Ferietrip (bad)

Faldskærm er fedt og temelig meget PUNK!!!, fordi man kommer i sync med sin følelse af "frit fald". Mange forveksler imidlertid "faldskærm" med "fladskærm" (det er ikke så godt).

Beklager radiotavsheden folkens, jeg har netop befundet mig i det kæmpestore hul, hvorfra jeg absolut intet erindrer. Jeg taler selvfølgelig om ferien... 

Lad mig lige kort tage dig igennem det, som jeg mener man ligesågodt kunne kalde samfundsordineret narko. Effekterne minder ihvertfald en del om mine personlige oplevelser efter indtaget af rekreative stoffer.

Først har vi forventningen. Lige meget hvordan jeg vender og drejer det, er det hvert år det samme. Egentlig er det følelsen i ugen op til den sidste dag på arbejdet, der er bedst. De dage, hvor jeg bare VED, at om ganske kort tid, kan hele ens tilværelse antage en ny form, er vidunderlige og vitaliserende. Så der giver jeg altid arbejdet en ekstra skalle. 

Herefter kommer øjeblikket for selve indtaget. Altså før rusen og på tidspunktet hvor man stadig kan nå at sige nej. Det føles underligt forkert. Som om at jeg prøver at "bypasse" nogle af kroppens- eller sindets alarmer ved slet og ret at overhøre dem. Først er jeg lidt modvillig. Jeg vil hellere have de netop forgangne "forventningsfulde dage" tibage, fremfor rent faktisk at tage hul på pakken. Hovedet svømmer over med projekter og ting jeg lige mangler at få gjort. Men som i så mange andre af tilværelsens valg, viser den "frie viljes" grimme pseudoansigt sig snart frem. Valget er taget længe før nogen vilje fik indsigelsesret. Efter 2-3 dage overgiver jeg mig. 

Afhængig af hvad der har været råd til, vil rusen føles mere eller mindre opløftende. I mit tilfælde vil den helt generelle mangel på planlægning som regel betyde at der nu følger en byge af stress kombineret med momentane stunder af velvære. Stressen skyldes den afsindige rejseaktivitet jeg som regel kaster mig ud i. Det skyldes den arbitrære forestilling om, at når det er ferie skal man også rejse. Jeg glemmer altid hvor komplicerede rejser bliver når man kommer op i alderen og har familie og kroppens generelle degenerering at tage hensyn til. Jeg tror det skyldes, at "vi" (der ikke formår at abstrahere fra det følelsesmæssige og som derfor i stigende grad udskammes af tidskravet), ofte tænker, at vi bare lige skal tilbage til "dengang" vi var yngre. Lidt ligesom en junkie der altid ønsker sig tilbage til sit første fix. 

Med adrenalinen således pumpende for fuld tryk i systemet, opstår dernæst pludseligt små øjeblikke, hvor det står lysende klart, at jeg intet kan gøre, andet end at give slip helt og aldeles. Det er velværen der indtræffer. Jeg har efterhånden erfaret, at en god måde at fremskynde denne tilstand på er, ved at befinde mig i relativt uberørte områder. Fx. ved en strand, i en skov, eller imens jeg ser på en solnedgang eller -opgang. 

Forstyrrende for disse øjeblikke vil være ethvert menneskeligt aftryk så som Coca-cola skilte, affald og soundboxes. Paradoksalt nok består disse forstyrrende elementer i dag af alt det jeg "dengang" (i min ungdom) netop eftersøgte, og som jeg nu derfor intuitivt ønsker mig tilbage til. Men musikken idag er anderledes. Forureningen er mere faretruende og reklamerne har bevæget sig fra det tillokkende til at være så gennemskueligt manipulerende.      

Jeg kunne selvfølgelig rejse langt væk, men hvorhen? Der er mennesker overalt som ikke rydder op efter sig. Problemet bliver særligt fremherskende nu, hvor coronaen har indsnævret destinationsmulighederne. Ikke mærkeligt at de ressourcestærke i dag forsøger at købe sig til afstand. Selv sommerhusområderne er så tæt pakkede, at nogle ligefrem må tage sig en tur op i rummet.  

Jeg forsøger mig med besøg i familiens skød, hvor der også er pligter der skal plejes. Det trygge i velkendtheden virker ofte beroligende, men der er sket noget og mine ressourcer er helt i bund. Ligegyldigt hvad jeg gør føles det nu som billig gadejunk.

De allersidste dage er afrusningen allerede igang og abstinenserne skriger højlydt. Hjernen fyldes med håbløse tanker som: "Jeg har brug for mere tid." og "Hvis bare jeg kunne organisere mig anderledes.". Der atter bliver slået hårdt ned af andre tanker som: "fejl... FEJL... FEJL... FEJL!!!" Og at jeg alligevel snart er forsvundet...

Så slutter den... Ferien... Trippet, som jeg ikke rigtig kan taget noget med fra, andet end følelsen af, at jeg nu må tage mig mere sammen end nogensinde før, for atter at komme op på hesten.  

Måske virker det ikke ligefrem muntert at tage et populært begre som ferie under behandling på den måde... Men det er hva der sker, når man glemmer at lytte til "WurstMaschine"... Eller se den på video her!!!