En uperfekt verden

Kaffe og tekst

Bagefter sætter jeg mig for at skrive og da jeg vil cykle hjem og checker telefonen for tidspunktet, ser jeg at patienterstatningen har sendt mig et brev. Efter næsten 6 måneder er de kommet frem til, at der ikke er nogen der har noget ansvar for at Tanja ikke fik den rette behandling. 

Det er et slag lige i ansigtet. Ikke i maven eller i brystet, for der er ikke nogen følelser involveret. I brevet forklarer man nøgternt, at man har gjort ALT hvad man kunne, efter bedste evne.

Visse ting er uundgåelige. Det ved jeg godt. Men det var for mig ubegribeligt, at man efter tre lægebesøg og en telefonkonsultation og alt det andet, ikke for en sikkerheds skyld også checkede hendes hoved.

Så er det altså MIG der har skylden fordi jeg lod mig affinde med systemets forklaring tilbage i slutningen af februar - på trods af at min mavefornemmelse sagde mig at noget var helt galt?

Så skulle jeg alligevel have insisteret og protesteret mens tid var? Åh.. Gud. Åh... Nej. Jeg ønsker i dette eksakte øjeblik ikke længere at være en del af denne verden.

Og det bliver værre fordi jeg ikke alene svigtede min egen fornemmelse. Jeg gik til og med systemets ærinde den allersidste aften, hvor du igen fik ondt på en ny måde og var bekymret og bad om min hjælp.

Her fyldte jeg dig med intetsigende tomheder om at sorg og stress da sikkert nok kunne give sådan nogle spændinger. Og så sagde du at du var bange for at komme til at glemme Thomas og Og istedet for at holde om dig og sige at jeg elskede dig, fortsatte jeg derudad med min ÅNDSVAGE pseudobekymrede tomgang.

Alt skrider i dette øjeblik. Om lidt skal jeg hente Otto i vuggestuen. Vi skal handle ind sammen og han skal helst i seng omkring kl. 20.00 for der kommer nogle gæster senere. Hvilken uperfekt verden.