Løbetræning i Kenya - del 9 - Kibera Race, Hillclimb

Søndag er dedikeret til endnu et besøg i Kibera. Denne gang skal vi overvære William Morwabes afvikling af Kibera Race  - et 10km væddeløb midt i slummen, der i den grad sætter tingene i perspektiv. Dagen afsluttes med en sidste tur op ad Ngong Hills. Denne gang skal vi HELT op.  Om aftenen pakker jeg sammen og afventer Sammys afhentning kl. 01.00. Mit fly afgår fra Nairobi kl. 04.45. 

Dette er 9. og sidste del af mine indlæg om løbeopholdet i Ngong Kenya. Du kan læse det forrige indlæg her. 

Kibera Race
Vi skal ud ad døren 06.15 og jeg har efterhånden vænnet mig til at det er småt med morgenmad. William kiggede forbi forleden, efter at vi havde besøgt ham i onsdags og jeg sagde at jeg gerne ville donere nogle præmier til løbet (et par Adidas Adios2 Boost og noget løbetøj fra Runners United), så det bliver min opgave at sørge for disse ting idag. Turen kan være lang, vi må ikke komme for sent. Erling er så småt kommet til hægterne igen og ham og Sylvia skal desuden deltage i løbet.

06.15, solopgang over Massailand.

Vi får endelig solopgangen at se (Ganske kort, inden den forsvinder op over skyerne), og så begiver vi os nedad skrænten henad de knoldede jordveje, til busstationen, hvorfra man kan komme til Kibera for 50-70 schilling (3kr). Jeg synes vi er heldige at komme med en fredelig gospelbus. Heldige fordi højtalersystemet i bussen ikke fungerer og vi derfor slipper for den konstante og klagende støj, jeg godt kan undvære her tidlig søndag morgen. Knap så heldige måske med selve udsmykningen af bussen. Men dens budskab er da i det mindste tydeligt (se video herunder).

På vejen - ved Bulbul - stiger William på bussen og det er desuden rart at der ikke er så meget trafik nu. Vi kommer frem lidt over syv, men har alligevel travlt og vi må løbe i hælene på William med en hel del pakkenelikker, for at nå til løbsregistreringsstedet. Et par betonblokke, der vistnok i det daglige tjener som en vejspærring ind mod Kibera´s slum.

I Kibera efter solopgang. Vi når lige denne forvirrede selfie, førend det går i rask trav mod løbets start, hvor indskrivningen skal finde sted.

Indskrivning til løbet foregår ved disse betonafspærringer

Startnumrene er genbrug fra et gammelt svensk løb. Spørg mig ikke hvor William har dem fra, men de tjener deres formål godt hernede.

Da vi når frem står løberne allerede klar og vifter med deres 50 schillingssedler (3kr), som det koster at deltage i løbet. Løbet samler 54 løbere M/K og veteraner. 1, 2, og 3. plads giver hhv. 2.000, 1.500 og 1.000 schilling til MK. Løbsnumrene er genbrug fra et svensk motionsløb. Registreringen foregår ved at William noterer sig navn og nummer på de deltagende. I mål står så to hjælpere, den ene med stopur og noterer sig tiderne.

Startnummer koster 50 schilling (3kr), som erlægges forud for udlevering af startnummer

Hov... Der var da en trøje man kender derhjemmefra. :-)

William i arbejde med registrering, betaling og nummerudlevering.

Linus, som jeg forærede et par sko forleden kommer hen og hilser. Jeg genkender ham ikke lige med det samme. Er ikke vant til at se ham i jeans og hoodie. Han prøver at blokke mig for løbsgebyret på 50 schilling for ham og tre af hans venner, hvilket jeg med en vis pafhed ender med at gøre. Det er såvidt jeg ved, den eneste gang jeg falder i "musungo-fælden".

Startliste side 1 af 2, med 49 af de i alt 54 deltagende løbere.

Der er 54 løbere som ønsker at deltage og løbet bliver en smule forsinket. Dog ikke mere end 10 minutter, så går vi alle hen til start og efter at have forklaret ruten - som jeg vil tro de fleste deltagere kender allerede - går starten og folk spurter afsted.

Løberne begiver sig i spredt formation hen imod start. Som det måske kan bemærkes, hører split-shorts ikke på samme måde, som herhjemme til den højeste mode blandt kenyanerne. :-)

William forklarer ruten forud for afgang.

