91 dage
Det er fredag og nøjagtig 91 dage siden Michael Bruun Jepsen ringede og meddelte, at du var død. Selvom fornægtelsen varede i nogen tid, og selvom jeg stadig ikke forstår noget som helst, var det fra da af uigenkaldeligt.
Jeg leder efter fejl. Han ringede lidt over 13.00 (jeg kan ikke længere finde opkaldet i min log). I journalen fra Spanien er kl. 14.00 angivet som dødstidspunkt. Lægen sagde at de ville forsøge at vække dig omkring kl. 10.00. Det kunne de ikke. Så du har nok allerede været død der - eller måske før? Det forekommer mig sjusket.
Jeg er sikker på at jeg ved hvad du tænkte som det sidste. Du tænkte to ting. Først tænkte du på Otto, for han gjorde dig altid glad. Så var der noget som gjorde dig bange og så bad du mig om at komme og passe på dig.
Vi rejste ned for at hente dig hjem. Jeg tog din hånd, som ikke længere var din. Det eneste der var tilbage af dig, var det jeg kunne mærke, stadig strålede fra din kind, imens jeg hviskede at jeg nok skulle passe på dig.
Vi bisatte dig i Rønne. Din urne blev sat ned i et lille hul ved siden af Thomas - selvfølgelig - og vi skrev dit navn og datoer på stenen.
Jeg lavede en video med dig for at fortælle om organdonation. Jeg afholdt en mindehøjtidelighed for dig i Hvidovre. Jeg har oprettet en pris i dit navn. Jeg har skrevet noter hver dag og indsamlet alle de minder om dig jeg kunne få fat på.
Jeg har fået medhold i sagen om en "Utilsigtet hændelse" (UTH). Det betyder, at man erkender, at kunne lære af det der er sket. Konkret har man lokalt og regionalt påpeget at man skal være mere opmærksom på patienter der henvender sig gentagne gange med samme symptomer - som dine.
Jeg har løbet ture og trænet vægte. Jeg har læst bøger om at miste og om at være i nuet og lade tankerne og følelserne passere, uden at blive revet med. Det er svært.
Jeg har været vred og rasende flere gange. Det er uværdigt. Jeg har ønsket mig selv og alle andre hen hvor peberet gror. Eller bare bort. Jeg har overvejet voldelige handlinger. Jeg har tabt troen på lægevæsenet. Jeg har søgt om patientskadeerstatning.
Jeg går til psykolog.
Jeg prøver at spise sundt. Jeg prøver at lære flere blomster- og fuglenavne at kende. Jeg fornemmer at verden indeholder større biodiversitet end jeg gik og troede.
Jeg er begyndt at læse højt for Otto fra "Den store Thomas Winding"
Jeg sover nogenlunde, efter kl. 01.00. Jeg vågner mellem 6.00 og 7.00, altid med en knude i maven. Noget er galt? Jeg svinger min arm over på din side og netop i bevægelsens forventning om mødet med din krop, ER du stadig - et kort sekund. Så rammer jeg dynen og synker ned i ingenting.
Jeg græder hver dag.
I denne uge er jeg så småt startet på at arbejde igen. Ligesom de fleste mennesker jeg kender eller har mødt, har også min arbejdsgiver foreningen "Familier med kræftramte børn", været utrolig sød til at vise forståelse for min situation. Jeg har fået en kontorplads i Bredgade. Tak 
Det er sommerferietid og det gør ondt at tænke på.
Jeg er begyndt at drikke sort kaffe (det er bare nemmere). Jeg går i sort - stadigvæk. Jeg har skrevet dig ind i min hud to steder - med blæk.
Jeg er stoppet med at spille spil på min mobil og med at se serier på Netflix og HBO. Jeg er i stigende grad blevet afhængig af SoMe.
Jeg har tænkt at sorgen gør mig til et bedre menneske. Jeg er bange for at miste og for at være alene.
Jeg har fået hængt billeder på væggen og tænkt at jeg godt kan få noget til at gro på altanen. Jeg har tænkt at købe et TV og nogle bogreoler og lamper til stuen og Antons værelse. Det er stadig svært at tænke på fremtiden.
Det er meget svært at huske kronologisk, hvad der skete før d. 12. april, for mere end 91 dage siden.
Elsker dig Tanja Ravnholt
Kommentarer
Send en kommentar