Skybrud

Hvor var du henne under sidste torsdags skybrud? 

Efter 5km, bliver jeg for en stund overmandet. Jeg står i lyskrydset foran Lersøparkallé, da verden pludselig synes at udvide sig med voldsom hast. Det er følelsen af at være fikseret i et træk fra alle sider. 
Checker tempoet. Intet der, som skulle indikere noget faretruende. Jeg har spist, så det er heller ikke udmattelse pga. sult. Gårsdagen bød på hvile. Heller ikke den opsparede træthed synes derfor at kunne forklare meget. Tilbage står kun det mentale.

Turen går omkring Utterslev Mose. Det er en tur på 22-23km. Jeg har valgt ruten, fordi det er længe siden og netop det, kan imødegå en smule af den mentale træthed der nødvendigvis kommer når man gentager de samme løberuter, igen og igen.

Tankerne snurrer: "Hvorfor gøre dette? Dette hvad? Hvis jeg vender om nu, giver det 10k, hvilket burde være rigeligt... Hvis jeg vender om nu, fortryder jeg når jeg kommer hjem..."

Det ender med at jeg fortsætter. Ud af Lersøparkallé. Regnen er let silende og tiltagende. Pludselig kommer skybruddet. Jeg løber rundt om mosen, og det er som om vakummet fra tidligere, har vendt sig til et tryk, der rent fysisk manifesterer sig i form af regn, der hele tiden øges i styrke. Snart er stien overdækket af plaskende dråber. Jeg rækker tungen frem og drikker. Jeg lader væsken flyde ud af min mund, der straks bliver skyllet væk.  

På vej tilbage når jeg atter bunden af Lersøparkallé. Der holder et par afventende cyklister. Jeg ser straks hvorfor. Vejen under viadukten er oversvømmet og vandet fosser op ad kloakerne. En cyklist der netop er kommet igennem, fortæller at der nok er vand til knæene på det dybeste sted. Det er en 100m lang vandpyt og der er ikke nogen vej udenom.

Det hele ender med at blive en af de ture jeg husker.