168

I morges var jeg pludselig tilbage.
Minus 168 dage

Det er så lang tid der er gået nu
Kære du:

Jeg forlod vuggeren,
Afleveringen var fuldstændig problemfri.
De holdt "æbledag",
og Otto havde så travlt i "det lille mosteri".

Pludselig opstod en af disse tanker, som jeg er begyndt at kalde "parallelle"
Du ville snart være hjemme og så havde jeg noget at fortælle.

Så jeg satte mig på en café og bryggede videre på historien,
indtil det slog mig at du jo aldrig kom hjem igen.

At jeg ikke aner det fjerneste om hvor du er henne.
Det er det, disse "paralleller" får mig til at glemme.
Bobler der brister inden længe.
Der løber væske ud af den flænge.

På caféen med ansigtet svulmet og snottet.
Og tanker og ar og en sjæl der er blottet.
Ved kruset på bordet ligger den sidste serviet opløst og flosset
Det ser ikke for godt ud
Jeg er fastlåst og klodset.

Jeg råber til Guder: "HVAD SKER DER?"
Hvem har skylden?
Hvad er årsagen,
til at du ikke længere ER
HER

De sidste sekunder og jeg hører godt uret tikke.
Intet svar. Kun det tavse:
"Jeg ved det ikke."

Men

Du tager fejl, hvis du tror, jeg kan lade det ligge.