Initiativet

Det er bare mig på kontoret, fordi jeg ikke kan få teksten frem på bloggen, uden billedledsagelse. 

Det havde stået på i et par år. En gruppe på fire (mænd) fra arbejdspladsen (et kontorfælleskab) tog en løbetur sammen hver onsdag fra 16.00-17.00. Måske pga. mit tidligere engagement i løb, fik jeg en medvirkende rolle i at højne ambitionsniveauet.

Efter et veloverstået Cph. Half, hvor særligt en af løberne bemærkede sig positivt, var vi rykket nærmere en målsætning (Sub 3) og dermed stod vi også for at skulle træffe en reel beslutning om, hvor slaget skulle finde sted. 

Den løber der havde gjort sig bemærket hed David. Han var den unge knægt i flokken og efter en lidt nølende start var han kommet rigtig godt igang med at løbe. Måske passede udfordringerne til hans personlighed, ihvertfald havde han gennemført et par ultra- og challenge løb, men det var en tid lige over 1.30 ved. Cph. Half der havde gjort udfaldet.  Nu skulle det være.

Gruppens leder var pedel på arbejdspladsen (og fra Norge) Han hed Håkon, og havde en aktiv fortid med bl.a. et par Ironman´s på CV´et. Han havde imidlertid aldrig breaked 3 timer på Marathon, og når der er noget man ikke har gjort, vil man altid være i tvivl om man rent faktisk også KAN gøre det.

Jeg var ikke i tvivl om at Håkon kunne løbe en sub3 tid. Egentlig tvivlede jeg heller ikke på at David kunne, men det ville kræve lidt hjælp, og den hjælp kunne jeg være en del af, bl.a. ved at tilbyde at løbe hare.

Sidste mand i gruppen - en franskmand ved navn Ewen - meldte fra til selve eventen, men ville selvfølgelig være med, på en del af træningspassene, hvor han ville ligge som en rolig bagstopper og med sit rolige gemyt være en påmindelse om at det hele nok skulle gå. 

Det var i november vi havde diskusionen og fordi David arbejdede med tøj, endte vi med at vælge Milano Maraton d. 2. april 2023. 

På det tidspunkt, kunne man endnu ikke tilmelde sig løbet, og jeg tænkte, at det gjorde ikke noget, for der var masser af tid. 

---

Så blev det december. Jeg fik bagt 4kg. småkager, og hvad der ellers høre sig til og da vi kom ind i januar, rendte jeg rundt som en prustende flodhest. Alt var besværligt. At komme ud af sengen. At vaske tøj. At tage sko på... For slet ikke at nævne de blå overtræksfutter i vuggestue og børnehave. 

Januar ramte så hårdt, fordi der altid er nogen som skal stå for at afholde hjerternes fest, og i år, var der kun et par weekender til at nå det hele. Så jeg var kommet i tvivl, om mit løfte om at være fartholder på en sub3 tid. Faktisk var jeg ret sikker på end ikke at kunne gennemføre, hvis jeg skulle løbe et maraton idag. Vi fik booket flybilletter og mandag d. 9. januar kommer Håkon spørgende hen til mig. "Skulle vi ikke lige tage en kop kaffe imorgen og få snakket om, hvordan vi bliver klar til Malano?".

Lad det være startskuddet, nåede jeg at tænke og svarede ham. "Vi kan snakke mens vi løber, imorgen formiddag kl. 11.00."