Landing paa fremmed grund
 |
| Manhattan NY - Central Park View - for fedt |
Det er en mangel at jeg endnu ikke har besoegt USA og min beslutning om at loebe Philadelphias Marathon "Philly", var et ogsaa et forsoeg paa at raade bod paa denne fejl i min opdragelse. Jeg var bekymret for om dette formaal ville konflikte, eller fungere som en positiv distraktion i forhold til selve loebet. Begge dele er jo noget jeg rigtig gerne vil, men naar man forsoeger at goere flere ting samtidig, haender det at ingen af delene lykkes. Forberedelserne til et loeb bestaar af totalt faste rutiner, hvile, stram kostplan og al mental fokus paa den forestaaende fysiske aktivitet - og det kan vaere svaert at faa indpasset i et prototype turist program. Maaske har dette dilemma gjort, at jeg lod visse beslutninger staa hen i det uvisse - jeg vidste ikke hvad jeg skulle forholde mig til og hvordan.
 |
| Dette billede er fra den efterfoelgende aften. Jeg synes bare det er sejgt. |
Flyet letter planmaessigt 12.30 fra Kastrup. Jeg flyver til Washington DC og derfra videre til Newark NY. Min loese plan har vaeret at tage alting med ro og fokusere paa mad og hvile. Om bord i flyveren bliver jeg pludselig meget sulten, og det lykkes mig at vaekke sympatien hos en stewardesse, som giver mig en middagsration, som er til overs. Det bliver altsaa til 2xKylling m. sovs og kartoffelmos, salat, en bolle og vaniliebudding. Saa langt saa godt. Flymaden giver mig ondt i maven, og jeg proever at slappe af ved at doese hen. Det lykkes og jeg vaagner et par timer senere hvor mavepinen er vaek. Laeser Rikke Roenholt's "Loeber for livet". Kombistudiet har gjort mig interesseret i om der maaske kunne vaere noget at hente i sprintdiciplinerne. Bogen starter lovende, men kommer ikke rigtig udover "loebfordiduskalholdedigiform-planet". Det har jeg naturligvis ikke noget at indvende imod, men det er heller ikke revolutionerende ny indsigt. Maaske skal man bare acceptere det faktum at man enten er, eller ikke er - loeber - og som Murakami udtrykker det, hvis du er loeber, gaar du en dag ind i en loebebutik og koeber et par sko og en bog og saa gaar du igang med at loebe.
Falder ind og ud af soevnen imens vi flyver indover Canada. Saa er du snart i USA taenker jeg. To gange tidligere de sidste par aar, har det vaeret lige ved og naesten. Begge gange blev aflyst i sidste oejeblik, og jeg var begyndt at tro at det bare ikke var meningen jeg skulle besoege USA. Nu er jeg der rent faktisk, omend kun i luftrummet. Der serveres en sidste bid (tortilla wrap), og jeg er virkelig sulten, den fylder ikke saa meget som jeg kunne have oensket, men jeg skubber det hen og vi laegger an til landing.
Vi transporteres i bus til transit omraaedet. Jeg skal videre, men foerst igennem tolden. Jeg staar aller sidst i en koe der varer en time. Men jeg smiler. Jeg er i Amerika, en smule koe er bare en del af hele oplevelsen. En dame gaar rundt og deler "klageblanketter" ud, hvis man skulle faa lyst til at klage over koeens laengde. Da jeg endelig kommer igennem, er der 30 min. til mit forbindende fly. Jeg skal yderligere samle min kuffert op og smide den paa et nyt transportbaand, og fortsaette igennem til omraaedet for sikkerhedscheck ved indenrigsflyvninger - du ved, sko af, x-ray, kropsvisitering mv.
"Is this your bag Sir?" spoergsmaalet kommer fra en sikkerhedsvagt, som smiler over hele hovedet. Jeg nikker bekraeftende. "Do you have any liquids in it?". Med et kommer jeg i tanker om flasken med "Roed Aalborg". Jeg koebte den i Tax-free i Kastrup som en backup gave til min host i Philadelphia. Aah... Nej, den kan selvfoelgelig ikke gaa igennem sikkerheden. "Aquavite?" Der breder sig et smil paa sikkerhedsvagtens ansigt, jeg kan ikke afgoere om det er i medfoelelse eller ved udsigt til en liter konfiskeret alkohol. Jeg nikker lettere bedroevet. Mit fly letter snart, og jeg taenker Ohh... Well... der var du lige uopmaerksom. Men saa er det som om vagterne beslutter sig for at hjaelpe. "You can go back and check in the bag"... Jeg kigger paa uret, som viser DK tid, jeg skal regne +6timer og er en smule forvirret. "My plane leaves in 25 minutes, would I be able to make it?". Vagten med min taske traekker paa skuldrene - jeg maa ligesom tage min egen beslutning her, og den attitude kommer jeg til at opleve en del gange over det naeste doegns tid, foer jeg ligesom faar det laert.
