Den morgen mine ben var trætte

Et par uger senere i Hasle

Den morgen var jeg ikke meget for at løbe. Mine ben var trætte. De føltes som ost. Bløde og ude af stand til andet end at suge asfalten til sig, ved hvert eneste skridt. Forinden var gået et par dage, hvor jeg havde ladet mig rive med, og var løbet afsted i et - for mig - hæsblæsende tempo. Et par gange undervejs havde jeg skelet til uret, og da det viste "høj hastighed", var lysten kommet til at træde endnu mere på speederen. 

Ikke så meget om mandagen - den første dag - hvor jeg uden de store strabadser lige holdt mig under 4.00 min/km. Men om tirsdagen, hvor jeg havde pillet morgenturen ud, tog fanden ved mig. Det startede ellers roligt i 4.15, efterfulgt af nogle km. i 50´erne og pludselig hed den sub 3.40. Det var overraskende, fordi jeg egentlig blot holdt mig til konceptet: "løb hurtigt, med overskud" og sidste uge, havde de selvsamme kilometer heddet 4.00-4.05. Og måske har det virket ansporende, for turen på 14,3km endte i et avr. pace på 3.48.

Den efterfølgende onsdag var der ingen nåde. Her var det planen at løbe et dobbeltpas (ud/hjem), og jeg var en smule bekymret over hvordan gårsdagens tur ville have forplantet sig. Starten er altid svær synes jeg. Det går nærmest opad hele vejen til Bellahøj (knap 5km), men jeg holder et snit omkring 4.10. Langs motorvejen og det sidste stykke op ad Gl. Klausdalsbrovej skruer jeg op. Det er progressionen, som jeg har vænnet mig til og det er supefedt. Det giver ro til at komme ind i træningen, før den kommer ind i dig. Jeg ender i pace 4.02.

På hjemturen går det atter stærkt. Pludselig forekommer gårsdagens tur mig langsom og før jeg får set mig om er jeg hjemme med et snit på 3.45. Og så er det vi er tilbage ved "den morgen..."

Med en restitutionstid på 11-13timer (mellem hvert løb, som altså IKKE har været restitutionsløb), har de sidste dage ikke givet mange pauser. Er det det, jeg mærker nu? Utallige er formaningerne om at man "lytter til sin krop", og skulle jeg gøre det nu, ville jeg ikke begive mig ud på en 14km tur. "Men det bliver en rolig tur idag," lokker jeg mig selv. "Løb det i joggetempo om du vil. Når den er overstået går der 24timer inden næste tur. Du skal bare over denne hurdle, så kan du restituere fuldt igen."

Så jeg tager afsted, yderligere tilskyndet af at der er fællesmorgenmad kl. 09.00 og jeg vil gerne have et bad inden. Pludselig har jeg ikke længere oceaner af tid til rådighed. Der er faktisk pres på, da jeg snitter første km. i 4.40. Det er simpelthen for langsomt. Så jeg trodser den lidt "smattede" fornemmelse der kommer fra lårbasserne og skruer op. Det er som om de sidste par ugers udfordringer har fået mig lidt op i gear, for selvom jeg nu ligger i pace 4.05-10, føles det ikke væsentligt hårdede end de 4.40. Måske handler det bare om at komme ud og få overstået den første km? Da jeg når til porten viser uret avr. pace 4.05. Snittet for ugen (71,53km) hedder nu 3.55 min/km.

Det lykkes mig med yderligere to ture på hhv. 14,3k og 25k, at holde ugesnittet på 3.58 min/km i 111,63km.