300

Rund dag får fingrene til at smuldre på tastaturet, når de prøver at sige noget om regnskabet, jeg rituelt fører,
...over dage.

Nogle ubetydelige for andre end mig, nu.
Andre vigtige for en lukket kreds, kun.
Der må være mere?
Noget at sige?
På denne runde dag.

Tæller op, ikke ned. Som en tidligere misbruger. Bortset fra, at han prøver at lægge afstand.
Jeg prøver at holde døren åben.
Begge dele, tegn på den samme tilstand af "mørke".

Jeg har sneget mig op på toppen af en bygning. Her ligger en café. Jeg ser udover tagene imens jeg drikker min kaffe. I dag er det 300 dage siden.

Alting er dobbelt.
Dette sted.
Dets genstande og bygningerne omkring. .
Engang besjælede.
Nu strukturer med entydige formål.

Vi var her sammen 2, 3 måske 4 gange. Jeg genkalder mig kroppenes fortidige positioner i rummet. De skiftende stemninger. Og stumper af hvad vi gjorde før og efter vi havnede her. Jeg husker ikke længere samtalerne.

Et andet sted, der godt kunne have været her, sad vi en dag umiddelbart efter fødslen. Ind kom en kvinde med et alt for stort barn, som hun lagde til sit bryst. Vi så på hinanden - indforstået forskrækkede - Det ville ikke ske for os.

Jeg var nonchelant i min omgang med tiden.
Det er jeg ikke længere.
Et liv er kort, men ændrer sig pludseligt.
Jeg tænker for altid, men kan umuligt vide det.
Jeg har ingen afgørende magt, kun forpligtigelser.

Forleden læste jeg om en ung kvinde der havde mistet sin kæreste. Det var svært for hende at forstå at de "kun" havde fået 1 år sammen. Og at de ikke havde fået børn. Hun følte ikke nogen forstod dette. Jeg tænker på hvor nemt man sammenstyrter i forventningen om at være konstruktiv uden formål eller fundament.

Selvom det er virkelighedsfjernt tankespind, er det helten vi ønsker at se.
Mørket er dit alene.

Når jeg er alene, tænker jeg på dig.
Pludselig sidder du der.
Overfor eller ved siden af.
Nyder udsigten sammen med mig.

Ensomhed definerer om noget tabet.
End ikke en tiljublende masse kan ændre på det.
Nu, når jeg er sammen med andre, er dét kontrasten, jeg holder alting op imod.
...Når jeg er alene, tænker jeg på dig.

Her er ingen mållinie, bare et ur, som kan stoppes før tid.
En del af mig ønsker at udgå
...at lægge mig i græsset ved din side.

Ingen kan styre tanker der falder.
Jeg kan samle dem op.
Flytte dem rundt, som i et puslespil med sætninger.
For en stund kan dette være meningsfuldt - som om det tjente et formål.
Som om der sidder en sjæl et sted og kalder på sin ledsager, ved at kaste om sig med tanker.

Jeg plejede at mene, jeg var et godt menneske.
Nu spekulerer jeg på, om jeg ikke er et dårligt.