100.000m under 3.50 min/km

Tur i Dyrehaven med Runners United

Der er de som tror, at løb bliver nemmere når man kommer "i form". Det er kun den halve sandhed. Vil du gerne blive bedre, må du hele tiden udfordre dig selv. Hvert pas bliver en smule hårdere end det forrige. Det stopper aldrig.

Det er med en uløselig uro i kroppen, at jeg sidder på trappen og binder mine sko. Gårdsdagens pas (to pas faktisk), men det er det sidste 14k i 3.40pace, som ligenu gør mine ben oprørte. De synes bestemt ikke om mit forehavende. Som altid hjælper det at gå ned ad trapperne og komme ud. NU er der ingen vej tilbage. Jeg må afsted igen. Endnu 14k. Jeg når til kontoret med 4.00 i snit.

Det startede for omkring 12 uger siden. Jeg har skrevet det ned, for ellers ville jeg ikke længere kunne holde styr på detaljerne. 14km frem og tilbage, frem og tilbage. Måske var det kedsomheden der fik mig til gradvist at øge intensiteten. Gradvist begyndte jeg at løbe turene progressivt. Det betød at jeg kunne starte nogenlunde blidt ud, for også at prøve kræfter med lidt fart og tempo til slut.

Det første par uger gik med avr. pace omkring 4.30, så begyndte der at ske noget. fra 4.25, til 4.20, til 4.10 og så 3.58. Volumenmæssigt lå jeg mellem 110-170km/uge.

Så kom ferien, og et par rolige uger gav en lille formtop op til Etape Bornholm, men nu er jeg atter tilbage og hvor sidste uge trods alt handlede om at restituere fra etapen, har denne uge formet sig anderledes.

Efter torsdagens hjemtur er jeg nu for ugen på 100km i 3.50 snit. Den hjemtur giver mig samtidig også et signal om at passe på. For selvom benene gerne vil hjule afsted, bliver jeg mentalt mere og mere udfordret for hvert pas. Det er som om dette "tunnelsyn", der hele tiden vil skrue op for tempoet, også mmedfører noget blindhed, som sætter det øvrige sind i alarmberedskab. Jeg KAN jo ikke blive ved med at øge...