Uge 5 - En særlig tur / Intermezzo

Udsyn fra Fiskerhytten - i dagslys.

kl. er knap 17.30. Det har taget mig 27 minutter at klæde om, fordi jeg ikke kunne slippe telefonen, eller fordi jeg egentlig hellere ville være blevet inde i varmen. Igår løb jeg intervaller for første gang længe, idag skulle det blot være en rolig tur, men det blev sent fordi jeg har rejst siden kl. 13. Jeg er i Sønderborg - barndomshjemmet - og nyder godt af, at der er skov rundt om hjørnet. 

Snart er jeg i skoven. En tåge har lagt sig og farver alt i nuancer fra gråt til sort. Tågen får også mine øjne til at dugge. Jeg løber 2km ad en kendt trailrute. Mere end en gang er jeg faldet over rødderne her, men i dag er det mudderet jeg skal passe på. Et par gange står jeg stift på balancen imens jeg skrider nogle centimeter, førend jeg får klargjort mit næste afsæt. 

Blæsevejret er igang.  Der står en mand og en kvinde som taler tysk med hinanden. De fniser, da de ser mig komme hoppende forbi på stenene i små spjæt. Alt dette bilder jeg mig ind. Jeg hører intet pga. den tiltagende storm og det eneste jeg ser er to silhouetter, som måske vender sig imod mig, før de gør plads, så jeg kan løbe ind ad det lille hul i hegnet, væk fra strand og sten. Tilbage til sti og krat. 

kl. nærmer sig 18.00. Skumringstid. Jeg beslutter at løbe runden en gang mere. Jeg er alene i skoven. Jeg ser ihvertfald ikke andre. Hvis udsynet var begrænset på den første runde, er det nærmest væk nu. I siderne af vejen er regelmæssigt markeret mørke skygger, som med få undtagelser må stamme fra træer plantet indenfor de sidste 100år. Imellem skyggerne er det gråt, som på himlen og som de ca. 20 meter jeg kan ane foran mig. Herefter er alt usynligt. Jeg tænker: "Sådan er livet. Det du oplever nu, er en fuldstændig perfekt og rammende metafor for livet.". 

Og naturligvis tænker jeg derfor også på døden. Hvad hvis der skete et uheld her? Hjertestop... Jeg ville ikke blive fundet. Jeg har ikke engang fortalt dem, hvor jeg befinder mig. Så ville Otto ikke længere have nogen forældre. Den slags går jo ikke. 

Jeg slår tanken hen imens jeg bevæger mig ildflue-agtigt igennem mørket. Det jeg ser er hele tiden mere af det samme. Hvis ikke det var for den fysiske følelse af bevægelse og udmattelse, kunne jeg ligesågodt stå stille. Måske STÅR jeg rent faktisk stille og det er bare tiden der med sin aldrende gang forårsager følelsen af udmattelse? Tanken har altid skræmt mig... "At vi dør stillestående, uden nogensinde egentlig at udrette noget"?

Mørke skygger og grå himmel. Øjnene der dugger. Jeg er blind. Indimellem dykker min fod 5-10cm ekstra pga. et hul, som jeg ikke kan få øje på. 

Ingen aner hvad der ligger foran dem. Allerhøjest kan vi se en konturer i skygge og lys... Bevægelse er den eneste måde at glemme følelsen af stilstand. Når man lever bevæger man sig. Det ER så banalt. Her findes ikke nogen forkromede strategier, eller planer. Bare bevæg dig. 

Og hvad er mere bevægeligt end løb? Hele tiden i fart. Omend ikke livet, så dog noget andet end det der stopper, når man stopper. 

Jeg er alene med mine tanker, og omgivelserne efterlader ikke noget rum for adspredelse. Derfor må jeg have et mål. Noget om hvad jeg kan sige: "Hertil skal jeg nå." Noget der gør, at jeg holder fast i mine afsæt. Jeg drømmer om, at konturene fyldes af mennesker. Der skal være et løb, hvor menneskene samles om den absurde gerning, at bevæge sig igennem 42,195km. 

