Skudår

Skudår for fanden. En ekstra dag. Hvilken ødselhed. Nu falder den. I dag, søndag d. 12. april er det 366 dage siden at du døde.

Vi skal alle dø. Måske i morgen. Måske om 20 år. Men om 20 år vil imorgen føles som i går. Jeg går i sort. Livet vender langsomt tilbage til sin beskidte klichéfyldte ligevægt.

Det kan tælles på to hænder hvor mange dage jeg IKKE har grædt. Hvis du ønsker det, kan jeg give et nøjagtigt tal? Det vil kræve at jeg bladrer igennem mine 365 noter, men jeg gør det gerne.

Der findes 36 måder at græde på.

Nr. 1. Alt er kaos. Du ved ikke hvad du ellers skal foretage dig - eller du ved det og gør det - imens vand sprøjter ud af dit ansigt.
Nr. 2. Imens du sidder fordybet for at skabe mening, går det op for dig hvad det er du laver og hvorfor... Øjet flænges.
Nr. 3. Det sidder i kroppen i hver en muskelfiber og truer med at springe ud. Måske kan du holde det hen, men den mindste tilskyndelse, skaber et udbrud.
Nr. 4. Du drømmer at øjenlåget er ved at sprænges. Når du vågner åbner du øjnene med et plask.
Nr. 5. Der er ikke mere vand. Øjet tørrer ind. Langtsomt responderer systemet ved at udtrække en tyktflydende og salvende væske.
Nr. 6. En tanke eller et minde stiger, som en gasbobel langt nede fra dybet og du kan intet stille op. Når boblen er ude, falder du til ro igen.
Nr. 7. Efter at du har råbt og skreget længe nok, kommer gråden til sidst og trøster.
Nr. 8. Nogen behandler det der er meget vigtigt alt for skødesløst.
Nr. 9. Nogen gør eller siger noget ekstraordinært.
Nr. 10. Når du tænker på døden - din egen eller en du holder af - og alt det du/I ikke fik gjort.
Nr. 11. Når du tænker på døden - din egen eller en du holder af - og alt det du/I gjorde.
Nr. 12. Det kan starte som et grin for så at kamme over i hulken.
Nr. 13. Under løghakning (eller ved tilsætning af andre kemikalier)
Nr. 14. Når du passerer tidsbarrierer og på en gang befinder dig i vakummet fra det der var, er og bliver.
Nr. 15. I bruseren
Nr. 16. I modvind
Nr. 17. I spekulation over, hvordan det kan være, at man kan gå til sin læge flere gange og blive sendt hjem igen, kun for at dø 1,5md. senere.
Nr. 18. Når jeg hører dig sige: "Du skal passe på mig, Jakob."
Nr. 19. Når jeg hører din stemme.
Nr. 20. Når jeg ikke længere kan høre din stemme.
Nr. 21. På en bænk hvor fuglene synger.
Nr. 22. Under forårets opblomstring, hvor de sorte huller pludselig bliver tydelige.
Nr. 23. På flaske - En flygtig damp af det der kunne have været i går.
Nr. 24. Der er visse ord og sætninger.
Nr. 25. Hvis en ting bliver væk, eller går i stykker - kontroltab.
Nr. 26. Med en smule held, havde du nu været højgravid - igen. Måske med en lille pige.
Nr. 27. Det skulle have været mig. Hvordan betaler jeg den gæld?
Nr. 28. Mine rutiner skrider og selvhadet sniger sig usynligt frem.
Nr. 29. Dengang du spurgte mig om Thomas og jeg blev for vred. Det var et lyn fra en klar himmel, jeg under normale omstændigheder aldrig ville have set.
Nr. 30. Foran gravstenen, med hænderne famlende i noget jord omkring kl. syv.
Nr. 31. Ved optakt til - og under - snart sagt enhver kommende højtid og ferie.
Nr. 32. For at vinde tid.
Nr. 33. For at få ret.
Nr. 34. Det sidder på stemmebånd, i smags- og i lugtesansen, i hovedet og i kroppen - og venter.
Nr. 35. Som jeg sagde før, livet er en beskidt klichefyldt ligevægt
Nr. 36. Du er mere sand når du græder. Derfor græder du, igen.

Der findes to slags mennesker. De der tror de har fast grund under fødderne og de der falder.  Alle falder. Måske har jeg været heldig, at der skulle gå 49år, førend jeg opdagede det.

