jrnl_18_mdr

Ingenmandsland. Det land, som ingen krydser uden at efterlade noget.

Endnu kan jeg gemme mig i skyttegravens mudrede nærvær.
Forhindre at tabet bliver endeligt.

Jeg læser bøger om krig.

Det vender op og ned på "det normale", som efter 18 måneder truer med at vende tilbage.
Det er 549 dage.

Jeg siger dette, fordi jeg selv fik det fortalt og selvom det dengang var umuligt at tro, havde jeg alligevel brug for at høre ordene:

På trods af alt, sker der uventet nyt.
Monika, som jeg mødte for et år siden venter sig et barn til februar.

Vores barn.

Otto sprudler,
ikke kun over udsigten til at blive storebror.

Dem bliver der to af nu.

Forleden modtog jeg nyheden om at man havde lyttet til min anke.
Det er "IKKE" OK, at man kan henvende sig 6 gange på kort tid med et problem, som du gjorde, uden at blive sendt videre.

Lettelsen er så stor, at jeg bliver helt forskrækket.

Livet er ikke længere så vigtigt, at hver dag må græde.