Yogaløb og det åbne sind

Til fællestræning med Sparta, på vej op ad Dyrehavsbakken (fra Kystsiden). Foto: Sparta

Stefan Gudmundsson skrev for nyligt i en update efter et løb, at han havde haft en fantastisk oplevelse og bare løbet ”yoga-løb” hele vejen. I skærende kontrast lå mange løbekollegaer forpinte og udslidte i målområdet og beklagede sig over hvor hårdt det havde været. Jeg studsede i første omgang over betegnelsen ”yoga-løb”. Og Stefan uddybede efterfølgende, at det mere handlede om at være i flow undervejs. At nyde løbet. Undgå mentalt stress og gå efter den gode oplevelse også op til – altså under træningen op til selve løbet.

Jeg holder lige Stefans formuleringer in mente. Dels er han en habil løber og dels synes jeg selv at være stødt ind i nogle udfordringer, som det måske var værd at se på fra en anden vinkel.

De der kender mig, ved at jeg ELSKER at løbe. Sådan har det været i syv år nu, siden jeg og en gruppe venner i 2009 tog til Berlin en weekend for at løbe ½-marathon dernede. På turen, og måske især under optakten dertil blev jeg bidt af glæden ved løb. Som enhver følelse kan det være svært at sætte ord på hvad løbeglæde egentlig er. Det er noget der opstår pludseligt og som er altomfattende og forførende. Tiden før er svær at genkalde. Det er en kærlighedsaffære, som vil føre dig gennem himmel og helvede og som man kan være heldig at lære at leve med.

Helvede på vejen
Det har været benzin på bålet, at jeg løb hurtigere og hurtigere. Hvert nyt løb gav en ny bedre tid. Næppe havde jeg krydet en mållinie, før nye og mere ambitiøse mål blev sat. Det kulminerede med en 2.34-tid i Berlin 2013. Nu skulle den have en over nakken. I månederne efter synes tankerne om en karriere som professionel atlet evigt tilbagevendende. Min træningsindsats nærmede sig hastigt – hvad der skulle vise sig at være en slags smertegrænse.

Det år (fra oktober 2013 til oktober 2014), løb jeg i gennemsnit 120km/uge, dette er medregnet tapering perioder op til løb og efterfølgende restitutionsperioder. Oveni dette kom en del funktionel træning og styrketræning.

Det lyder af meget, men 2014 var også et stort løbesportsligt år. Dels var der VM i Halvmarathon i København om foråret. Dels var der et friskt forsøg på ny maraton PR i Hamborg ligeledes i foråret og endelig planlagde jeg at løbe DM i maraton i Odense til efteråret.

Tingene gik efter planen frem til slut januar. Her oplevede jeg pludselig feber og sløjhed i et par dage og det efterfølgende 10km test-løb levede slet ikke op til mine ”høje” forventninger om et brag af en sæsonåbning. Jeg havde meget svært ved at skjule skuffelsen, men det blev værre endnu.

På nogle efterfølgende træningspas gik jeg helt i sort. Jeg kunne ikke gennemføre passene, og i samråd med min træner besluttede vi at reducere mængde og intensitet drastisk. Det lykkes mig at sætte en lille PR til DM 10k, men kort tid efter pådrog jeg mig et slemt maveonde – det gjorde mig sengeliggende i en uge. Og så fik jeg efterfølgende en fiberskade i læggen. Det hele skete kort tid før VM Copenhagen half.

DM10 - 2014, med Thomas Frølander. Foto: ukendt.

Godt stegt til VM halv. Foto: Michael Hyllested

Jeg løb VM løbet, som en ren oplevelsestur, og ville for intet i verden have været det foruden, men alt mit fokus lå nu på Hamborg maraton, som er et hurtigt maraton der ligger midt i maj.

I den mellemliggende periode, nåede jeg op på træningsmængder over 200km/uge, og jeg tror egentlig formen var god dernede i Hamborg. Desværre lykkes det mig ikke at time friskheden, så også dette løb endte som en skuffelse (sluttid: 2.36.48).

Startfoto Hamborg 2014. Thomas Frølander og Carsten Sillehoved i front. Foto: Hamborg Maraton

Sæsonen var begyndt at se svær ud. Jeg havde trænet hårdere end nogensinde før, men jeg fejlede hele tiden på de afgørende tidspunkter. Det begyndte at tære på de mentale kræfter.

