Det perfekte løb findes ikke - sæsonevaluering 2015

Jeg synes bare billedet minder mig om den afslappede og glade stemning man oplever i et målområde. fra Cph Marathon 2012: Jakob F, Ken Brix og undertegnede (løb i tiden 2.49.09).

I det perfekte løb spiller kroppen fuldendt sammen. Vi taler helt nede på celleniveau... Og du vil nyde oplevelsen af perfektion, samtidig med at du præsterer dit ypperste. Du vil komme i mål hurtigere end nogensinde før, stadig med en følelse af overskud. En følelse, som kort efter vil få dig til at indse, at du kunne have gjort det bedre. 

Det perfekte løb findes ikke, men jeg gætter på at de fleste løbere alligevel oplever det. Bare en enkelt gang skal der til... For har man først det perfekte løb på hjernen, giver du ikke sådan lige slip. Så løber du... Igen... Og igen, og igen... Også selvom langt størstedelen af dine løb vil være smertefulde, fejlbehæftede og uperfekte.



I 2013 tror jeg, at jeg løb noget nær et perfekt marathonløb. Det var i den 40. udgave af Master klasikeren Berlin-marathon. Der blev slået verdensrekord den dag, men jeg var ligeglad, for efter at have fløjet frem til 17km i rekordfart og her nedkæmpet en mindre krise, lykkedes det mig at fastholde pace frem til 33km, hvorefter jeg satte yderligere fart på og pløjede mig forbi konkurrerende løbere. Jeg kom i mål i tiden 2.34.29. Det havde jeg simpelthen ikke troet jeg kunne ganske kort tid forinden. Det hele foregik med en lethed så jeg selvfølgelig straks konkluderede at DET kunne jeg helt sikkert gøre igen - BEDRE...

2014 blev derfor på mange måder en kamp for at nå dertil hvor jeg havde været i Berlin igen, og helst lige over. Og selvom jeg satte PR på 10k og 1/2-marathon, oplevede jeg ikke en eneste gang i 2014 et løb der bare sad i skabet. Jeg løb 2 marathon (Hamborg og Odense). Begge løb gennemførte jeg i jagten på dette "perfekte" løb, men begge løb efterlod mig med følelsen total tomhed og smerte. Jeg løb i snit 120km om ugen og måtte efter Odense, konstatere at "jagten" havde bragt mig i en tilstand af overtræning, der havde sat sig både mentalt, muskulært (i form af skader) og i kroppen generelt der konstant føltes træt, udslidt og uoplagt. Det var en fysisk skade i baglåret der fik mig til at stoppe op. Alt det andet var det lykkedes mig at æde.

Så 2015 sæsonen var sat på standby, men jeg havde forinden kvallet og købt billet til Berlin Marathon 2015, der nu stod som et faretruende nært minde jeg var tvunget til at genopleve.

Først i maj måned lykkedes det for mig at påtage en egentlig løbetræning igen og det i en helt igennem moderat form (små korte tre af 4-8km, i langsomt jog). Som en test tilmeldte jeg mig Etape Bornholm og det var en rigtig god idé. Ganske vist afslørede Etapen at jeg var rystende langt fra niveau, men den løbeglæde som løbet emmer af er ALTID afsmittende og selvom det blev til fem MEGET hårde træningsdage, gik jeg alligevel derfra med gejst og følelsen af at være blevet bedre.

Næste testløb blev Esrum Sø Rundt. Det husker jeg som en forfærdelig oplevelse, især fordi jeg følte mig helt alene og omtrent midtvejs besluttede jeg mig faktisk for at jeg simpelthen slet ikke gider løbe mere. Men jeg splittede en halvmarathon tid i Esrum Sø på lige under 1.20, hvilket fik mig til at mene, at jeg ihvertfald også ville kunne løbe den fulde distance i Berlin på under 2.40.

Sidste testløb blev så det nyligt anlagte Cph. Half. Jeg havde absolut ingen forventninger til dette løb. Det skulle være en ren træningstur, og så deltog jeg som løber for SØAMs m45 hold. Måske skyldes det den afslappede tilgang til løbet, måske det faktum at det var længe siden jeg rent faktisk har løbet en halvmarathon, måske noget helt tredie. Ihvertfald lykkedes det mig at løbe noget nær et perfekt løb til Cph Half og det kan jeg bedst beskrive som en glædelig overraskelse.

14 dage efter stod jeg så overfor sæsonens altoverskyggende mål. Berlin marathon 2015. Jeg havde forsøgt at fastholde den afslappede tilgang til løbet, som havde vist sig gavnlig op til Cph. Half. Træningsmængden var reduceret væsentligt og min fornemmelse var egentlig at formen var god, uden at være prangende. Jeg fastholdt derfor målsætningen omm at løbe under 2.40. Dem der har fulgt med her på bloggen vil vide at det lige akkurat lykkedes, så formelt set var missionen en succes.

Alligevel har jeg en blandet oplevelse af årets sidste løb. Først og fremmest slår mit manglende fokus mig. Det er svært at forklare hvad fokus er i et løb, der jo egentlig blot handler om at gentage en bevægelse rigtig mange gange, men det er noget med at være klar, at kunne styre sine tanker. At lukke distraktioner ude når de distraherer, eller ind, hvis der er behov for afledning. Flere gange i Berlin bliver jeg nærmest overrasket over små ting, som ikke burde overraske mig. Hov... Var det starten der gik der? Hvorfor står Tanja med vand der allerede ved 10k? Hvor er alle folk henne? Det tager mig over en time at finde et pace i løbet og der er det sådan set for sent. Ikke på noget tidspunkt undervejs når jeg at få følelsen af at det bare kører (sådan har jeg ellers haft det på første del i samtlige marathon løb jeg har været med i indtil videre). Og ved 24km stopper jeg simpelthen op for at udgå. Efter en tår vand og en tisssepause, beslutter jeg mig for trods alt at gennemføre - mest fordi jeg ikke aner hvordan jeg ellers skal komme hjem, og herefter oplever jeg vel een eller anden form for flow, selvom den er forbundet med en masse smerte. Da jeg kommer i mål er jeg mest af alt lettet over at det er slut. Jeg hygger mig og alt det der, men vil i virkeligheden helst lave alt andet end løb.

Hvadså nu???
Tja... Jeg ved det faktisk ikke. Alt i alt vil jeg sige at jeg er kommet hæderligt igennem sæsonen, der som nævnt indledtes lidt op ad bakke. Nogen fornyet lyst til at løbe har ikke umiddelbart meldt sig og jeg har i øjeblikket bevilliget mig selv pause på ubestemt tid. Jeg ved, med Cph Half in mente, at succesoplevelsen ikke behøver at lure særlig langt borte, så måske skal fokus rettes mod netop de halve distancer i 2016. Det kan også være at mit løb fremadrettet skal have en mere social form, eller at jeg kan hjælpe andre til at blive bedre... Nu vil jeg på søndag sætte mig i tilskuerrollen, når tre af Danmarks bedste langdistanceløbere Anna Holm, Henrik Them og Abdi Hakin Ulad løber i Frankfurt for at kvalificere sig til OL i Rio næste år. Jeg håber det lykkes. :-)