Vi er i "Land of the free", man er pr. automatik tilbageholdende med at komme med hentydninger til hvad andre mennesker maatte beslutte eller mene om ting. I foerste omgang mener jeg dog at fange en accept i vagtens udtryk og jeg beslutter mig for at proeve at redde flasken, ved at gaa tilbage og checke den ind. Jeg maa bruge al min energi paa at bevare roen, men det lykkes at faa tasken afleveret. Damen giver mig en haandskrevet kvittering, og jeg studser lidt over at jeg bliver bedt om at smide den paa et andet baand end der hvor jeg tidligere afleverede kufferten. Det er nok p.g.a. den lid tekstraordinaere situation, flyver det igennem mit hoved. Saa er det tilbage til sikkerhed og fuld fart paa for at finde mit fly i hal A.
Der viser sig at vaere ganske langt derhen - skal transporteres i robottog - og hele tiden vaere opmaerksom paa ikke at tabe dyrebar tid paa at gaa forkert. Kan maerke at hovedet stresser til. Endelig naar jeg frem, 10 minutter foer afgang. Skynder mig til gaten, for at checke at jeg er paa rette spor, den er god nok, men ak og ve... Flyet der skulle vaere afgaaet kl. 17.33, er udsat til 20.50. Foran mig har jeg naesten fire timers ventetid. Det er maaske ikke saa slemt kunne man taenke, men det er lang tid siden jeg fik min minimale tortilla wrap. Den cola jeg havde i haandbagagen er jo checket ind, sammen med det aeble der ogsaa laa deri og... Du godeste. Det gaar op for mig at min tegnebog med penge og kreditkort og telefonen ogsaa ligger i tasken.
Det eneste jeg i oejeblikket er i besiddelse af er mit pas, et print af min reservation og en haandskreven kvittering for min haandbagage. Jeg faar en bange fornemmelse af at et eller andet er ved at koere af sporet. Saetter mig traet i en stol i gaten. Proever at slappe af og faa et overblik over situationen. Hvordan kunne jeg vaere saa dum? (ikke just en konstruktiv tanke). Hvor lang tid gaar der, foer jeg har min taske igen? (Vi lander i Newark kl. 22.00, saa jeg har vel bagagen senest 22.30 - det er 04.30 DK-tid). Af een eller anden grund er jeg mest irriteret over at jeg ikke kan faa noget mad. Nu ville jo vaere det perfekte tidspunkt for et ordentligt maaltid. Hvad sker der egentlig hvis de sender tasken det forkerte sted hen? Jeg har hverken navnetag, eller noget paa den. Min eneste forbindelse med den taske er i oejeblikket en bagagekvitteringen, der med sine ulaeselige kragetaeer ikke synes af meget. Flere bange anelser. Mon det er muligt at faa fat i tasken inden vi flyver videre? Jeg beslutter mig for at goere et forsoeg paa at finde tasken og bevaeger mig mod kunde-service.
"Is this your bag Sir?" spoergsmaalet kommer fra en sikkerhedsvagt, som smiler over hele hovedet. Jeg nikker bekraeftende. "Do you have any liquids in it?". Med et kommer jeg i tanker om flasken med "Roed Aalborg". Jeg koebte den i Tax-free i Kastrup som en backup gave til min host i Philadelphia. Aah... Nej, den kan selvfoelgelig ikke gaa igennem sikkerheden. "Aquavite?" Der breder sig et smil paa sikkerhedsvagtens ansigt, jeg kan ikke afgoere om det er i medfoelelse eller ved udsigt til en liter konfiskeret alkohol. Jeg nikker lettere bedroevet. Mit fly letter snart, og jeg taenker Ohh... Well... der var du lige uopmaerksom. Men saa er det som om vagterne beslutter sig for at hjaelpe. "You can go back and check in the bag"... Jeg kigger paa uret, som viser DK tid, jeg skal regne +6timer og er en smule forvirret. "My plane leaves in 25 minutes, would I be able to make it?". Vagten med min taske traekker paa skuldrene - jeg maa ligesom tage min egen beslutning her, og den attitude kommer jeg til at opleve en del gange over det naeste doegns tid, foer jeg ligesom faar det laert.
