Mindet om mindet om tabet

der var en ven som sagde

de døde de er døde

der kun os tilbage

Det vi kan bestemme,

ik´ det som fanden ka´ ta´

Det handler om det nu

som vi gerne vil ha´

Tænker på artiklen af Anders Legarth igen. Den handler om hvordan han pludselig opdager nogle skraldemænd stå og læsse cykler op på en lastvogn og hvordan han opdager den cykel, som han for år tilbage brugte til at fragte sin nu afdøde datter rundt på...

Han når at gå i fuldkommen angrebstilstand, førend han, husker at der har været sat sedler på cyklerne rundt omkring i gården og at det nok er derfor de står derude med cyklen....

Jeg græder, fordi det er sådan det er at miste... Fordi man ikke tåler tabet fuldstændig, eller på grund af aftrykket fra den bortgåede, forsøger man at bevare ting, der skaber forbindelsen, ved at lade dem stå urørte. Jeg tror ikke det er bevidst. Jeg tror det er menneskeligt.

Jeg ser det i hjem, hvor en er gået bort. Små altre med spontant opståede samlinger af tilfældigt udseende genstande. De giver kun mening for den efterladte. Derfor stikker de ud.

Fænomenet kan også optræde i rum på loftet, i kældre eller - som her - i cykelskurene, fordi der er bedre plads i det skjulte. Blandt alt rodet.

Jeg græder og spekulerer på om ikke enhver nyttesløs genstand, som får så uforholdsmæssigt megen plads i vores liv, på en eller anden vis kan tilbageføres til tabet.. Af tid.. Af oplevelse.. Af uskyld???

Men der er mere. Fordi, i starten kommer alt i kaskader. Der er så meget, at man ikke fatter at det nogensinde kan tørre ud...

Indtil der begynder at gå længere tid imellem... Nu kommer minderne mindre hyppigt og derfor ligesom mere overraskende, men også mere værdsatte...

Den slags er modsatrettede følelser. Jeg mistænker de tjener formålet, at påføre os fornemmelsen af, at selvom afdøde er borte for evigt - så er der dog tidspunkter hvor det føles tættere på. Og når noget til tider kan føles tættere på, så er der trods alt ikke tale om andet end en fysisk afstand, som jo dog må kunne overkommes...

Værst af alt ville være fraværet af disse påmindelser. For så er tabet endeligt. Og selvom al rationale pålægger en, at tænke om det således, når hjerte og hjerne stopper deres kredsløb i legemet, så er disse minder dog en form for håb, der får os igennem det ubærlige.

Vi er hver vores sted nu. Vi kommer aldrig igen i direkte berøring, eller kontakt, men der er stadig tidspunkter, hvor det føles som om, at vi blot skal række en arm frem for atter at nå hinanden.

Derfor bliver disse - ofte tilfældige - udløsere af minder, nærmest hellige og det nye for mig er, at opdagelsen af dem hos andre, har næsten den samme effekt på mig, som jeg tænker den må have på disse andre.

Jeg tænker, at dette metalag - som ligger mellem den individuelle sorg og det - af samfundet foranstaltede - sorgritual, er ret vigtigt, for at vi mennesker kan forbinde os.

I mangel af bedre kalder jeg det kærlighed.