Umiddelbart efter går jeg med William over og køber nogle konvolutter, til præmierne som jeg hjælper med at pakke i konvolutterne. Det foregår sådan lidt afskærmet fra det hele og jeg har på fornemmelsen af at man ikke i disse omgivelser skal flashe alt for store sedler, hvilket godt kan være svært at undgå, når den største seddel hernede hedder 1.000 schilling og har en værdi på omkring 60 kr. Erling fortæller mig senere at William på et tidspunkt modtog trusler fra en lokal bande, som ville have beskyttelsespenge. Det problem fik han løst ved at lufte sin utryghed for det lokale kommunekontor.

Måske det var fordi man her anerkendte det sociale i arbejdet som William ligger i afviklingen af løbet, der finder sted en gang månedligt. Måske var det det faktum, at William, efter hvert løb altid pligtskyldigt lader løberne deltage i en omgang gadefejning og skraldindsamling omkring benævnte kommunekontor? Jeg ved det ikke, men faktum er, at der ved de efterfølgende løb var opstillet vagter med maskinpistoler (AK47), hvorefter truslerne ligesom forstummede.

Måske det var et par vagter som ham her der sørgede for at William i al uforstyrrethed kunne fortsætte sit arbejde med løbet?

Alligevel er det som om at William er meget forsigtig - der er ingen grund til at udfordre skæbnen og jeg tænker at William er ganske klog og ikke mindst er det beundringsværdigt hvor meget arbejde han med sit stille væsen ligger i at få tingene til at fungere.

Det bliver Linus der vinder løbet i tiden 28.23 (Ny løbsrekord/håndstoppet)

Tiden nærmer sig 25minutter siden start og vi trasker op til start/mål. Lidt efter ser vi de første løbere der halsende jagter hinanden. Det bliver Linus der vinder i ny løbsrekord 28.23. De første 10 løbere kommer ind under 30 minutter. Den første kvinde er inde lige over 33 min og jeg må konstatere at niveauet ganske enkelt er forbløffende. Ganske vist er det ikke en DAF opmålt rute, men det er heller ikke hverken nogen nem, eller flad rute.

Tiderne noteres, med hjælp fra manden med stopuret.

Når samtalen falder på niveauet for løb i Kenya er der mange der straks vil slå det hen med manglende dopingkontrol og snyd. Jeg kan garantere for, at der IKKE var nogen i dette løb som er dopede. De har simpelthen ikke råd. Sylvia følges rundt med Erling, for at spare sig ovenpå gårsdagens lange tur og de kommer ind omkring 37minutter.

William foran de donerede sko - som er en pose "try before buy" samples fra Brooks - og så mine 5 år gamle Adios2 Boost

Efter løbet foregår der noget doppeltcheck af vindertiderne, hvorefter vinderne får overrakt deres præmier. Udover mine donationer har William desuden skaffet en pose sko fra Brooks som også skal deles ud. Disse sko bliver nærstuderet, som en kender ville smage på sin vin, og der er ingen tvivl om at mine Adios 2 Boost er i høj kurs.

Skoene nærstuderes forud for præmieoverrækkelse. Især mine Adios2 boost - der har tjent mig godt - er i høj kurs.

Linus kommer ærgerlig hen til mig og siger at han langt hellere ville have haft de sko end at vinde løbet. Jeg trækker lidt på skuldrene og på smilebåndet da det viser sig at blive kvinde nummer seks der er førstevælger og at hun resulut og uden tøven tager mine sko.

Til gengæld er der ikke samme rift om tøjet 
Udover skoene har jeg foræret et par shorts og et par tights som præmier til løbet. Det er tøj med RunnersUnited logo påtrykt og fordi jeg tænker på hvor mange timer og tanker der egentlig ligger bagved udviklingen af det navn, det logo og det fælleskab er jeg nok tilbøjelig til at overvurdere hvordan de opfatter den præmie hernede. "Det er jo selve idéen om at løb er adgangen til det store menneskelige fælleskab af andre løbere på tværs af grænser, ideologier, hudfarver, økonomisk formåen etc.. Løb er grundlæggende brugbart for løsning af konflikter - indre såvel som ydre. Hvis flere løb - ja hvis alle blev løbere - ville verden så ikke blive et bedre sted? hvad ved jeg?".

Fordi jeg har doneret nogle præmier, skal jeg også holde en tale.

Fordi jeg har doneret alle disse fine ting, synes William at jeg skal holde en lille tale. Det bliver til nogle ord i stil med nedenstående.