En løbefest, hvor vi får virkeligheden til at se lettere ud end den er... Hvis det lykkes, så bliver den måske også lettere? Hvem kan sige hvad noget i virkeligheden er? 

Der er også alt det andet naturligvis... Søvn.. Kost... Og befrielsen, når man opgiver at holde fast i tankerne. Nu har jeg løbet to runder. Det er 11km. 

Jeg ville længere ind i skoven, men den er for mørk nu. I skulle bare se. Men det kan I ikke, fordi den er så mørk, at man ikke kan se den længere. 

Jeg løber det sidste stykke igennem en sort tunnel ud til kysten ved Fiskerhytten, hvor jeg i sidste øjeblik når at dreje skarpt til højre. Nu har jeg stormen i ansigtet og havet på min venstre side. Havet skinner, og gør atter konturene synlige. Jeg fortsætter godt en kilometer ad stien, førend jeg når til Guldkysten. 

"Guldkysten". Som dreng gav navnet mig svulmende associationer om sørøvere, skattejagt og eventyr. Nu ved jeg, at der bare er tale om attraktive byggegrunde. 

Jeg drejer væk fra stien og til højre ind imod byen. Snart rammer jeg der hvor Grundtvigs Allé rammer Orla Lehmanns Vej. Gadelygterne gør indtrykkene stroposkopiske. Her er ingen trafik, men alt er hårdt og larmende. Jeg træder til for at komme fremad. 

Skovvej er på magisk vis forblevet som altid. Dens tætbevoksede sider af mirabeller og nøddehegn, optræder fuldstændig, som jeg husker de altid har gjort. Man tror uforanderlighed er en konstant. I virkeligheden er det omvendt. Det der ikke forandrer sig, er der nogen som gør sig umage med at vedligeholde. Jeg har før betrådt andre barndommens stier og erfaret, hvor høje træerne pludselig er blevet. Eller det modsatte; hvor lille skolegården i grunden var. DET er konstanten. Men ikke her. På skovvejen, hvor jeg tæller 16 gadelygter, der som runde orangefarvede kugler ødelægger mit klarsyn for et klarere syn, er ALT ved det gamle. 

Den er knap 1km lang, så drejer jeg igen nede ved Borgmester Andersens Vej. Han (Borgmester Andersen) døde vist på jobbet, et par år før jeg blev født og mine forældre var flyttet til byen. Her passerede Tour feltet i sommers. En lidt skuffende fornøjelse på knap 5 minnutter, ifølge min far, men så har de da det at snakke om og der står stadig Vingegård på asfalten. 

Jeg drejer igen op ad BS Ingemannsvej og afventer 3 vej på højre hånd. Der er ca. 180 meter ned. Fem huse på hver side og så to på endegrunden. Det giver 36m til hvert hus. De blev allesammen opført i 70´erne. Typehuse på 1200m2 grunde, med fire fem værelser lavloftede trælamellerede stuer og snorlige blomsterbede omkranset af opstablede trekanter i grå - nu svampebeklædt - beton. 

Sådan var vores hus ikke. Vi havde kælder hvor man kunne spille bordtennis, grus i indkørslen, bøgehæk med valmuer i og små murstenssatte stier hele vejen rundt. Vi boede i det eneste hus i kvarteret som var arkitekttegnet og hvis det regnestykke skulle gå op, måtte følelsen af at skille sig ud, opveje de absurd høje varmeregninger og ekstraomkostninger til et byggeri, der konstant stødte ind i nye problemer. Hjemme hos os, havde vi sko på indenfor og temperaturen var aldrig over 18c. 

Jespersens, hvis piger passede os som små, havde et hus med svimmingpool. Det er lige blevet solgt til 2,5mio. Der har været håndværkere igang de sidste tre måneder. Det hele skal nok laves om, men jeg kan ellers herfra berette om gadefester og hjemmegående husmødre der i 70´erne nød livet som danfossfunktionærfruer med formiddagslongdrinks.  

16km. Jeg går ind med sko på og sætter resten af lasagnen i ovnen.