Blood, sweat, and running at dusk - uge 5

Strandvejen... En gammel kendningbilledet er fra næste uge. Foto: David

Jeg er spændt på hvad hviledagen har gjort for mig denne tirsdag. Engang kunne jeg følge formfremgangen, efter uger som de seneste tre, ved en gradvis øgning af letheden - og tiderne - på de lange ture. Sidste uge, viste sig imidlertid at være en både krøllet og hullet vej, med opture hhv. tirsdag og søndag, men nedture både onsdag og især fredag. Derfor tænker jeg, at jeg skal være mere opmærksom på netop letheden i kroppen fra nu af og så tænker jeg, at jeg ikke rigtig har tid til at vente på forbedringer i tiderne, og at jeg derfor må igang med at arbejde med fart. Vi løber ud til Amagerstrandpark på en fantastisk dag. Med en ekstra tur rundt om en sø, bliver det til 25k i alt i pace omkring 4.50. Det er først og fremmest godkendt, fordi jeg er knap så udmattet efterfølgende, som ellers. 

Jeg foreslår intervaller onsdag og i et vanligt overmod udslynger jeg 16x400m. 400m, fordi jeg gerne vil have noget tempo og 16x, fordi jeg tænker at det er rart når det er overstået. Men 16 er mange gange. Det føles uoverskueligt, når man er på 1, 2, eller 3. Ydermere, må jeg løbe intervallerne alene, da jeg har lavet en eftermiddagsaftale, hvor vi normalt skulle løbe. Jeg jogger til stadion og selv opvarmningsøvelserne føles forfærdelige. Stadion er lukket pga. en ildebrand, men jeg finder en åben port og går ind og går i gang. Jeg løber på banen i omgangstider omkring godt 80sekunder. Det er langt bedre end jeg havde turdet håbe. Jeg beslutter at nøjes med 12 omgange og slutter i et gennemsnit på ca. 3.25/km. Det gør mig glad og opløftet. Jeg føler jeg har superkræfter. Sådan er det altid, når intervallerne er overstået. 

Torsdag har jeg taget fri. Otto og jeg kører til Sønderborg. Vi ankommer kl. 17.00 og jeg springer straks ud af bilen og siger: "Jeg skal løbe". Jeg har stadig et ubehageligt minde om turen sidste torsdag omkring midnat, og jeg tænker, at jeg må få turen overstået så hurtigt som muligt. Jeg skal bare løbe restitution, så jeg bliver klar til en lang tur imorgen og søndag. Det bliver til en ret speciel tur i skoven, i tågen, i skumringen, i tusmørket. 

Fredag har jeg ikke megen lyst, men jeg får skoene på, og da jeg først er ude, går det egentlig OK. Jeg løber 26km. Tempoet er helt nede på 5.17, men der er en del trail, og stormen Otto raser, hvilket giver mig store udfordringer. Da jeg kommer hjem opdager jeg en blodig plamage på siden af min indertrøje. Jeg løfter op i den og kan se en begyndende irritation med nogle røde knopper omkring højre armhule. Det må være dem der har afgivet blodet undervejs. Jeg har ikke tænkt på at vaske tøjet, men greb bare en håndfuld da jeg pakkede til turen, med den intention, at det nok skulle tørre fra gang til gang, og så måtte jeg bare leve med lugten. Nu er jeg pludselig ikke så sikker. Specielt ikke da jeg opdager flere underlige mærker, som løber på kroppen, der hvor trøjens syninger har været. Jeg smider det hele til vask. 

Lørdag kan jeg således iklæde mig rene klæder. Vejret er i begyndelsen småslud, men omkring kl. 13.00 skifter det til blå himmel og sol. Jeg løber restitution 15k, og går efterfølgende en tur med familien, uden problemer... Det er gode nyheder. 

Så kom dagen, hvor min første tur - i denne ombæring - over tredive skal stå. Det er søndag og jeg tænker på at det egentlig gik meget godt i fredags, og det ærgrer mig en smule, at jeg ikke der, lige tog 4k ekstra, så jeg kunne have slappet mere af i dag. Men der er ingen kære mor. Jeg må i tøjet og ud i skoven og to gange rundt om Dybbøl Mølle. Det blæser en del, men ellers er det et forrygende vejr. Jeg opdager det første gang jeg når til toppen af Dybbøl banke, efter at have kæmpet mig igennem 7km i modvind, heraf de sidste 2 op ad bakke, drejer jeg ind imod Sundeved og får pludselig vinden i ryggen og nedløb. Alt bliver stille omkring mig og heroppefra kan jeg se helt til Tyskland. Jeg kan se imod skoven og forbi Valkyrienæsset i skoven. Hele min løberute nærmest overskuelig i dette gigantiske real life 3d syn. Himlen er klar. Det er svært at forklare, hvor smukt det er, men da jeg når til bunden og er på vej tilbage over Chr. d. 10. bro, glæder jeg mig allerede til at komme herop igen på den anden runde. Jeg splitter i knap 15,5km og løber fyldt med en besynderlig følelse af energi igennem modvind og bakker igen. Og igen indfinder den samme tilfredshed og ro sig, da jeg når til vnedepunktet. Det bliver til 30,5k i pace 4.49. 

Jeg runder 127km for ugen, med langt mere overskud end sidste uge. Jeg har besluttet at næste uge, bliver den med flest km, førend vi skal igang med nedtrapning og mere tempo, men så er vi også inde i marts og de allersidste muligheder.