At drukne

Lyden af Otto der tumler inde fra sit værelse. Lidt efter står han i køkkenåbningen ud til gangen og kigger skælmsk på mig. "Er jeg færdig med mit møde?" (jeg fortalte ham om gæsterne i går, at vi holdt møde for at berolige ham, så han ville lægge sig til at sove). "Ja, min skat. Nu er det morgen og du skal have morgenmad.". "Nej, jeg skal lige lege lidt med biler først." Svarer han og løber ind på sit værelse. Jeg gør hans morgenmad klar.

Otto kommer ind og vil have skiftet sin ble. Jeg skifter den og, giver ham tøj på og siger, at nu skal han spise sin morgenmad. Han er sulten og stormer hen til stolen, hvor han sætter sig og begynder at skovle grød indenbords - grådigt. Han er færdig på under et minut og skal ikke have mere. Så løber han ind til bilerne og leger videre. Altid i løb.

Jeg sætter mig og begynder at spise. Lidt efter står han igen i køkkenåbningen. "Hvor er bogen med trailere". Vil han vide. Forleden ryddede jeg op i hans bøger og fandt en bog med lastbiler. Jeg vidste den ville blive et hit og geninroducerede ham for den. Nu er han ekspert i lastbiler, med et konstant behov for at opfriske sin viden. Vi finder bogen og han sætter sig i sofaen og læser imens jeg spiser min morgenmad og drikker min kaffe færdig.

Det regner. Otto vil gå. Jeg holder hans venstre hånd. I den anden holder han rygsækken - en anden populær genstand - der i øjeblikket bidrager til at gøre ham til "en stor dreng", med elefanthue på og et farvet stribet strikket pandebånd. Pandebåndet er hans eget hårdnakkede påfund. Den gule jakke skriger. Han er på alle måder en kontrast til det regelrette konforme. Jeg føler en vis stolthed over hans udtryk. Et udtryk der i øvrigt forstærkes da han lidt efter fryser og vil op i vognen og ifører sig sine grønne luffer med rød mund og spidse tænder - vi kalder dem Hips og Haps. Resten af turen går med at Hips, men mest Haps, udspørger ham om eksistensen af "børn" i vuggestuen. Haps vil blandt andet vide om de er farlige og om man kan tegne med dem.

Håbløst sent på den ankommer vi til vuggestuen. Jeg fornemmer at pædagogerne er en anelse frustrerede over den manglende struktur i vores mødetider. Engang tænkte jeg at det var godt at man kunne tage det roligt om morgenen, men jeg er begyndt at forstå, hvordan det betyder at alle andre kommer til at vente på en, eller pludselig er væk. En ikke uvæsentlig del af barndommen går med, at den voksne indprenter dette budskab i barnet og jeg opfører mig i øjeblikket meget upædagogisk.

"J" spørger mig, om det er OK at de tager over og besøger børnehaven i morgen, for så skal jeg være der før 9.30 nemlig? Jeg er taknemmelig for denne omsorg. Jeg ville ønske den kunne vare igennem hele livet. Sandsynligheden er dog, at den inden længe vil være afløst af et blinkende "blib" fra en beskedservice, som jeg skal huske at logge mig på. Massekommunikationen fremmedgør, tænker jeg og vakler ned i metroens tørvejr, imens jeg læser om en svindlers børn, der selvfølgelig viser sig ikke at være "Guds bedste", og bliver irriteret over at en klummeskribent, der i samme dagblad ikke forstår, at bind til næse og mund, ikke handler om at holde en selv fri for coronavirus, men om at undgå at smitte andre.

Åhh.. dette evige forhåndsindtagede og brutale MIG... Forstå dog at du aldrig vil blive tilnærmelsesvis så yndig og elegant, som den klokkeklare selvopofrende omtanke... Man skulle tro vi alle befandt os i skibskatastrofe og yderste nød...

Kontorets vinduer er mørke. Min kollega er smuttet, med ondt i skulderen, men har efterladt mig fastelavnsboller i massevis. Se der, var noget af det rigtige. Jeg griber denne redningsplanke og sender hende en SMS med god bedring og at jeg skylder.

Spiser to halve fastelavnsboller og bliver en smule svimmel, som man også gør det når man deltager i sit barns første fødselsdage og tror at boller og lagkage er tilstrækkeligt nærende til en hel eftermiddag...

Hvad er mit bidrag? For tiden oftest verbalt. Jeg har ingen idé om relevans. Fornemmelsen er, at drukne i mængden af bikiniklædte instagram influencers, der bedriver deres mere eller mindre bevidst kortsigtede eksperimenter i adfærdsrelationen menneske/maskine. De har 100.000 følgere til at kompensere for, om nogen rent faktisk interesserer sig for dem. I det lys er det OK, at drukne. At synke til bunds er en rolig handling. Så ligger man der, med modsat fortegn og afventer æoners kommen og gåen.

Jeg må på et tidspunkt sørge for noget rugbrød til frokost. Hov vent. Det er jo nu.