Jeg ryddede nu skemaet fuldstændig og satsede 100% på DM i Odense om efteråret. Det lykkedes mig at etablere et nogenlunde formmæssigt niveau svarende til det jeg havde i Berlin året før. Selve løbet var egentlig en OK oplevelse. Jeg blev 3´er i min række (tid: 2.36.46) og kunne umuligt have taget 2. pladsen. Men der skete to ting under løbet, som alligevel påvirker mig fremadrettet.

Halvejs gennem HCA Marathon, behøver jeg at sige: "Det var hårdt."?

For det første mærkede jeg en smerte i baglåret, som jeg i første omgang ignorerer, men som senere viste sig at være en særdeles genstridig skade. For det andet hopper kæden mentalt af for mig under løbet. Undervejs, føler jeg det som om, at jeg brænder en vej af vrede og aggressivitet ind i hjernebarken for at komme igennem løbet. Den oplevelse og de følelser får jeg efterfølgende svært ved at ryste af mig.

Og således slutter mit rædselsår, blot for at gå over i en trist 2015 sæson, hvor jeg kæmper helt frem til slut maj, med at få bare en lille smule kontrol over skaden i baglåret. Og med at udglatte de sorte huller, jeg har lagret mentalt.

Jeg løber Etape Bornholm, og det lykkes mig at få noget glæde ud af den oplevelse. Til Esrum Sø, er jeg igen på hælene og helt uventet får jeg en fantastisk løbsoplevelse foræret til Copenhagen Half som optakt til sæsonmålet, som var Berlin maraton. Her går det atter galt – oveni hovedet – Jeg gennemfører i sluttiden 2.39.51, men er undervejs tæt på at stå af.

Den lange periode med skuffelser har taget hårdt på mig. Når man lægger så meget i det, og så ikke opnår det man drømmer om, er det fortvivlende.

Jeg ser ofte løb som en analogi på livet. Så længe man bevæger sig lever man. Der er ikke nogen nemme veje. Man ved aldrig helt hvordan det arter sig, men som regel belønnes hårdt arbejde.

Ved indgangen til 2016 er jeg vel nærmest brændt ud, hvis jeg skal blive i terminologien. Med et bliver det akut nødvendigt for mig at genfinde løbeglæden. Jeg giver derfor pokker i træningsplaner og toner ned for seriøsiteten.

Om det er den nye indstilling, eller den kærkomne pause mit system herved får, skal jeg ikke kunne sige, men er smerten i baglåret forsvinder ligeså pludseligt, som den var dukket op en eftermiddag i december.

Jeg kan bedst lide bare at løbe
Så jeg er nu gået tilbage til en relativt ustruktureret træning. Jeg kunne kalde den: ”Løb når det passer dig”. Jeg mangler tempo, jeg mangler overblik over hvordan jeg bliver klar, men jeg kan mærke at jeg bliver gladere og gladere for at løbe igen, og det må være hovedsagen.

Københavns Maraton 
Fornemmelsen i benene er god. Jeg har besluttet at jeg vil prøve at løbe Københavns Maraton igen (det bliver 6 gang). Men det er samtidig mærkeligt at stå så tæt på løbsdatoen (d. 22. maj), og stadig ikke have nogen plan for træningen.

Det hele ER meget tilfældigt. I påsken fik jeg løbet en del kilometer fordi der var tid til det. Den forgangne weekend, fik jeg kværnet 90km af, hvilket faktisk er på niveau med noget af den højeste volumen, jeg har ligget på tidligere – ganske vist over en kortere periode. I forrige uge løb jeg endda intervaller for første gang i 6 måneder. Det skete under en lang tur, som jeg af tidsmæssige årsager måtte korte af, og så tænkte jeg at jeg i stedet kunne løbe den i nogle lidt hurtigere bidder. Indimellem disse boosts har jeg holdt pauser af flere dages varighed, og der har været uger på 50-70km (det er ikke så meget i min verden i hvert fald).

Jeg skriver dette blogindlæg sådan lidt nølende, fordi jeg ønsker at fremlægge omstændighederne som de er. Løb er en stor del af mit liv nu, men jeg har stærkt på fornemmelsen at det fokus jeg har haft på mål og tider, har stået i vejen for de beslutninger og valg der var de rigtige for mig.

Det eneste jeg nu kan beslutte er, at løbe med åbent sind. Uden stress. Yoga-løb…

Med Runners United i Dyrehaven