Vi er i "Land of the free", man er pr. automatik tilbageholdende med at komme med hentydninger til hvad andre mennesker maatte beslutte eller mene om ting. I foerste omgang mener jeg dog at fange en accept i vagtens udtryk og jeg beslutter mig for at proeve at redde flasken, ved at gaa tilbage og checke den ind. Jeg maa bruge al min energi paa at bevare roen, men det lykkes at faa tasken afleveret. Damen giver mig en haandskrevet kvittering, og jeg studser lidt over at jeg bliver bedt om at smide den paa et andet baand end der hvor jeg tidligere afleverede kufferten. Det er nok p.g.a. den lid tekstraordinaere situation, flyver det igennem mit hoved. Saa er det tilbage til sikkerhed og fuld fart paa for at finde mit fly i hal A.
Der viser sig at vaere ganske langt derhen - skal transporteres i robottog - og hele tiden vaere opmaerksom paa ikke at tabe dyrebar tid paa at gaa forkert. Kan maerke at hovedet stresser til. Endelig naar jeg frem, 10 minutter foer afgang. Skynder mig til gaten, for at checke at jeg er paa rette spor, den er god nok, men ak og ve... Flyet der skulle vaere afgaaet kl. 17.33, er udsat til 20.50. Foran mig har jeg naesten fire timers ventetid. Det er maaske ikke saa slemt kunne man taenke, men det er lang tid siden jeg fik min minimale tortilla wrap. Den cola jeg havde i haandbagagen er jo checket ind, sammen med det aeble der ogsaa laa deri og... Du godeste. Det gaar op for mig at min tegnebog med penge og kreditkort og telefonen ogsaa ligger i tasken.
Det eneste jeg i oejeblikket er i besiddelse af er mit pas, et print af min reservation og en haandskreven kvittering for min haandbagage. Jeg faar en bange fornemmelse af at et eller andet er ved at koere af sporet. Saetter mig traet i en stol i gaten. Proever at slappe af og faa et overblik over situationen. Hvordan kunne jeg vaere saa dum? (ikke just en konstruktiv tanke). Hvor lang tid gaar der, foer jeg har min taske igen? (Vi lander i Newark kl. 22.00, saa jeg har vel bagagen senest 22.30 - det er 04.30 DK-tid). Af een eller anden grund er jeg mest irriteret over at jeg ikke kan faa noget mad. Nu ville jo vaere det perfekte tidspunkt for et ordentligt maaltid. Hvad sker der egentlig hvis de sender tasken det forkerte sted hen? Jeg har hverken navnetag, eller noget paa den. Min eneste forbindelse med den taske er i oejeblikket en bagagekvitteringen, der med sine ulaeselige kragetaeer ikke synes af meget. Flere bange anelser. Mon det er muligt at faa fat i tasken inden vi flyver videre? Jeg beslutter mig for at goere et forsoeg paa at finde tasken og bevaeger mig mod kunde-service.
Jeg har jo aldrig vaeret i landet foer, men andre har fortalt mig, at i USA, kan man VIRKELIG forvente sig en god service. Det er maaske tilfaeldet i situationer hvor der kan forventes et "tip", men i United Airlines, virker medarbejderne traette og udkoerte. Maaske faar de ikke nok i loen og er udkoerte pga. skaeve arbejdstider. De naeste par timer giver mig ihvertfald et chokerende indblik i en fuldstaendig kaotisk arbejdsmoral. Damen jeg henvender mig til er den ene af tre traette hoveder der titter frem bag skranken.
Foer hun kan betjene mig, skal hun lige toerre oejnene der er ved at loebe i vand. Jeg faar ondt af hende og forbereder mig paa at vaere meget taalmodig. Saa jeg proever at forklare hende situationen. Maaske forventer jeg at der er en smule medfoelelse for det jeg staar midt i, maaske er jeg drevet af oensketaenkning, da jeg synes at kunne fornemme et haab forude. Efter en laaaang forklaring, fortaeller hun mig at jeg kan hente min bagage i ankomsthallen. YES... Jeg begiver mig tilbage hvor jeg kom fra, med robottog og det hele. Foelger skiltene til bagage-claim. Stopper lige op engang. "After exiting these doors, there is no re-entering" staar der paa skiltet. Hvad fanden betyder det?
