Jeg har mine grunde

Der er hele tiden ting vi bør forholde os til. Tag nu fx. den pulserende smerte der strømmer fra min venstre achilles i øjeblikket. Jeg ved ikke hvor længe det har stået på? For smerten er akkurat svag nok til at den af og til glider helt under radaren. Måske har det stået på i en måned? Måske i et halvt år? Jeg tænker at det er lidt underligt, al den stund at jeg har reduceret belastningen på achilles i takt med at jeg også træner mindre. Dette har stået på ihvertfald i et halvt år. Så tænker jeg at det kan have med fodtøj at gøre. Jeg har støvler på nu, måske er det dem der klemmer? Jeg tænker også at det kan være noget alvorligt, men hvis det var det ville jeg helt ærligt ikke vide hvad jeg skulle foretage mig.

Jeg kunne jo gå til lægen, men her ville jeg med 100% sikkerhed kunne forudsige hans reaktion. Om jeg havde forsøgt mig med hvile? Genoptræning? Om jeg ønsker en henvisning til en fysioterapeut? Om jeg mon får de rette næringsstoffer gennem kosten? Så ville de 10 minutter være gået og jeg ville ikke være blevet klogere. Jeg kunne selvfølgelig følge rådene. Jeg kunne starte genoptræning hos en fysioterapeut. Men jeg går jo ikke til lægen for at få afsløret det indlysende. Jeg går til lægen fordi jeg tror der er en hjertefejl, eller at jeg har kræft, eller at der er et eller andet dødsens alvorligt i vejen. Det er det eneste jeg ønsker min læge skal beskæftige sig med. Alt andet skal jeg nok selv klare. 

Så jeg går IKKE til lægen. Og NÅR jeg engang gør det, vil det næsten med garanti alligevel være for sent. For da vil kræften - eller hvad det nu er - have spredt sig i en så tydelig grad, at det ikke længere vil være nødvendigt med besværlige vævsprøver og dyre scanninger. Da vil det være synligt for det blotte øje og jeg vil faktisk selv kunne stille diagnosen. Det eneste min læge ville kunne gøre, var at henvise mig til en anden læge der kunne fortælle mig at jeg havde et sted mellem 1 dag og 50 år tilbage at leve i. Og så ville han stå der og slå fortvivlet ud med armene og spørge: "Hvorfor kom du ikke noget tidligere?". Og jeg ville føle noget trække sig sammen i mig, førend jeg genvandt fatningen og svarede: "Jeg har mine grunde."