Jeg prøver at være glad. At vende det der er sket til en styrke. Men det fungerer ikke sådan når man falder. Man vender ikke tingene - det er der ikke tid til. Måske ser man noget man kan gribe. Så griber man, eller man lader være. Måske fornemmer man at der foregår noget et sted og retter sin opmærksomhed derhen.

_______________

I nat ser jeg dig ligge med omvendt mohawk. Det er næstsidste gang, for de slukker først for dig imorgen kl. 14.30. Men der er kun en ganske lille smule tilbage. Jeg fornemmer det, da jeg bøjer mig for at hviske mine utilstrækkelige løfter i dit øre. En svag sitren fra din venstre kind, som minder mig om vores første kys...

Jeg er så rundt på gulvet, at jeg end ikke kan bede en bøn. Hvem i helvede skulle jeg bede til? Jeg møder først væsenet 10 dage senere mandag d. 22. april som er første påskedag, hvor jeg lærer det at spille russisk roulette.

Da du døde åbnede en dør sig. Ind til dette væsen, som jeg fornemmede besad stor indflydelse og magt. Væsenet sad ved et bord og jeg satte mig overfor på den tomme stol og stirrede, støjende.

Da du døde fik jeg særlige privilegier. Intet af det der blev mig fremlagt, accepterede jeg. Når man taler med disse væsener, kan man ikke hæfte sig ved etikette. En høflig morder er altid mere skyldig end den der dømmes uretfærdigt på sin dårlige opførsel.

Man efterlod mig på en mark, hvor mine råb mødtes med ligegyldighed af det omkringgående kvæg. På den måde fik jeg hvile i de første tre måneder.

Hver gang jeg kom på en ny uretfærdighed, gik jeg ind ad døren, satte mig i stolen og begyndte på mit larm. Hver gang måtte væsenet, der jo stod i min gæld, bøje sig for mine krav. Det må lyde mystisk, men det handler om vilje. Ikke viljen til at opnå små fordele i det daglige liv. Tværtimod, er det disse små planer og befalinger der altid ender med at tingene forskydes. Omdrejningspunktet for viljen må være, at genskabe balancen.

Min revolver var allerede gået af, nu trykkede jeg videre... Klik klik klik klik klik klik...

Skudår...
 
Det er svært at håndtere sådan en magt. Måske har jeg aldrig haft behov for det. Seks måneder gik der, før jeg vidste at mit hidtidige liv, ikke på noget tidspunkt havde lært mig "at miste". Måske er jeg barsk af natur. Der var bedsteforældre, kæledyr, studiekamerater og enddog Tanjas bror som forsvandt. Men hver gang havde jeg det som om at jeg akkurat selv havde undgået kuglen og at det nu måtte handle om at komme videre.

Vi bestemmer så lidt af hvem vi er og den smule kendskab vi har, kommer altid for sent. Først i det øjeblik kuglen rammer, bliver det klart, hvad det vil sige at ligge tilbage - efterladt. Er der EN ting jeg nu ønsker, er det, at så mange som muligt forstår dette.
 
Så begyndte ritualerne. I starten lindrende, men efterhånden blev de sværere og sværere at styre. Fra omkring 9 måneder og frem til nu har været et helvede. Ritualer er ikke ægte eller sande. De er efterligninger, i bedste fald skabt med et lindrende formål. 

Gentagelserne bedøver. Gentagelse på gentagelse på gentagelse bekræfter at du ikke er et menenske men en maskine. Bekræfter at det ikke gør noget at du skal dø. Du er ganske vist en kvik maskine. Der tager hånd om sig selv, men ingen maskiner holder evigt og alle bliver som regel udskiftet med noget bedre.

_______________

Forleden drømte jeg om dig igen. Det sker ikke så tit. Kan ikke huske hvornår sidst, men jeg kan gå tilbage i noterne?

"Jeg kan tale med dig. Røre ved dig. Se på dig. Men jeg ved at det er slut om en måned. Så hver gang vi foretager os noget. Den mindste dagligdags ting, som at børste tænder, eller lave mad, må jeg stoppe midt i gøremålet for at omfavne dig og fortælle dig hvor meget jeg elsker dig. Du synes jeg er pjattet, men du kan egentlig godt lide det. Jeg tror ikke du er klar over at det snart er slut og jeg, beslutter ikke at fortælle dig det. Jeg betaler i det skjulte for dette."

Da jeg vågner er jeg taknemmelig.

_______________

Våbenet ligger foran mig, på bordet. Jeg skubber det over på den anden side. Det er ikke længere mit spil...

Din tur.