Løbetræning i Kenya - del 7 - The Lords blessing, Mr. Warmup, Kibera

Ngong hills i det fjerne

Fredag er rolig dag. Roen afbrydes imidlertid af en tragedie. Mr Warmups kone er afgået ved døden. Der foranstaltes en indsamling i løbemiljøet for hendes begravelse. Det fylder en del fra morgenstunden og den efterfølgende militærtræning aflyses. Istedet donerer jeg et par sko til Linus, som løber rundt i et par gamle hullede Adidas. Senere på dagen får jeg virkelig oplevet Kiberas slum. 

Dette er syvende del af mine oplæg om løbetræning i Kenya, du finder sjette del her.

Fredag - Indsamling til begravelse og rolig tur
Vi møder op til aftalt tid. Der opstår lidt forvirring før afgang fordi vi skal huske nøgler, selfiestang og kamera (de to sidstnævnte fordi der i dag efter træning skal foregå en times udstræk, efter den kenyanske hærs principper som kunne være sjov at få på kamera). Det lykkes os at glemme det hele, men vi husker det væsentligste nemlig de 10.000 schilling (600kr), som er vores bidrag til gruppens samlede donation til Mr. Warmup, hvis kone netop er død. På lørdag skal det indsamlede beløb overrækkes ved en begravelsesceremoni. Selve begravelsen finder sted tirsdag, efter min hjemrejse. Alle der er noget i løbemiljøet møder op.

Jeg har aldrig mødt Mr Warmup, men han er - som navnet antyder - en af nøglepersonerne bag mange af de senere års kenyanske stjerner. Det er en ære at blive inviteret med til ceremonien.

Mr Warmup i midten i blå Adidas træningsjakke

Erling oplyser, at vores bidrag, som vi har parlamenteret en smule om størrelsen på, klart er det største i gruppen, hvilket er godt både for os og for gruppen. Vi lever op til vores "rang" som Musunguer (hvide mennesker med penge). Og måske betyder det store beløb, at gruppen, når den engang får brug for det, kan nyde godt af Mr. Warmups egenskaber. Der bliver diskuteret et eller andet om tilmeldingerne til Karabak løbet og så er det tid til præstens velsignelse.

Velsignelse fra "The Lord"
Kort forinden har jeg en snak med ham - præsten - om at jeg aldrig beder til Gud om vejret, fordi det blæser sine egne vinde. Jeg siger det i en lidt drillende tone, fordi han ikke deltog til træningen igår, efter sigende pga. vejret. Men han griber bolden og siger at det er klogt, fordi "The Lord" ville aldrig ændre på vejret. Han ville i stedet give mig den styrke jeg havde brug for til at modstå al slags vejr. Og jeg tænker at det nok er sådan det hænger sammen. Vi kan kun bede om styrke til at stå imod med, ikke om mirakler. Om den styrke så kommer fra "The Lord" eller et andet sted, vil jeg ikke være den der flueknepper om.

Dagens velsignelse sætter jeg i banken. Jeg tror der bliver mere brug for den under morgendagens lange tur (30-40km). I dag er rolig dag. Første km. starter i pace 7.00 og der foregår livlig snak. Jeg er lidt i tvivl om vi skal løbe en time blot eller 15km, for jeg synes der har været udmeldinger om begge dele. Jeg gætter på det sidste og det viser sig at jeg får ret, da vi efter knap 1,5time kommer tilbage til udgangspunktet. Ingen gider udstrækning eller militærøvelser efterfølgende, så morgenens forglemmelser viser sig ikke at være den store katastrofe.

Jeg har jo slæbt en kuffertfuld med sko og løbetøj, som jeg har tænkt at efterlade her. Der er flere af løberne i gruppen der virkelig løber i meget slidte sko, så efter træningen tager jeg fat i Linus, som jeg spørger om han vil have et par af mine sko. Egentlig havde jeg tænkt at forære ham mine Brooks Hyperion. Det er en konkurrencesko, som jeg egentlig fik til test, men fordi den er for smal til min fod, har jeg ikke kunnet yde den rette og nu har jeg så taget den med herned.

