Om PUNK og grimme ting

Dette billede med pile på er rigtig hæsligt, derfor synes vi PUNKS det er smukt. Mange ville have foretrukket at pilene pegede i samme retning, men prøv lige at overveje, hvor galt det SÅ ville gå, når vi kommer til kanten.  

Jeg ved ikke rigtig om jeg skal grine eller græde i øjeblikket. På den ene side siger alle mine fans, at wurstmaschine (hør den på de fleste tilgængelige streamingtjenester her), virkelig trænger ind under huden.. Eller igennem ørene, eller ind i hjernen, eller hvad man nu siger... De to sidstnævnte burde vel være indlysende. På den anden side føler jeg ikke rigtig at nummeret rigtig bliver hørt derude.

På det helt overordnede plan kan - og skal - jeg som ægte punkrocker være ligeglad med disse banale popularitetsmålinger. Det bedste (som i det mest PUNK autentiske) der kan ske er, at jeg dør førend at I overhovedet fatter, hvor givende og genial min kunst er. 

Men jeg er også et menneske, og som sådan kan jeg ikke lade rationalet styre alting. Vi har alle vore svage sider og min er bla. at jeg ikke kan lade være med at tro der er sammenhænge man kan læne sig op ad... 

Sammenhænge som fx. den; at hvis MANGE hører og oplever min kunst, så er det også STOR kunst. Jeg finder at jeg skal bruge mere og mere af min kreative energi på at mane den kæmpestore fede løgn i jorden, og så alligevel bliver den ved med at dukke op. Den er ligesom bjørneklo, eller ahorn, eller sort natskygge i haven.. Umulig at komme af med. 

Især nu om sommeren, hvor ingen længere går op i kunst. Overalt ser man kun disse lækre feriebilleder af alt det I spiser og hvor I spiser det henne.. OG JEG TALER IKKE OM TALLERKNERNE!!! Hvor fanden blev postkortet af? 

Sry... Som sagt ved jeg ikke om jeg skal grine eller græde og det er som regel tegn på at humøret er omskifteligt. Hvis jeg støder dig, må du virkelig undskylde. Prøv at se mig som en muldvarp... Det eneste jeg kan er at grave tunneler og kaste med ord. Ingen gider se på eller spise den ormeføde jeg indtager. 

Måske er det presset fra alt "det smukke" der foranlediger min reaktion. PUNKS kan ikke lide smukke ting. Til gengæld kan vi godt synes at ekstremt grimme ting er virkelig smukke.. Som fx. rotter eller sikerhedsnåle og dødningehoveder... 

De smukke ting er unaturlige, ligesom alt for nuttede. Når en ægte PUNK holder noget smukt op foran sig, tænker han straks at det lugter grimt. Det kan godt være at det dufter af rosenolie eller lavendel udenpå, men PUNKS kan gennemskue den slags. De kan se at duften stammer fra kemi, der giver allergiske reaktioner og som forårsager store mængder spildevand og fiskedød. 

Og selvom vi selvfølgelig er generelt begejstrede for den slags, især døde fisk (og hududslet), fordi det er meget hæsligt, så kan vi bare ikke tolerere, at det bliver skabt for at vi kan stå og holde noget smukt op foran os. 

Når vi holder af efterladenskaberne er det fordi vi er medfølende, ikke fordi vi elsker død og ødelæggelse. Vi er generelt fredelige og bliver kun aggressive overfor det der angriber os, som fx. al den smukhed der hele tiden bliver sendt ud på billeder og lyd. Så, for at citere Frank Zappa igen:

"Hvis du befinder dig derude...
Måske er du ung
Måske er du smuk..."

Tag lige og vis lidt hensyn, ik?...