Løbetræning i Kenya - del 1

Gruppen efter 30km

Fredag formiddag sætter jeg mig i Turkish Airwais flyveren til Istanbul, som er mellemlandingen før turen på sammenlagt 14 timer skal føre mig til Nairobi i Kenya. Fra Nairobi er det meningen at jeg skal godt 40 km videre sydpå, til Ngong, som er en lille provins der ligger i 2km. højde på Great Rift Valley skråningen - bjergkæden der skærer sig gennem Østafrika, og som længere nordpå også skaber de eftertragtede højdemeter i Eldorat / Iten, som flere måske har hørt om. 

Fra jeg begyndte at løbe for godt 9 år siden, har jeg drømt om at komme herned for at træne og opleve kulturen, der igennem de seneste årtier har fostret de største løbetalenter verden endnu har set, og det endda i hobetal. Når min destination hedder Ngong og ikke Iten, skyldes det først og fremmest Erling Worm og hans hustru Sylvia Kiberenge, som har lejet et hus dernede og som netop nu befinder sig i huset for at træne. I huset bor også Danmarks pt. bedste aktive langdistanceløber Abdi Hakin Ulad. Abdi træner for at blive klar til EM i marathon til august. Sylvia træner imod dette års Frankfurt Marathon. Et løb hvor hun i 2017 overraskede alle ved at løbe et minut hurtigere end nogen dansk kvinde tidligere og sætte klubrekord i Sparta med tiden 2.28.

Erling og Sylvia har inviteret mig til at bo træne "the Kenyan way" - en vej som jeg, efter at have advokeret herfor i de seneste Mbali-løb, efterhånden føler mig forpligtet til at opleve ved selvsyn. Endnu en grund til at tage derned netop nu er også træningsgruppen. Der er tale om en gruppe der ledes af Sammy Wasilow (vinder af Chicago i tiden 2.04.28 og forsvarende mester i Valencia) og Boniface Kirui Kosgei der har pacet verdensrekorder på stribe. Med disse to profiler i front synes niveauet i gruppen at være højere end nogensinde før. Gruppen rummer ca. 50 løbere, hvoraf ca. halvdelen er professionelle.

Bonface (4 fra venstre med nr 83) i selskab med bl.a. Isaac Kamworor, Patrick Makau, Dennis Kimetto og selveste Haile i samme start.

Jeg ankommer til Nairobi lufthavn om natten kl. 02.15. Turen er forløbet planmæssigt uden afbrydelser. Jeg er nok lidt defensiv i mine forventninger til hvordan systemerne fungerer hernede. Jeg står i kø ca. en time for at komme igennem immigration, det på trods af at jeg ikke har ansøgt om e-visum hjemmefra. Det er altså mindre besværligt at komme til Kenya end USA. Ude af lufthavnen skiller jeg mig naturligvis og bliver straks oversvømmet af tilbud om hoteller og taxakørsel. Det viser sig at være en god idé at Erling har sørget for at chaufføren Sammy kort efter står foran mig og spørger om jeg er Jakob.

Sammy er på alle måder en pålidelig chauffør og han tager mig til huset i Ngong, på knap 45 minutter. Jeg vil tro at man også kunne have hyret en Uber, men det kræver WiFi, som ikke umiddelbart er tilgængelig, eller 3G, som hurtigt kan løbe op hvis ikke man har et lokalt nummer.

På vej igennem byen tidlig lørdag morgen er der ved et par af barene en oprevet stemning og folk der tydeligvis er på vej i slagsmål. Westernstemning er det ord der melder sig og jeg trykker mig ned i sædet, imens vi passerer de baraklignende barer og tiljordede veje.

Et par km. fra centrum ligger huset med en fantastisk udsigt udover Masialand. Jeg kan skimte det i tusmørket, imens at vi venter på at Erling låser op. Kl. er vel 04.30 og det er meningen at vi skal ud og løbe 30km kl. 06.30, så vi går straks i seng og jeg når at få 1,5 time på øjet, før Erling står i døråbningen og siger at nu skal jeg se at komme op.

