Dag 3 - som punkrocker

Dette billede af "WurstMaschine" har jeg selv taget, fordi der helst skal være et billede med som illustration til tekster. Ellers gider folk ikke læse dem. Det er ligesom sange i acapella - efter kort tid savner man nogle akkorder. Jeg har overvejet at tegne et anarkist tegn på min hvide skjorte, men der er for meget regressiv adfærd over sådan en handling. Til gengæld har jeg røde bukser på (og solbriller på indendøre).

Selvom man har produceret et enkelt hit, betyder det ikke, at himlens døre bare åbner sig. Spørg bare Axl Rose om det. Det er et kompliceret puslespil, der mange gange bliver afgjort af de rene tilfældigheder, som alle skal gå op, førend verden ligger sig for dine fødder*. 

Den lektie har jeg måttet erfare på den hårde måde, efter at vi lancerede "WurstMaschine" i fredags. Alt var linet op til en perfekt storm. Pressemeddelelserne var gjort klar til de førende musikmagasiner. Numrene og mailadresser til alle de vigtigste anmeldere var skrevet ind i XL-arket. SoMe strategien var lagt... Nu skulle lavinen bare sættes igang. 

Til det formål ville vi sprænge en lille bombe, i form af en sindsygt velproduceret musikvideo, som alle testgrupper havde responderet ekstremt positivt på. Nu var det blot et spørgsmål om tid... Og hvad sker der så? 

Videoen bliver bandlyst på Facebook. 

Det føltes som om at bomben sprang i hænderne på mig. Næsten som en slags en påmindelse om, hvilket farligt spil det er jeg spiller. Pludselig gik det op for mig, hvor stor en magt Facebook rent faktisk har. Vi bliver så nemt til slaver overfor Facebook og jeg må indrømme, at tanken om selvmord kort strejfede mig... Altså, ikke rigtigt selvmord, men sådan en slags "Socialt-Medie-Profil-Selvmord" (SMPS)... 

For en stund ønskede jeg simpelthen ikke længere, at være en del af denne helvedesmaskine, der i sin grovkornede jagt på profit, ikke blot fejler i at se livets uslebne diamanter, men også pga. sin afgørende indflydelse, knuser dem til smulder, så de til slut kun duer som tandlægebor. Da slog det mig, at Facebook var en langt større WurstMaskine end jeg selv og den tanke gav mig håb.
(Hvis du sidder ligenu og tænker på selvmord så ring hurtigt til Livslinien på 70201201, alt andet ville være snævertsynet og synd).

Jeg ved endnu ikke hvorfor videoen blev bandlyst. Den slags ulejliger de sig ikke til at oplyse om i juridisk afdeling. Først troede jeg, det var pga. scenen hvor jeg sidder på toilettet (man kan ikke lave en musikvideo der hedder "WurstMaschine" uden en toiletscene). Sidenhen er jeg begyndt at tro at det skyldtes starten, hvor en tilfældig forbipasserende mor ved navn Matilda kommer til at gå ind foran kameraet under optagelserne, imens hun ammer datteren Billie. Det ER en ret vild scene, selv for en punkrock musikvideo og jeg vil ikke udelukke, at det har fået en algoritme eller to til at kamme over... Hvorom alt er, så har min manager Peter Bek, nu i tre dage arbejdet benhårdt i kulissen på at få omstødt denne skændige fejlafgørelse, og her til morgen, er vi lige ved at tro det er lykkedes... Det er Davids kamp mod Goliat (som vi alle elsker, uden reference til andre begivenheder overhovedet) og det giver så meget inspiration til nye numre. Følg med her på siden, ELLER PÅ FUCKING FACEBOOK!!!!...

ROCK ON!!!!   

*Jeg er her for at sprede latter og smil. "Verdens underkastelse" er ikke et mål for mig overhovedet. Ikke desto mindre vil den være en slags symptom på at noget er ved at ske... Tror jeg...