Døden indtræffer i baglåret – om frygt og kærlighed i løb

For at opsummere bar min 2014 sæson – hvis evaluering jeg allernådigst har forskånet dig for – præg af flere km. end nogensinde før, to løb på relativt højt niveau, en Marathon DM (m40) 3plads, samt et par PR på 1/2 og 10k… Alt i alt godt, men fra februar og stort set hele sæsonen frem til oktober, balancerede jeg på det man kan kalde en knivsæg. Hvis jeg ikke lige døjede med en inflammation eller en forstrækning var det hovedet den var gal med og jeg tror at det er den primære grund til, at jeg kort tid efter DM – i oktober - løber ind i en baglårsskade, som bare ikke vil forsvinde.

Den gik bare i mol her. Over en længere periode. På mit køleskab hang, indtil for nyligt, stadig mit træningsprogram for uge 48 og 49. Det var fyldt med huller og sygdom og jeg har faktisk ikke seriøst fulgt noget program siden. Selvfølgelig har jeg set en fys, og min træner Tanja har også hjulpet, og taget mig i nakken adskillige gange. Diagnosen er et eller andet med iskais og noget arvæv i højre baglår, som giver smerter ved løb, men hvor træner og fys har dikteret genoptræning, har jeg mentalt været fyldt af tvivl.

Hvorfor overhovedet genoptræne, hvis det alligevel er slut nu? Jeg har hele tiden vist at der ville ske et eller andet og på et eller andet tidspunkt har ”frygten” slået rod, selvom jeg ellers synes jeg har været grundig med at holde den i ave.

Det er nemt at lave en streng af årsagssammenhænge og sige nu skal du ”bare” gøre ditten og datten, så skal du se, så skal det hele nok fungere… Min erkendelse er at der ligger hårdt arbejde bag hver eneste ”bare”.

”Bare” er ikke nok. Man skal tro, og for en tvivler som mig betyder det at jeg også skal elske. Og jeg elsker løb. Tro mig. Under bare en anelse anderledes omstændigheder var jeg nu i gang med et eksistentiel-filosofisk forsvar af løb som meningen med livet.

Med kærligheden følger en form for forelskelse som gør at du trodser tyngdelovene. Du gør det du er skabt til. Det er berusende, men på et tidspunkt indfinder realitetserkendelsen sig dog. Den er nødvendig for at der kan ske en slags fornyelse.

Erkendelsen kom til mig sidste år. Jeg siger ikke at noget er umuligt, men at finde den vej som man skal betræde for at nå visse mål, kan somme tider være utrolig vanskeligt og når det samtidig skal foregå i mere eller mindre ukendt terræn (billedligt talt), kan opgaven - i hvert fald forekomme – umulig… Forelskelse eller ej.

Så jeg tror at jeg begyndte at erkende min egen dødelighed i takt med at mine træningspas sidste år blev hårdere og hårdere og jeg fik mindre og mindre ud af dem.

Døden i sin absolutte form er et faktum. Mennesker og ting forsvinder og forgår. På et tidspunkt kan jeg ikke løbe hurtigere. På et tidspunkt bliver jeg træt. Men tanken om døden er frygtelig og angstprovokerende. Hvem er den næste? Hvad med alt det jeg har kæmpet for? Bliver tavlen så bare visket ren?  

  

Jeg tror det er denne frygt der har sneget sig ind i mit løb. Var det det, punktum, slut? Smuldrer alt nu bare væk? Skal jeg efterlades her, med en kronisk smerte i baglåret?

Kærligheden fordrer den evige bevægelse. Hvis du nærer kærlighed til noget eller nogen skal du bevæge dig mod det eller den – Sådan er livet, hvis du vil leve det. Det er det man lærer af at løbe.

Frygten bremser. Den er din tvivl i al sin væmmelige ubehagelighed. Og den vil jagte dig til enden, hvis du ikke ser den i øjnene straks du erkender den. Så når frygt og kærlighed tørner sammen opstår krisen. 

Du må konfrontere krisen, men derudover er der ikke så meget du kan gøre. Du kan håbe på, at der – når tågen letter – vil indfinde sig en ny frodig mark du kan løbe rundt på.

Jeg har i dag besluttet mig for at løbe som fartholder under Nykredit Copenhagen Marathon i år. Min deltagelse her har været tvivlsom, men jeg har nu haft tre gode træningspas, hvor jeg langsomt kan mærke fremgang. Det bliver mit første løb siden HCA Marathon - og altså et moderat et af slagsen, selvom det nok skal vise sig at blive en udfordring alligevel. Dette kommer til at ske i ledtog med venner fra Runners United og Erdinger Alkoholfrei. Vi løber i to hold. Et der holder 4.00 min/km. og et der holder 3.50 min/km. I lyset af de seneste par måneders indsats i løbeskoene er jeg nok at finde på førstnævnte.

Jeg kan endnu kun løbe hver anden dag, men vigtigst af alt er at jeg igen nyder det. Kærligheden er atter ved at indfinde sig og frygten fordufter.