Det er et hus med mange løbere. Lad os bare sige at dette kun er en brøkdel af de løbesko der flød rundt her.

Det har været min intention den sidste måned at køre min hjemlige træning op i km, men pga min forstuvning, er det gået langsomt og det er ikke lykkes mig at komme op på mere end 70-80km. Det er et stykke tid siden jeg faktisk har løbet 30k, og jeg bliver en smule overrasket over at Erling ikke engang spiser morgen mad inden. Jeg skal ihvertfald lige have mig et stykke toast med jordnøddesmør, en kop kaffe og noget at drikke inden. Lidt i halv begiver vi os alle mod mødestedet - Sylvia, Erling, Abdi, Abdis kæreste Karen og jeg. Da vi kommer ud af lågen og står ved vejen, ser jeg for første gang udsigten. Morgensolen titter knapt frem, men det er en fantastisk udsigt heroppe på skråningen.

Morgensol over Masailand

Vi skal godt en halv km til venstre for at nå vores mødested og langs vejen ser jeg nu alle løberne begynde at dukke op i langsomt joggetempo. Det er svært at forklare, men følelsen af at stå her og se alle disse superløbere og bare selv sætte i let løb for at ramme det samme mødested som dem, er fantastisk opløftende. Mange hilser og der er en let og glad stemning.

30km - lang tur lørdag
Ved mødestedet samles vi i en cirkel, hvor dagens pas bliver forklaret. Der skal løbes 30km rolig tur på ca. 1 time og 45 minutter (pace 3.30 min/km). Tak spids tænker jeg, nu må vi se, hvad bentøjet kan holde til. Der er arrangeret tre biler til at følge os på den lange tur. Karen kører med i den forreste gruppe, hvor også Abdi befinder sig. Sammy har specifikt dedikeret sin chauffør til at følge Erling og jeg nede bagi.

Jeg skal selvfølgelig også, som ny præsentere mig, og et par af atleterne som ikke mødte op til gårsdagens træning får skæld ud af Bonface. Seancen slutter med en kort bøn, og jeg har intet problem med at tilslutte mig bønnen. Jeg har brug for al den hjælp jeg kan få og det kunne jo være den også virkede på ikke troende. Så sætter vi i gang.

Det varer ikke længe før jeg mærker udfordringerne. Oppe foran er de stukket af og jeg halser efter Erling. Vejen er usædvanlig knoldet og stenet. Det er slet ikke det røde bløde jord, som jeg havde forestillet mig. Det er sikkert bare højdemeterne, men de får det altså til at føles som om det bare går op og op. Omkring 7km, henter vi en af kvinderne som hedder Anne. Jeg begynder at få lidt luft og kigger på uret. Avr. pace siger 4.20. Jeg har det som om jeg har løbet 4.00 og der mangler endnu 23 km.

Der går yderligere 8 km, så møder vi frontgruppen, som er på vej hjem. Jeg har skullet skide den sidste halve time og nu er det bare blevet for meget. Det meddeler jeg Erling og hopper om bag en busk. Roen sænker sig og jeg kigger ud over en græsmark med en fantastisk udsigt. Luften kvidrer af fremmede fuglefløjt og en kvækken fra noget jeg tror er frøer. Det er et specielt øjeblik, som jeg - (undskyld) på trods af den latrinære handling - absolut MÅ fortælle videre til Erling. Det er jo første gang jeg MÆRKER Kenya.

Jeg er kommet lidt bagud pga. af mit lille svinkeærinde, men har det egentlig fantastisk. Kom an verden tænker jeg og løber videre. På et tidspunkt skal vi dreje fra og der står Erling og venter. Vi har løbet omkring 18km og er ved at vende om. Et øjeblik frygter jeg at vi skal løbe 36 og ikke 30km. Der er trods alt en forskel  hel del og min psyke er ikke den stærkeste lige nu. Hvis mængde eller intensitet pludselig ændres er der risiko for at jeg finder en smutvej og giver op. Men ved 20km bliver vi enige om at sende Sammys bil, som har ligget og fulgt os et stykke tid, hjem. Vi kan godt klare de sidste 10km.

