Løbetræning i Kenya - del 6 - 15x1.000m på Vaportrack

Det er i dag slaget skal stå. 15x1.000m+200m Intervaller på Vaportrack banen. For mig er dette grænseoverskridende. Jeg har aldrig løbet mere end 10km i mængde på et intervalpas og det sker ikke særlig tit. Dette er sjette indlæg om min oplevelse af træningen i Kenya. Du kan læse femte indlæg her.

Torsdag - Vaportrack
Ligesom igår starter vi et andet sted end normalt og da vi kommer lidt sent afsted går det huhej op ad til Vaportrack banen, som er en 400m rundbane (der dog kun måler 390m). Her træner verdens bedste. Jeg kan i flæng nævne Makao, Kipchoge, Obiri m.fl. Det er stadig fugtigt og jeg er for at være ærlig bekymret for hvordan jeg skal kapere dagens pas. Jeg kan slet ikke overskue 15k i intervalpace. Jeg må simpelthen bare trodse visse universelle love for at komme igennem og det nytter ikke at taænke så meget over tingene.

Indgang til Vaportracks

Vi er faktisk nogle af de første der dukker op, men på banen træner allerede et hold sudanesiske flygtininge, som har fået "tålt" ophold her mhb. på at træne som statsløse henimod deltagelse til VM og OL.

Vi ankommer som nogen af de første.

Flygtninge med VM-potentiale
Jeg kender ingen af deltagerne, men de løber sygt hurtigt. Det ligner 8-6 og 200m intervaller og vi vurderer at det er mellemdistanceløbere (se video herunder). Efterhånden begynder løbere også at dukke op fra vores gruppe. Også Victor, som er helt ny og som ikke rigtig passer ind, fordi han ikke er løber, men blot nabo til Sammy som leder gruppen. Victor er advokat og har taget orlov fordi nu vil han løbe. Jeg mødte ham første gang mandag, hvor han var den eneste jeg kunne følge nogenlunde på turen der gik så galt. På gårsdagens bakkeløb, var jeg i lidt bedre stand end ham, og som de bageste i flokken knytter vi en slags bånd. Jeg kan fortælle ham lidt om hvordan hans ur virker og hvordan han skal forsøge at gribe disse intervaller an. Han har ALDRIG løbet intervaller før og jeg synes jo nok det er lidt af en mundfuld at starte med en mængde på 15km, men det undlader jeg at nævne.

"Bare jeg kan holde ham bag mig, som i går." Tænker jeg. Det er meningen at passet skal løbes progressivt for hver 5km, således at de første fem løbes i pace 3.00. De næste i pace 2.55 og de sidste skal så afsluttes i 2.50, hvilket for nogle her er racepace. Erling har meddelt at han nok vil gå efter pace 3.50, 3.45 og 3.40. Efter sigende gør højden en forskel på 10-14 sekunder pr. km. Jeg er ret sikker på at jeg ikke kan følge med Erling.

Slangen bugter sig rundt om banen

Rosinen

Opvarmningen foregår individuelt og i begge retninger på banen, så man skal lige orientere sig. Så samles løberne i en lang slange i banen mod uret. Vi jogger indtil første interval pludselig skydes af. Ved start er der markeret to linier som kompensation for rundbanens manglende 10m. Jeg sætter tempoet op og prøver at finde en hastighed som jeg mener at kunne holde i 1km, 15gange. Det er bedst at være lidt forsigtig i starten og da jeg ved pace 3.50 kan se at Erling trækker fra, dropper jeg ligesom at følge ham. Dette er nøglepasset og jeg må for Guds skyld ikke falde om efter 5k.

Efter 3km, begynder jeg at tro på at dette ikke vil ske og jeg kan frigøre mit løb en smule. Det er svært at forklare den stemning der griber en her. Jeg bliver jo hele tiden overhalet, men ind imellem passerer jeg også de hurtigste løbere i verden under deres jog og jeg koncentrerer mig om at nyde samhørigheden. Det der gør løb forskellig fra enhver anden sportsgren, er netop den forbindelse der skabes løber til løber. Det handler ikke om niveau, men om passionen som er fælles.

Det er lykkedes at holde Victor bag mig. I starten tonser han afsted hvorefter jeg må overhale ham efter 400m. Da vi så kommer til joggefasen, fiser han forbi mig igen. På et tidspunkt griber jeg fat i ham og prøver at få ham til at forstå, at det handler om at holde et konstant pace rundt og så få pusten i pauserne. Han er presset nok til at tage imod mit råd og jeg vælger selv at gå de første 50-100m imellem intervallerne indtil Victor når op til mig. På den måde når vi lige at få vekslet et par bemærkninger før næste interval. De næste fem k bliver ualmindeligt hårde, men jeg tror dog jeg rammer et nogenlunde stabilt pace som også ligger lidt højere end de første fem. Nu begynder benene også at syre til og bremse mig ned tidligere og tidligere. Jeg må vælge hvad jeg skal gøre til sidst. Hvis jeg løber 5x1k nu bliver jeg færdig 25minutter efter de andre og mit tempo vil sandsynligvis dale. Jeg vælger derfor at ændre distancen til 600m på de sidste 5 intervaller, til gengæld lover jeg mig selv at træde yderligere på speederen. Da passet er overstået har jeg løbet knap 4.00 på de første fem. 3.50 på de efterfølgende og 3.35 på de sidste 5x600m. Det er jeg meget godt tilfreds med. Erling har ligget et stykke foran hele tiden og har løbet et virkelig fint pas. (Video efter passet herunder).