"I dont speak Swahili - sorry about that - I will try my best in English. But I DO know one word in Swahili, and that is what you call me: "Mizungo" (nedsættende udtryk om hvid mand med penge). But when I put on my running shoes, and running clothes (jeg slår mig på brystet henover det lille Runners United logo på min overtræksjakke). And when you put on your your running shoes and running clothes. And we run together. I am no longer a Mizungo. We are all just Runners United. You have all run very impressively today. It has been a pleasure to watch. Thank you and please continue."    

Da jeg er færdig med at tale spørger en af veteranløberne med et ansigt oplyst af et smil og med turban på hovedet: "What is your name?"

"what is your name" spørger han mig om til højre.

Måske er det for yderligere at anerkende mit bidrag at William - forsøger at presse mit tøj ind som præmie til nr. 4 herre. DET er han SLET ikke tilfreds med. Faktisk går han bare direkte hen og tager det sidste par sko, som endnu ligger på jorden. Et par Brooks i børnestørrelse. Det er skoene som er i høj kurs hernede.

Præmieuddeling kvinder

Præmieuddeling herrer (Linus i midten (af billedet) til højre

Resten af præmieuddelingen forløber udramatisk, indtil det hele er slut og der nærmest opstår slagsmål om en bunke medaljer, som er blevet efterladt og ikke er uddelt helt reglementeret.

Det er ikke uden en vis undren over situationen, at jeg lidt senere, sammen med de øvrige løbsdeltagere går ret tilfældigt rundt og samler affald op fra gården til det lokale kommunekontor i den ydre del af Kiberas slum, altsammen under akompagnement af højlydt gospel fra de mange omkringliggende kirker.

På vej ud for at samle affald i Kibera.

Kibera
Jeg ved godt at jeg har skrevet om Kibera i nogle af de andre indlæg. Men vi benytter de næste par timer her og det er søndag og dermed kirketid. Overalt gjalder lyden fra de små menigheders hidsige præster. Det er næsten som om at husene, der tidligere på ugen stod og så spøgelsesagtigt forladte ud, nu er blevet levende og står og danser i takt til musik, sang og messen.

Og så er der selvfølgelig slummen, der på en eller anden sær facon de sidste par dage har proppet sig ind i mit sind, hvorfra det udøver en besynderlig form for poesi. Det føles som om den bokser løs af bare iver, efter at fortælle sine 100 millioner små historier.

Solen står lige på os i dag. I modsætning til de andre dage, hvor det har været overskyet, er varmen i nu overvældende. Ikke mindst fordi vi går rundt i vores lange ærmer og bukser.

I Kiberas små gader kan jeg slet ikke finde rundt og må orientere mig efter Sylvias blå trøje. Ind imellem råber hun: "Erling... Kom nu Erling". Klokken er langt over middag og vi har ikke spist andet end en kop kaffe og en banan i morges kl. 06.00.

Pludselig dukker der formationer og figurer op af det bare ingenting, som den rustrøde væg herunder af blik, der har lappet muren til et hus igen og igen og igen.

Butikkerne, hvis det da er butikker, er tomme. Måske fordi det er søndag og mor og far er i kirke. Efter sigende kan gudstjenesterne godt trække ud hernede. 

En jernhest der har set bedre dage, men som også ser hjemmevant ud.

En plads i skyggen

Og enkelte tegn på små forretninger, der kunne minde om noget vi har derhjemme og så alligevel slet ikke.

Et par bagerier

En slagter

En købmand der holder søndagslukket. Safarikom er Kenyas svar på TDC.

Stedet du går hen når du vil være smuk.

Et bageriudsalg

Stedet man går hen når der skal tages billeder til officiel brug.

 Et sted hvor jeg formoder de sælger coca cola

Kl. nærmer sig 14.00 og jeg er ufattelig sulten og udmattet. På trods af alle de positive oplevelser - eller måske netop pga. af de MANGE oplevelser. Og pga. uvisheden om hvor vi er og hvad der nu skal ske, bryder jeg pludselig mere eller mindre sammen. "Lad os nu for H. da se at få noget mad." Er min respons da Sylvia - for Gud ved hvilken gang - ser ud til LIIGE at skulle hen for at se hvad et par af hendes gamle venner mon har af spændende ting liggende i sin bod. Et svinkeærinde som i mine øjne forekommer at føre os i en ulidelig tilfældig retning.

Det udløser selvfølgelig straks en hånende kommentar fra Erling med noget i retning af at "Nåh... Nu er wellness turisten da vist ved at have nået sin grænse..." Og jeg ser på ham, med mord i øjnene, for hvad i helvede bilder HAN sig nu ind. "Du skal Satan ædemig ikke kalde mig for en wellness turist... For det er da så langt fra virkeligheden som noget kunne være..." Og Sylvia begynder at blande sig, muligvis fordi jeg bander eller siger et eller andet jeg ikke skulle have sagt. Og således småskændes vi de fem minutter det tager førend vi er ved "Java-House" - en café der opererer nogenlunde efter vestlige standarder - og priser - hvor vi langt om længe bestiller noget at spise.

