Glædelig jul

Lørdag tilbragte vi på Bornholm. Det kan synes urutineret efter 253 dage, ikke at tage et lommetørklæde med til kirkegården, men jeg kørte med speederen i bund.

At stå ved et gravsted tilhørende en på 26 og en på 31 er på grænsen til det modbydelige.

Man tænker: "De har samme efternavn. Var de gift og døde sammen, så unge? Det må have været en ulykke."

Man tænker: "End ikke den smukkeste solnedgang kan ændre på det.".

De var ikke gift. De var søskende og døde tidligt begge to. Den ene efter et langt tilløb. Den anden pludseligt. Jeg skal ikke kunne sige hvad der er værst - eller bedst...

Den sidste var min kæreste og jeg falder på knæ for at skrabe til jorden kl. syv, der hvor urnen blev nedsunket. Det var mig der gjorde det.

Det var mig der valgte urnen - selvom jeg sagde at jeg var ligeglad. Den var alligevel smuk, så jeg endte med ikke at være ligeglad.

Dengang burde jeg have været lykkeligere, for dengang stod begivenheden skarpere.

Jeg vakler ad stierne på kirkegården mod bilen, hvor jeg sætter mig og hører Nick Caves "Fireflies" tre gange, så dukker "The dawn" op.