Trætheden

Bind snørebåndene og kom afsted

Jeg løb 100km den uge (uge1). Det stod klart, da Tanja lod mig jogge 10k, søndagen efter den fatale hammer. Imens jeg joggede flød tankerne. Hvordan skulle jeg komme igang igen? Når jeg allerede var så træt, hvordan ville det så ikke blive senere?

Sidste år lykkedes det mig ad to omgange, at komme op på sadlen igen. Det skete under forårstræningen og under efterårstræninngen ved, at jeg i relativt korte forløb af struktureret træningsplanlægning, fik presset det optimale ud af situationen. Det var hårdt, og jeg savnede formål. Det blev til et par løb, så gad jeg ikke mere. Det er svært at sige, hvad der skete helt præcist, der kom bare ikke mere ud. Jeg var tom.

Året før slap jeg kræfter løs, jeg ikke anede jeg besad. Det var glæden over at være kommet igennem en lang skadespause, der gav mig muligheden for at opnå hurtig progression dengang, ved konstant at træne med relativ høj intensitet.

Og tidligere har der været momenter af det samme. Foråret kommer. Nu skal jeg igang. Griber ud efter en plan. Og kører derudaf.

Alle gange er jeg startet med at få kilometertallet op (over 100, gerne mere). Alle gange, er jeg gået igennem denne fase af total træthed i kroppen. Den tror ikke den kan. Jeg ved den kan. Jeg bestemmer den skal.

Næste uge skal der løbes endnu mere.