Da vi har sat os, prøver jeg at undskylde - eller måske er det bare en udglatning. Jeg er virkelig temmelig udmattet og jeg havde jo ingen anelse om at spisetedet var lige rundt om hjørnet. Sylvia fejer det af bordet med et. "Ja... Men nu er vi her jo.". En halv time senere har vi spist og tager bussen hjem. Og således ender min sidste dag i Kibera. 

Hillclimb
Løbemæssigt er der kun en ting tilbage at gøre. Sidste søndag var jeg nærmest ved at omkomme på vej op ad Ngong Hills. Idag håber jeg at kunne konstatere at situationen er blevet en smule bedre. Vi ringer først til Daniel for at invitere ham med. Daniel som bor tættere på toppen siger at han vil støde til os på vejen og så begiver vi os op.

De første par km foregår på asfalt. Her støder vi på to skoledrenge. De har måske været 10-11 år gamle og de synes det er sjovt at løbe med os - i bare tæer. Jeg løber lidt foran med den ene af drengene i hælene og den anden hænger på Sylvia og Erling 10-20 meter længere tilbage. Ham der nu er min følgesvend har et let tråd og ser ud til at kunne følge med mig ganske ubesværet. Jeg kan ikke lade være med at tænke at han måske bliver en af store løbets champions om 15-20år. For mig - den udefrakommende - er det en vild tanke. Jeg er sikker på at for ham, ville tanken om det samme, være meget nærliggende og fuldstændig naturlig - omtrent som hvis en dansk knægt bekendtgjorde at han ville være brandmand eller læge.

På vej op ad grusvejen - den som Abdi forrige søndag omtalte som "Alpe d´Huez"

Så drejer vi ind på grusvejen og knægten forsvinder. Istedet samles jeg nu med Sylvia og Erling. Det var her at det gik så stejlt op sidst at jeg nærmest måtte ned og gå. Jeg bilder mig ind at det går lidt nemmere denne gang, tiden siger omtrent det samme. Da vi langt om længe når op, føler jeg mig helt ufattelig lettet og fri. Stedet er helligt - eller måske bare populært for sin udsigt. Ihvertfald valfarter de lokale hertil om søndagen, enten for spadsereturens skyld, eller for lige at sidde i græsset med sine nærmeste, eller pigen man godt vil hænge lidt mere ud sammen med.

Der er lige en sidste knold deromme i baggrunden 

Der er yderligere to toppe, som vi mangler at forcere. Erling mener at det er alt for turistet - og med risiko for at vrikke om - så han vil ikke med. Istedet bliver det Sylvia og jeg der tager den sidste 1,5km. Det ER ganske knoldet og et øjeblik er jeg tilbøjelig til at give Erling ret. Dette er mere end tur for turister end for løbere. Det er også min sidste chance for at komme herop og efterhånden finder jeg en rytme. Det sidste bjerg har vel en stigning på 30-40% og måden jeg kommer op på kan næppe kaldes for løb. Alligevel er det ubeskriveligt at stå heroppe.

Fantastisk at stå der oppe på toppen af Ngong Hills

Kort efter løber vi tilbage til Erling. Her er Daniel i mellemtiden dukket op og vi smalltalker om løst og fast på vejen ned. Daniel vil gerne en tur til DK igen - han var her sidste år. Jeg lover at forhøre blandt mine løbevenner om der var nogen som kunne have ham boende på et gæsteværelse - måske på skift i nogle uger imens han var her. Halvvejs nede drejer Daniel fra. Vi tager afsked og fornemmelsen breder sig.

På vej ned - godt selskab

Afsked med Daniel

Min tur er ved at slutte nu. Hjemme spiser vi Mama Sylvias mad, førend de andre går i seng og jeg bliver siddende oppe, for at renskrive noter og pakker de sidste ting. Mit fly går kl. 04.45 fra Nairobi og jeg har aftalt at Sammy henter mig kl. 01.00. Jeg har sagt farvel til Erling, Sylvia, Abdi og Karen, men Erling står alligevel op lidt i et for at sikre sig at Sammy nu også dukker op. Det gør han og efter et sidste farvelkram tøffer vi afsted i natten.

The end.

Næste blogindlæg vil handle om Mbali-run