Jeg gaar tilbage, men den er god nok, det er den vej jeg skal - der er ikke andre muligheder. Saa jeg gaar ud i ankomsthallen til Washingtin Dull lufthavn og her skal jeg da lige love for at der er en del steder jeg kan hente min bagage. Med besvaer faar jeg fundet frem til skranken for United Airlines, hvor Lulu - en meget bestemt hispanoamerikansk dame fraraader mig at hente min bagage, eftersom det kan tage op til to timer, og jeg risikerer at miste mit fly. Imidlertid har jeg faaet det indtryk, at den forrige dame (hende fra med de vaade oejne ved gaten), hjalp mig ved at "claime" min taske for mig og at jeg bare skulle komme her for at hente min tegnebog og telefon.
Nu kommer jeg pludselig i tvivl. Hvad er der egentlig sket med min taske? Igen fornemmer jeg en form for kultursammenstoed. Her vil man maaske ikke droemme om at foretage et "claim" paa vegne af en tredieperson, hvorimod man hjemme godt kunne forestille sig en hjalpsom servicemedarbejder goere noget saadant. Men der er ikke meget hjaelp at hente hos Lulu, som heller ikke, udfra den haandskrevne kvittering, kan se hvor tasken skulle befinde sig, om den nogensinde er blevet checket ind, eller om der allerede er lavet en "claim".
"They are unloading now, and you can go and look for your bag, to see if it has arrived. But I need to know if you want to make a claim for your lugage Sir.". Et oejeblik taber jeg hovedet. Jeg er presset her. Og det er ligesom vi ikke kommunikerer. Jeg proever at forklare Lulu om min situation og min bekymring. Jeg er ny i dette lamd og der er ting jeg ikke forstaar. Maaske hun rent faktisk forstaar, men bare ikke mener sympati er den rette vej frem. Jeg beslutter at gaa ud for at se om bagagen skulle vaere kommet.
"For how long should I wait?" Spoerger jeg. Spoergsmaalet er ligesaa haabloest som min handling. Jeg kunne ligesaagodt have spurgt om hvad man faar til morgenmad paa Filipinerne, men jeg har brug faar et eller andet at haenge mit haab paa og far et svar. "20minutes, then come back".
De tyve minutter er spildte. Tasken dukker ikke op. Er ogsaa paent meget ligeglad. I oejeblikket skal jeg bare sikre mig at den ikke pludelig havner paa Nordpolen. Saa jeg gaar tilbage og Lulu er vaek, istedet sidder en sort kvinde ved skranken, som er ligesaa irriteret over mine naergaaende og uvidende spoergsmaal. Til sidst lykkes det mig vidst at faa hende bloedt en smule op. Hun kan heller ikke se hvor tasken er, da den er sluppet ombord uden at blive scannet, men hun kan laegge en besked ved tasken - det er MEGET vigtigt at den kommer med videre til Newark, og det goer hun. Tingene er gaet fra ondt til vaerre, og der er ikke saa meget jeg kan goere. Jeg er havet i en penibel situation, pga. et oejebliks uopmaerksomhed. At jeg ikke har noget boarding pas, synes at vaere det mindste problem, og viser sig da ogsaa at kunne loeses via min printede billet fra DK.
Jeg begiver mig tilbage mod gaten i hal A. Flyet jeg skulle have vaeret med var sendt til reperation pg.a. motorproblemer. DEt lader ikke til at de har kunet fixe det, saa de har hentet en ny flyver ind, der liger er floejet fra Pittsburg. Det viser sig at vi kommer en anelse tidligere afsted ind forsinkelsen foerst indikerede. Jeg forsoeger at checke via min kvittering, inden boarding, om tasken er med om bord, men der er fortsat ikke lavet noget scan, han kan intet se.
Foer hun kan betjene mig, skal hun lige toerre oejnene der er ved at loebe i vand. Jeg faar ondt af hende og forbereder mig paa at vaere meget taalmodig. Saa jeg proever at forklare hende situationen. Maaske forventer jeg at der er en smule medfoelelse for det jeg staar midt i, maaske er jeg drevet af oensketaenkning, da jeg synes at kunne fornemme et haab forude. Efter en laaaang forklaring, fortaeller hun mig at jeg kan hente min bagage i ankomsthallen. YES... Jeg begiver mig tilbage hvor jeg kom fra, med robottog og det hele. Foelger skiltene til bagage-claim. Stopper lige op engang. "After exiting these doors, there is no re-entering" staar der paa skiltet. Hvad fanden betyder det?
