Ground Zero

Du er overalt
Det er uvirkeligt
At du ikke længere er
Min elskede smukke kvinde

Tanja Ravnholt er gået pludseligt bort. Det skete i går på Hvidovre atletiks træningslejr i Spanien. Hvortil hun ankom dagen forinden. Jeg talte med hende på et videokald hun foretog i bussen fra lufthavnen torsdag kl. 19.30 for lige at sige godnat til Otto. Jeg bemærkede at hun virkede en anelse fraværende. Hun så lidt forvirret ud og sagde at hun var bange for at blive køresyg. Det blev hun tit og Otto og jeg havde desuden travlt med at fortælle om vores besøg i zoo og alle de dyr vi havde set.

Træner kollega Michael Jepsen fortalte at hun stadig ikke var helt frisk på hotellet. Selv mente Tanja at der var et af de migræneanfald på vej, som havde plaget hende de sidste par måneder og som hun havde været til lægen med utallige gange, fordi de var kommet så pludseligt og var så forstyrrende. 

Hun bad Michael om at hjælpe sig op på sit værelset, for at hvile ud og komme sig. Her blev situationen imidlertid ikke bedre og hendes to atleter, Thea og Josefine mente efter nogen tid at man måtte have fat på en læge, der straks blev tilkaldt.

På 12 timer fra kl. 01.00-13.00, gik situationen fra ondt til værre.
Først på skadestuen, hvor et røngtenbillede afslører væskoophobning i hjernen som følge af en læsion (der senere ifølge lægerne skulle vise sig at være en tumor).
Så via hasteindlæggelse på Hospital General Universitaria i Alicante, hvor skadestuens opdagelser bliver bekræftet. Jeg taler telefonisk med en kirurg kl. 04.15, som siger at tilstanden er livskritisk og at Tanja må opereres nu. Et indgreb bestående i at der bores hul og indlægges dræn, for at fjerne væsken iværksættes og efter godt en time, ringer Michael mig op og oplyser at de nu har lagt Tanja i medicinsk koma for at give kroppen tid til at komme sig (ca. 4timer).

At skrive dette nu giver mig kvalme.

Jeg sender Otto i vuggestue på trods af skoldkopperne og går igang med at SMSse og ringe rundt. Efter at have snakket med Tanjas mor og far, kontakter jeg forsikringen og beskriver situationen for dem og at jeg tror det nok er bedst at jeg kommer derned. Jeg tænker stadig, at hun snart vil vågne og planlægger at booke fly og hotel til Otto og jeg. Selvom det måske er upraktisk tænker jeg at hun skal se Otto og at det vil hjælpe hende.

Kl. 10.00 er der stadig intdt nyt, men Michael skriver at han skal tale med lægerne kl. 13.00. Jeg prøver at pakke kuffert, booke billet, arrangere, og ringe til personer der skal orienteres, men intet fungerer.

Forsikringen tilbyder at overtage bookingen. Jeg taler i telefon lidt over et, da der lyder et bib, om et indgående opkald. Det er Michael. I første omgang lyder han fattet. Jeg når at tænke, at det da er ufatteligt klodset, at han ikke bare straks i lettelse udbryder at Tanja er vågnet og har det efter omstændighederne godt. Så knækker Michaels stemme over. "Hun er hjerbedød Jakob. Vi får jende aldrig tilbage...".

Jeg har grædt lige siden.

En ufattelig sorg har meldt sig. Man behøver kun at have mødt hende en gang for at vide at Tanja var et usædvanligt menneske. Jeg føler mig lille og ussel i sammenligning med hende og jeg har ikke den fjerneste begreb om hvordan jeg skal udfylde tomrummet hun efterlader. Hun er overalt i mit liv og min virkelighed og nu da hun mangler bliver virkeligheden til et mareridt.

Jeg har to drenge, den ene Otto, som var Tanjas og Anton, som hun gavmildt og ihærdigt overøste med sin kærlighed, humor, fornuft og klare sans for rigtigt og forkert. Det må nu handle om dem og om at ære alle de gode ting vi husker hende for.

Vi havde det dejligt sammen til sidst. Jeg var måske lidt ødsel med hendes nærvær, men der var mange stunder med ømhed og kærtegn.

Da hun rejste torsdag, var hun bekymret for at hun skulle være væk fra Otto så længe (især fordi jeg havde oplyst at vi måske blev i Sønderborg i påsken til søndag - hun skulle hjem fra træningslejren fredag). Det var TO dage, hun missede ham, hvor hun troede hun skulle se ham. Jeg jokede med, at det jo altid gik så nemt med at lægge ham og den slags, når jeg var alene med ham - dette kun fordi hun var hans klare favorit og hun kunne dårligt få fred fra ham når vi var sammen allesammen.

Noget af det sidste jeg sagde var, at hun skulle prøve at nyde det og få slappet lidt af. Vi krammede og kyssede farvel roligt. Hun sendte mig og Otto sit skælmske blik på vej ned ad trapperne (med sin kasket på hovedet og den tunge taske på ryggen).

Hjælp

Tanja sagde altid "Giv et kram" og "den korteste vej mellem mennesker er smilet". Ikke som klichéer, hun virkelig levede efter disse to simple regler. Sværere behøver det ikke at være, selvom det altid har været svært for mig.

Kom forbi så ofte du/I vil. Gerne uopfordret. Vi vil købe et stort spisebord, placere det midt i den lille lejlighed og sørge for at der altid er mad i køleskabet.

Eller spørg om vi har lyst til at komme forbi. Jeg håber at ALLE "Tanjas venner" læser dette, for det er jer der har flest børn på Ottos størrelse og jeg må med skam erkende at jeg overlod mange af børnearrangementerne til hende.

Jeg håber at I vil se lidt af Tanja i Otto og at Anton og jeg så kan hægte os på.

Tænk også særligt på Tanjas forældre.

Billedet er præcis en uge gammelt.