Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe - en hyldest til Murakami

Rooftop Playa Del Carmen after one of the few trainings in January

Undskyldninger har det med at komme ud af proportioner. Jeg tror det er fordi man er tilbøjelig til at overvurdere konsekvenserne af egne handlinger, når man når ud i de afledte effekter. Alligevel er en undskyldning vel på plads. 

For knap fem måneder siden kværnede jeg kilometer efter kilometer og var overbevist om at dette års VM i 1/2-marathon i Valencia lørdag d. 24. marts ville blive begyndelsen på min nye løbeæra. Jeg blev testet i Kaiser Sports Løbelab, og fik grundig instruktion i øvelser der skulle gøre mig til en bedre løber og måske løfte mig den sidste halve procent der manglede for at komme under 1.15. Alt dette skete ikke, men jeg kan forklare.

Den 1. december gik jeg på barsel. Til at begynde med havde jeg forestillet mig at jeg nu ville få masser af tid til at løbe. Der skete det modsatte. Otto´s veje var uransagelige og der var bare ikke tid til løb. Eller også var det overskuddet der manglede, for selvfølgelig var der tid. Jeg kunne jo bare løbe efter kl. 20.00, når han var lagt, men her var jeg altid totalt udbrændt og det eneste jeg havde lyst til, var at pille ved min mobiltelefon, eller gå i seng og sove. I januar tog vi på rejse til Caribien. Hele familien. Fire personer, besøgte vi Florida, Jamaica, Mexico og Cuba. En fantastisk oplevelse hvor vi for afsted for hele tiden at opleve noget. Heller ikke så meget løb der. Da vi vendte hjem i februar, var jeg så udmattet efter rejsen og i øvrigt stadig på barsel, så løberiet måtte også her vige. Og marts var, med sine absurde snestorme og frostgrader helt udenfor kategori. Otto startede i vuggestue og lå med 41c i feber hver anden dag.

Ikke at jeg ikke forsøgte. Jeg var jo ude med Runners United i Dyrehaven nogle gange, og ville være blevet ydmyget, hvis ikke det havde været for Erling og Sylvias nådige hensyntagen. Jeg var blevet tung. Vægten sagde 5kg+. Hvad fanden i helvede var nu det for noget? Når jeg løb, gispede jeg efter vejret i pace 4.40 og når jeg løb stærkt, føltes det som om kroppen var ved at falde fra hinanden. Det der før var stærkt, var nu slapt. Der var en tur, hvor jeg fuldstændig undervurderede min tilstand og faldt med hudafskrabninger på knæ og albuer til følge. Realiteterne var efterhånden tydelige, selv for den mest selvfornægtende.

Bo Foged og Stefan Gudmundsson (Runners United) nyder en vintermorgen i Dyrehaven. 

Jeg aflyste turen til Valencia i ellevte time. Jeg skulle alligevel have været hurtigt hjemme derfra og som landet lå kunne jeg måske løbe 1.40 dernede. Fårk... Det er sq den rene elendighed, når man først glider ud i svinget og skal forsøge at rejse sig igen.

Løbemæssigt har der for mig været ET lyspunkt og det var det første Mbali-løb, den 31. marts med NBRO som værter (jeg skal nok fortælle mere om Mbali-run på et senere tidspunkt). Ellers måtte jeg konstant se mine forventninger skruet yderligere ned efterhånden som forsøgene på at komme igang med at løbe igen gav mig ømme lår, smerte i ankler, fodpuder, achilles, knæ, indadfører, core... Ja over det hele. Det var yderligere mentalt smerteligt at erfare, eftersom jeg jo overhovedet ikke følte jeg overgjorde noget. Måske løb jeg ture på 10-15km. Måske løb jeg et enkelt interval pas med 4x100m. Måske lå min gennemsnitlige hastighed på 4.40. Jeg havde før været nede i et par huller, men aldrig som nu. Hvorfor skulle det pludselig gøre så ondt?