Indvendigt tæller jeg ned kilometer for kilometer. Lige før tredive kommer der pludselig en bil op bag os. I den sidder Bonface, som spørger os hvordan det kan være at vi kun går? Det er hans særlige form for humor, lærer jeg senere, vi løber måske 4.30 og selvom jeg gerne ville - for der er jo ikke langt igen - kan jeg ikke presse mere juice ud af benene. Pludselig kan jeg se gruppen stå og vente på os. Det er de sidste 200m og lettelsen breder sig allerede i kroppen på mig. Da vi når i mål, vakler jeg i en lykkerus rundt og klapper alle i hænderne.

Nogle af dem har ventet på os i 25 minutter og min opførsel kunne sagtens opfattes som grinagtig, men overalt er der venlige smil og glade ansigter. Vi samles til et fællesbillede, førend vi stuves ind i to biler og transporteres de sidste 3-4km hjem. Jeg, Erling og Sylvia sidder i en Toyota pickup sammen med 22 andre.

Massaierne slagter en ged.
Om eftermiddagen skal vi forbi en masaifamilie, hvor Sylvia har bestilt en kjole. Det var ikke ment som noget stort, men Josephine, som masaidamen hedder, har fortalt Sylvia at når man skal hente kjole, så skal der også slagtes en ged for gæsterne skal jo have mad.

Vi får Sammy (chaufføren) til at køre os i samme retning som vi løb om formiddagen, indtil vi kommer til "in the middel of nowhere".

Masai bolig 1

Masai bolig 2 (Blikskuret)

Her bor Masaifamilien dvs. 18 voksne og et utal af børn i et lille blikskur, sammen med et utal af fluer og deres kvægflok af hhv. geder og køer.

Masai stue

Gedeindhegningen

Vi bliver vist ind i et lille rum med sofa og en reol der fuldt ud lever op til mine fordomme. På væggen hænger en plakat der i bibelske vendinger fortæller om hvordan ægteskabet bestemt ikke er nogen dans på roser. Det er lidt småt med engelskforståelsen, så vi taler så langsomt som muligt og griner alt hvad vi har lært, for at løsne stemningen op.

Der er tre kvinder som kommer og går ind og ud af et rum i siden af stuen. Efter et kvarters tid kommer kvinderne ud med portionsanrettede skåle indeholdende ris, en kålagtog grøntsagsstuvning og nogle klumper med gedekød. Jeg er sulten efter løbeturen og selvom jeg selvfølgelig har hørt om flere der starter et afrikabesøg med dårlig mave, vælger at stole på at fluerne i rummet er af den landlige slags og ikke er et udtryk får dårlig hygiejne. Alligevel spiser jeg nu maden hurtigt for ikke at give dem alt for gode forhold.

Og det smager faktisk udemærket. Den afrikanske mad viser sig at være ret tilgængelig ved ofte at bestå af ugali eller ris, der ikke har så megen smag, en stuvning med grøntsager af en art, som tilfører det andet noget smag, og nogle stumper med kød af varierende kvalitet.

Da samtalen på et tidspunkt forstummer, viser det sig at bagtanken med dette besøg selvfølgelig hele tiden har været, at vi skal se på kvindernes håndarbejde og vi må udenfor for at handle lidt.

Masaikvinderne fremviser deres håndarbejde

Om aftenen laver Sylvias mor (Mother Mary) "kunde med ugali". Det hele tilberedes på en "Jiko" - en slags gulvgrill, man kan have stående på gulvet i køkkenet. Kunde er et spinatagtig blad fra bønneplanten og det viser sig at gå ganske godt til Ugalien. Jeg går i seng og sover ganske godt.

Kunde med ugali

Jiko - gulvgrill

To be continued...