10 dage. Jeg bliver ked af det, fordi den søndag er akkurat den 10´ende dag. Havde jeg blot besøgt lægen om torsdagen. 

Er det skuffelse? Jeg har ikke rigtig tænkt over det siden, men nu da jeg lægger oplysningen på bloggen, bliver det "officielt" og det fjerner på mærkværdig vis tvivlen om min beslutning var rigtig. Selvfølgelig skal jeg ikke løbe. Min rolle nu, bliver at tage med derned og prøve at coache Håkon og David, så godt jeg kan og for at understrege at jeg ikke "Quitter", beslutter jeg at løbe Københavns Maraton om ca. 1,5 måned. 

Sådan... Man må handle... 

Torsdag
Jeg er i bedring og tager på arbejde. På skrivebordet ligger løbetøjet, som David har skaffet til 40% rabat. Det er et fransk mærke jeg ikke kender, men det går op for mig at - udover sko - har jeg ikke købt nyt løbetøj i 6år, så det er nok OK. 

Halsen er stadig øm og min stemme er påvirket, men ellers synes jeg hovedet begynder at virke igen. Det var den lettelse, som jeg hele tiden har vist ville komme på et tidspunkt, men som jeg næsten havde tabt troen på. Det er besynderligt, hvor få dage der skal til førend man ryger ud i desperation. Tre dage, måske fire.. Så kan JEG ihvertfald have svært ved at huske at det nogensinde har været anderledes. Hvis alle har det på samme måde, er det virkelig bemærkelsesværdigt, tænker jeg. Man må næsten tro at "glemslen" har en funktion i vores overlevelse. Hvis vi husker for klart hvor godt det var, så bliver vi før eller siden ude af stand til se nuet som andet end forfald. (?). 

David kommer ind, omklædt i et par tilsyneladende racesko. Jeg drejer samtalen over på skoen og opdager pludselig at Håkon også står klar omklædt, lidt bagude i lokalet. Det er let regn, men de skal bare ud på 7-10k jog, med nogle indlagte stigningsløb. Jeg fornemmer hvor meget lyst jeg selv har til at løbe med og holder fast i følelsen. Det er en slags boblende glæde, som jeg ikke har følt længe. 

Fredag
Igår aftes tog jeg afsted med Otto til Bornholm. Vi overnattede hos mormor på Thomas værelse. Jeg var ikke sikker på hvordan jeg skulle komme til færgen om morgenen og i baghovedet lurede tanken om at jeg skulle gå derind ved 6-tiden. Så ville jeg slå et smut forbi kirkegården. Det sker ikke så tit, men jeg er glad for at den er der.

P.g.a. vejrudsigten tager jeg uden omsvøb imod Vivians tilbud om at køre mig til færgen. 

Udsigt fra Øresundsbroen

Next stop Milan.