Løb er en mental sport. Men i modsætning til fx. tennis eller boldspil, hvor præstationerne afhængiger af en høj grad af teknisk færdighed, udført på kritiske tidspunkter, hvor det enten kan gå godt eller galt. Den store udfordring i disse discipliner ligger i at undgå det man i faglige termer betegner som gummiarme eller gummiben. Løb er anderledes. Her ligger den mentale udfordring i at holde motivationen højt under det ene mere røvsyge træningspas efter det andet. Ja, nu siger jeg det udfra en træt og udbrændt anskuelse. Er din motivation derimod i top, synes du sikkert bare det er for sindsygt at du kan blive ved. Som løber har jeg befundet mig i begge lejre. Jeg har været topmotiveret og fyldt med et indre drive, der fik mig til at gennemføre træningsuger med over 200km, intervaller under 3min/km, styrkeøvelser og nøje udvalgte principper for min kost. Altsammen tidskrævende og blot opretholdt af det ene faktum, at jeg blev glad i låget af at løbe hurtigere.

Nu var jeg et andet sted. Mit flow var borte. Alt føltes som om det var for meget og som du måske har gættet var jeg ude på en løbetur, da alle disse tanker pludselig overvældede mig. 22km. Jeg havde passeret de seks og var allerede ved at dø af hvor uoverskueligt det hele forekom. Jeg løb 4.30 pace, var presset på åndedrættet og følte det som om mine organer kortvarigt forlod kroppen for hvert skridt. Og hvis du synes denne tekst har forekommet en anelse deprimerende hidtil, så var det nøjagtig sådan jeg havde det.

Og så, pludselig kom indsigten. Jeg var jo lige præcis der hvor jeg kunne forvente at være efter godt fire måneders pause. Det havde ikke været min hensigt for fire måneder siden og derfor led jeg under denne krise. En krise, der betød at jeg hele tiden fokuserede på alt der var galt. Var det min afbrækkede søvn, dårlige kost, stressede arbejdsopgaver, midtvejsilivet, eller andre eksistensielle overvejelser fx. affødt af Otto´s tilstedevær? En masse spørgsmål, der alle blev stillet fordi hver gang jeg løb kunne jeg mærke at tingene ikke var som jeg ønskede det. Hvert spørgsmål pegede på en eller anden måde i retning af noget der var galt med mit løb. Det slog mig, at hvis jeg skulle løbe rundt med sådanne "sorte" tanker, så kunne jeg ligesågodt lade være med at løbe. Men tankerne var jo på en måde ude af trit. Eller rettere mit mindset var ude af trit, så de tanker - der blot var refleksioner - blev ondskabsfulde og smertelige fordi jeg forbandt dem ved at fokusere på noget der kunne have været, eller noget jeg drømte om ville ske. Og for hvert skridt blev jeg mindet om at intet var som det burde være og om hvor langt jeg var fra drømmen.

Det er svært at forklare hvordan indsigter opstår. Jeg har haft mange i mit løb. Måske derfor føler jeg mig for altid knyttet til denne form for fysisk udfoldelse. Men med et stod det lysende klart, at jeg istedet for at se alle disse spørgsmål som irriterende forhindringer i at nå mit mål, så var de måske i virkeligheden en del af grunden til at jeg rent faktisk løb. De var jo reflektionerne over mit liv, på godt og ondt og jeg havde nær afvist dem.

Det var det. Med et forsvandt pinen. Jeg mener, man er selvfølgelig uden for den vante komfortzone når man løber 22km, men jeg kunne atter lytte til kroppen og tankerne blev kærkomne små lysglimt, fremfor problemer der bare skulle nedkæmpes. Jeg gennemførte turen i pace 4.27, men jeg havde det efterfølgende bedre end længe og jeg tænker at dette måske var mit mest betydningsfulde træningspas til dato.