Uge 10 - Milano Maraton er off

Om 14 dage er det hele overstået. Jeg skal hente bilen og beslutter at gentage forsøget fra i lørdags med en tempotur til værkstedet. Det er koldt og vådt og gråt udenfor og trafikken er tæt. I begyndelsen giver det mig nogle tiltrængte stop ved lysreguleringerne, men til sidst får jeg rettet ind og fra Enghave Plads er det ligeud resten af vejen. Jeg kan mærke på åndedrættet at det er tungt, og jeg har svært ved at holde det pace, som jeg egentlig forestillede mig ville være overkommeligt. Jeg respirerer tungt og halsen føles efterhånden, som hvis jeg havde hostet i en uge. Jeg løber 10 sekunder hurtigere end i lørdags, men hvis jeg overhovedet giver mig tid til at mærke efter, så er det ikke en rar fornemmelse. Når jeg skriver sådan er det fordi, jeg hurtigt må videre. jeg skal hjem og i bad og igang med dagen, men efter badet kommer feberen pludselig igen og denne gang er den værre end for to uger siden. 

Jeg har intet andet valg end at krybe under dynen. Med hjælp fre piller lykkes det mig at få Otto til fodbold om aftenen. Jeg prøver at holde mig afsides både pga smitte, men også fordi min hjerne er helt stået af. Vi spiser hos Moni og det er lige alt det at jeg kan komme hjem derfra. Jeg får lagt Otto og går selv i gulvet kl. 20.30.

Om natten vågner jeg og må ind og ligge på badeværelsegulvet. Det er meget ubehageligt og det hele forstærkes af nogle angstprovokerende drømme, der antyder at jeg er fanget i en umulig situation. Insinueringen gør at jeg ikke rigtig kan nå frem til problemets kerne, men istedet begynder jeg at panik-respirere. Jeg tænker: "Hvad fanden sker der?"

Igen på piller, får jeg afleveret Otto og sygemelder mig, men jeg har alle mulige aftaler og telefonopkald der hele tiden presser sig på og det fremmer angsten igen. Det er utvivlsomt psykisk, men jeg har aldrig prøvet detteher før og jeg vurderer at min hjerne kører på en kapacitet der hedder 20% (det tager mig 15 minutter at lave en kop te). Jeg får kastet en livline til Monika, som henter Otto og står for aftensmad. Det lykkes mig at komme ud af sengen imens de andre spiser og jeg får den halve bolle fra i morges og et par tomater indenbords. 

Monika smutter igen med Carla og lover at tage Otto i BH i morgen. Jeg går i seng lige så snart jeg har lagt ham. Jeg vågner to gange badet i sved og må skifte trøje og vende dynen, og så er der de konstante pludselig opvågninger, hvor jeg må hyperventilere for at få luft. 

Onsdag er intervaldag og David skriver, for at høre hvad der sker. Jeg mumler en eller anden feberramt sætning retur. Bliver i sengen hele dagen, men er frisk nok til at skrælle kartofler og lave aftensmad, Da Moni kommer med Otto lidt over 17.00. Det er som om den værste autonomi er aftaget, min hjerne er oppe på 40%. 

Det værste problem nu, er hævelsen i halsen, som til gengæld gør natten uudholdelig. Torsdag morgen kan jeg selv aflevere Otto. Jeg overvejer at tage på kontoret og melde mig klar igen, men kommer fra det ved tilstedeværet af nogle håbløse reaktioner i trafikken. Tager hjem igen... Hvor længe har dette nu stået på? 3 dage? Jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst var normal. Laver mere te og tager et par piller mere.  

Har snakket med Monika, som mener jeg skal tage til lægen. Feberen har lagt sig en smule men hævelsen i halsen, synes ustoppelig og jeg har problemer med at synke og i det hele taget bare tale. Jeg spiser konstant piller for at holde den gående i et par timer og ellers sidder/ligger jeg bare og døser apatisk i sengen. Efter aflevring af Otto - (fuck det er stadig koldt) - checker jeg lægen. De har telefontid kl. 10.00. Det er heldigvis ikke så langt væk, så jeg går derover istedet for at ringe. Jeg kommer ind og oplyser om min situation og bliver bedt om at tage plads i venteværelset. Lidt efter kommer lægen ind og tager en prøve på mig. Det er streptokokker og jeg får en penicilinkur, som tager 10 dage. 

"Hvad så med Milano Maraton om 10 dage?". Jeg stiller spørgsmålet mest for at få et par bud på hvordan jeg kan vedligeholde træningen, men lægens svar er mere klart: "Det ville jeg ikke anbefale dig at prøve."

Jeg er for rystet til egentlig at reagere, men bliver selvfølgelig ked af det. Jeg går på apoteket og køber min antibiotika. Nu må det handle om at komme af med denne satan af en bakterie. Det er stadig formiddag og jeg starter kuren med det samme. 

I løbet af formiddagen, er det som om min tilstand bliver værre. Snakker med Monika, som tilbyder at hente Otto og lade ham overnatte hos sig. Anton tager afsted til Norge for at besøge familie. Så jeg er alene, men for udmattet til at tænke over det. 

Lørdag morgen har jeg det lidt bedre. Specielt fordi jeg har sovet bedre, end jeg turde håbe på, men i løbet af dagen daler mit helbred igen. Otto overnatter igen hos Monika, sammen med Carla. 

Og sådan gik der lige en uge, som jeg helst havde været foruden. Milano er aflyst, men jeg har jo billetter og ophold betalt og klar, så jeg tager ihvertfald derned, og så løber jeg nok Københavns Maraton istedet, lidt senere på foråret.