Helen Obiri
Under afjogging dukker Karinge og Abel op, to løbere der har gjort det godt tidligere i Kbh. og til Hca. De er i en anden gruppe (noget med en rivalisering mellem Karinge og Bonface) og skal igang med 10x1k. Samtidig er Helen Obiri fremmødt og Erling styrer jovialt hen til hende for at udveklse et par kommentarer. Jeg går derhen og deltager lidt i smalltalken. Dette er en kvinde der løber 14 lavt på 5km og som forberedelse til Diamond League stævne Dakkar i næste uge skal hun nu løbe 2.000m intervaller i pace 2.50 (se video herunder).

Jeg grubler over hvem derhjemme i DK M/K, som kan følge med i det tempo? (vi er stadig oppe i højderne). Erling og jeg bliver og filmer hendes første interval, der foregår med en mandlig pacemaker og det ser ud til at hun gennemfører. Det er med en KÆMPE oplevelse og temmelig matte ben i bagagen at vi til sidst jogger derfra ned ad bjerget.

Helen Obiri (tv) før 2.000m intervaller

Massage
Jeg mener at have fortjent noget massage og det samme gør Abdi, så vi tilkalder Daniel - der også er massør for Obiri - han giver mine ben en ordentlig omgang, men jeg har brugt Daniel før og ved at han er en meget opmærksom massør. Jeg har erfaret hvordan - uden min indblanding - alligevel han har fundet mine problemer og på den måde kunnet målrette sin massage. Jeg har altså fuld tillid til hans behandling.

Daniel Kiplimo, tager sig en bid brød forud for at skulle massere Abdi Ulad

Efter massagen tager jeg med Erling og Silvia ind til byen og spiser en omelet med på "seat no. 54", en af de steder løberne i byen kommer. Efter måltidet møder ser vi Bonface snige sig ind på netcaf´s sammen med en anden løber. De skal have udfyldt nogle formularer for at deltage i et løb Karabak i næste uge og det er åbenbart en kompliceret affære. Vi hilser på dem og skynder os så hjem, for vi skal nå aftenjoggingen kl. 16.00. (Det viser sig at Karabak løbet er en ganske stor begivenhed - som jeg ikke har kunnet google efterfølgende - med deltagelse af atleter fra hele landet og da Rosemary vinder på damesiden høster hun hæder til hele gruppen).

Sylvia og Erling, imens vi venter på maden på "Seat54"

Aftenjog
Ingen løber hurtigt til aftenjoggingen som ender på omkring 8km. Jeg begynder at synes om disse langsomme ture på et blødt men ujævnt underlag og med ikke så få stigninger undervejs.

Paradise Hotel
Om aftenen tager vi på Ngongs fine hotel, der i sig selv er et besøg værd. Det er ganske ivrigt dekoreret uden nogen overordnet plan, så man kan ikke undgå at trække på smilebåndet når man er der. Erling har tidligere haft indlogeret flere danskere på hotellet, så de kender ham der og vi bliver først overfaldet af hjertelige hilsener af en hærdebred aerobic instruktør og senere giver vi hånd til tjener og køkkenpersonale. Det er Erlings forslag at tage ud og spise her, hvor jeg skal prøve en slags spinatret med ugali. Vi sidder på terassen i første sal med udsigt udover det stort anlagte Ngong fodboldstadion, som bl.a. Makao har skudt midler i. Byggeriet er dog gået i stå - efter sigende fordi en mellemmand er rendt med pengene.

Diverse deco stilarter

Savannetema på væggen

kunstigt virtuelt springvand

Konferencerum

Menukortet på hotellet

Det smager rigtig godt og mætter supermeget. Ved en fejl får jeg bestilt en frugtsalat, men den glemmer de heldigvis at servere. Senere dukker også Abdi og Karen og vi bliver alle vel og rigeligt bespist for sammenlagt 100kr.   

Mætte og trætte begiver vi os hjemad. Mørket er faldet på og der er ved at være gang i den i byen. Bl.a. ved supermarkedet Naivas, hvor et par kalashnikovbevæbnede vagter passer på transporten af dagens omsætning.

Næste dag er rolig dag, vi skal løbe 15k og det er først 8.15. Formålet er at blive klar til lørdag som står på 40km. Og med det i tankerne falder jeg i søvn.

To be continued...