Bjørn Borg - En nordisk myte

Bjørn Borg frøs tiden fra 1976-1980. Her vandt han ALLE sine kampe i Wimbledon og altså hele fem på hinanden følgende singletrofæer i turneringen, alt sammen med den karakteristiske dobbeltbaghånd bundet til træketcheren af mærket Donnay og iført pandebånd og ukomfortabelt siddende tøj fra Fila og sko fra Diadora. Men bag alle sponsorene, husker jeg hans lange hår og det pjuskede lettere usoignerede skæg, som var virkelig grimt. 


Bjørn Borg var formentlig ligeglad. Han formaliserede alle sine handlinger op til en turnering for at undgå at blive trængt op i en krog af "angsten for at fejle", eller andre psykiske pus, der kunne give gummiarm. En af hans regler var, at han ALDRIG lod sig barbere midt i en turnering og da han havde en temelig pauver skægvækst kom han altid til at ligne en bums i finalen - som han så vandt... Igen og igen.

Han klarede sig som regel også godt i den forudgående turnering: "French Open". Her vandt han titlen hele seks gange, og tre af disse titler lå i perioden 1976-1980.

Noget af det der gør tennis til en vanskelig sportsgren - udover det mentale pres man udsætter sig selv for - er, at man spiller på forskellige underlag. French Open bliver fx. spillet på grus. Et underlag man ofte også ser i de hjemlige tennisklubber. Grusunderlaget er karakteristisk ved at bolden taber fart, har et relativt højt opspring og man kan glide på overfladen. På en måde kan man sige at grusunderlaget er lettere at spille på - til gengæld bliver duellerne ofte længere og favoriserer derved mere defensive spillere, med styr på deres grundspil.

Wimbledon derimod, er modsætningen til grus. Wimbledon spilles på græs. Det er et underlag, som er et glat og af og til upræcist. Boldene har ikke særligt meget opspring. Her vil den agressive spiller som går til nettet og angriber have en fordel. Og selvom de bedste tennisspillere altid vil stille op i de to turneringer der betegnes som to af tennissportens fire "Grand Slam" turneringer, så er det ret sjældent at EN spiller formår at dominere i begge disse turneringer og slet ikke over en længere periode.

Når Bjørn Borg var færdig efter at have taget French Open titlen, tog han til Wimbledon for at forberede sig i god tid. Efter ugers opslidende arbejde på gruset, skulle boldøjet finstilles til det nye underlag græs. Folk der så ham de første par dage i Wimbledon - efter French Open - troede sjældent deres egne øjne. Denne mand (den regerende mester) kunne dårligt ramme en bold, og det så ikke ud til at blive bedre...

Men det blev bedre... ofte syv timer om dagen stod han der og bare slog... Og slog.... Og slog... til bolden... Og stille og roligt fik han fornemmelsen tilbage for det underlag, som i virkeligheden slet ikke burde være hans, men som han, med sit kæmpemæssige talent for den mekaniske gentagelse, gang på gang undertvang sig.

Tiden idag er en anden, men jeg græd en smule indvendig, da han tabte sin sjette wimbledonfinale mod den evige rival John McEnroe i finalen i 1981, ved simpelthen at ramme bolden forkert. Kort tid efter sluttede han sin karriere som aktiv.