Der var et par Brooks Hyperion i vente til Linus

Jeg løb i den (Hyperion) på joggeturen i søndags og kom desværre til at træde i et mudderhul og det har Mama Sylvia (Sylvias mor) bemærket, så hun har simpelthen fjernet skoen for at vaske den. Først bliver jeg lidt forvirret, for vi bor 4 løbere i det lille hus, og i entreen står nok de første 15 par sko, men altså ikke mine.

I en bolig med mange løbere, finder man også mange løbesko. Dette er blot et udsnit.

Da jeg opdager miseren, beslutter jeg mig for at forære Linus mit sidste par Mizuno Wave Riders - De har jeg ellers haft et par af siden 2013. Wave Rideren er mere en træningssko. Linus ser ud til at blive glad for gaven.

Men de var til vask, så istedet fik han et par Mizuno Wave Riders, som denne

Kibera
Efter morgenmaden har Erling foreslået at vi tager på markedet i Kibera. Vi var der også søndag og her har vi bestilt sandaler i en rastafari butik (se video herunder) hvor Sylvia arbejdede som barn.

Kontrasterne mellem her og derhjemme er nærmest ubeskrivelige. Man må som dansker være en smule forberedt på at blive chokeret over omgivelsernes tilsyneladende kaos. Husene er små og wellness faktoren er på nul. I mørket som falder på hernede allerede kl. halvsyv, kan man som lille hvid dansker nogen gange gribe sig selv i at føle en form for utryghed.

Vis mig dit hjem

Kirken er allestedsnærværende og dens retorik er frygt

Indgang til Kibera slum

Fotosession samme sted

I Kiberas slumområde bor der 1,5mio mennesker i blikskure på et område svarende til en golfbane. De MÅ da være misundelige på alt det vi har, kan man måske komme til at tænke. Og så vil man måske komme til at forestille sig yderligere hvor lidt der egentlig skiller disse mennesker fra bare at gå hen og tage dine ting. Din telefon. Dine sko. Din bæltetaske, som du bærer rundt på og som indeholder flere månedsløninger i kontanter.

Forfald

Men folk her er faktisk mere velmenende end påtrængende. Bortset fra de tragiske gadebørn - som i øvrigt er ganske få - er de fleste lokale hårdtarbejdende fordi alt hernede foregår efter nogle små mikroøkonomiske systemer. Der går lige et stykke tid inden man som vesterlænding lægger mærke til dette.

Kenyan style barnesæde til cykel

Der er ikke meget fast arbejde, så det at skaffe kul til en gulvovn, bære grøntsager fra markedet, eller transportere folk frem og tilbage i tuk tuk eller de lokale busser er det der skal tjene til at man får råd til den daglige føde. En føde der i øvrigt for en stor bestandels vedkommende består af blade eller lignende som plukkes fra marker og enge og som måske endda også sælges videre på de kæmpestore men primitive marker.

En bus beskæftiger op til tre personer, en chauffør og to mand til at hente passagerer

Og efter et stykke tid vil noget af chokket fortage sig. Maden hernede er anderledes, men ganske udemærket. Transportsystemet fungerer fint og er billigt ligesom alt andet (vi kom til Kibera, som ligger en times kørsel herfra for 3kr/næse). Man finder ud af at komme langt med et smil, og det at man er løber, synes ihvertfald jeg, giver et tilhørsforhold, som modsvarer følelsen af løsrevethed.

I udkanten af markedet

Jeg går rundt og tænker på disse ting ind og ud imellem boderne i Kibera imens Erling og Sylvia på skift ikke virker helt friske. Derfor vælger vi, til hjemturen, en Uber taxi til 72kr (24kr/mand). Det er stadig ude af proportioner i forhold til en times taxakørsel derhjemme men jeg tænker også at indtægten for chaufføren set i forhold til busserne er ganske god (i liter benzin/diesel, koster 5-6kr). Bilen kommer og vi kører i ganske komfortabel stil turen hjem i en forfærdelig trafik.

Der er ikke nogen aftenjoggetur i dag og både Erling og Sylvia er ikke friske og går i seng. Så jeg sætter mig og arbejder lidt ved computeren før jeg går i seng. Morgendagens lange tur, er nu kun ganske få timer borte.

To be continued