Jeg gaar tilbage, men den er god nok, det er den vej jeg skal - der er ikke andre muligheder. Saa jeg gaar ud i ankomsthallen til Washingtin Dull lufthavn og her skal jeg da lige love for at der er en del steder jeg kan hente min bagage. Med besvaer faar jeg fundet frem til skranken for United Airlines, hvor Lulu - en meget bestemt hispanoamerikansk dame fraraader mig at hente min bagage, eftersom det kan tage op til to timer, og jeg risikerer at miste mit fly. Imidlertid har jeg faaet det indtryk, at den forrige dame (hende fra med de vaade oejne ved gaten), hjalp mig ved at "claime" min taske for mig og at jeg bare skulle komme her for at hente min tegnebog og telefon.
Nu kommer jeg pludselig i tvivl. Hvad er der egentlig sket med min taske? Igen fornemmer jeg en form for kultursammenstoed. Her vil man maaske ikke droemme om at foretage et "claim" paa vegne af en tredieperson, hvorimod man hjemme godt kunne forestille sig en hjalpsom servicemedarbejder goere noget saadant. Men der er ikke meget hjaelp at hente hos Lulu, som heller ikke, udfra den haandskrevne kvittering, kan se hvor tasken skulle befinde sig, om den nogensinde er blevet checket ind, eller om der allerede er lavet en "claim".
"They are unloading now, and you can go and look for your bag, to see if it has arrived. But I need to know if you want to make a claim for your lugage Sir.". Et oejeblik taber jeg hovedet. Jeg er presset her. Og det er ligesom vi ikke kommunikerer. Jeg proever at forklare Lulu om min situation og min bekymring. Jeg er ny i dette lamd og der er ting jeg ikke forstaar. Maaske hun rent faktisk forstaar, men bare ikke mener sympati er den rette vej frem. Jeg beslutter at gaa ud for at se om bagagen skulle vaere kommet.
"For how long should I wait?" Spoerger jeg. Spoergsmaalet er ligesaa haabloest som min handling. Jeg kunne ligesaagodt have spurgt om hvad man faar til morgenmad paa Filipinerne, men jeg har brug faar et eller andet at haenge mit haab paa og far et svar. "20minutes, then come back".
De tyve minutter er spildte. Tasken dukker ikke op. Er ogsaa paent meget ligeglad. I oejeblikket skal jeg bare sikre mig at den ikke pludelig havner paa Nordpolen. Saa jeg gaar tilbage og Lulu er vaek, istedet sidder en sort kvinde ved skranken, som er ligesaa irriteret over mine naergaaende og uvidende spoergsmaal. Til sidst lykkes det mig vidst at faa hende bloedt en smule op. Hun kan heller ikke se hvor tasken er, da den er sluppet ombord uden at blive scannet, men hun kan laegge en besked ved tasken - det er MEGET vigtigt at den kommer med videre til Newark, og det goer hun. Tingene er gaet fra ondt til vaerre, og der er ikke saa meget jeg kan goere. Jeg er havet i en penibel situation, pga. et oejebliks uopmaerksomhed. At jeg ikke har noget boarding pas, synes at vaere det mindste problem, og viser sig da ogsaa at kunne loeses via min printede billet fra DK.
Jeg begiver mig tilbage mod gaten i hal A. Flyet jeg skulle have vaeret med var sendt til reperation pg.a. motorproblemer. DEt lader ikke til at de har kunet fixe det, saa de har hentet en ny flyver ind, der liger er floejet fra Pittsburg. Det viser sig at vi kommer en anelse tidligere afsted ind forsinkelsen foerst indikerede. Jeg forsoeger at checke via min kvittering, inden boarding, om tasken er med om bord, men der er fortsat ikke lavet noget scan, han kan intet se.
Vi lander i Newark. Jeg kan maerke spaendingen stige i kroppen. Det handler altsammen om den forbandede taske. Jeg er sulten og traet, men det er der ligesom ikke saa meget at goere ved, foerend jeg har min tegnebog. Mine bange anelser bekraeftes. Tasken er IKKE med...
Damen bag denne nye "Bagage Claim" skranke, er om muligt endnu mere ligeglad end sine kollegaer i Washington. Hun taler i telefon i fem minutter - med noget der kunne lyde som hendes hemmelige elsker (stiller spoergsmaal til hvad "han" har gjort med konen) - foerend hun kigger op. Der kommer ikke et "How may I help you" eller noget. Kun et traet blik, og jeg maa virkelig mande mig op for ikke at falde i et hul i konkurrence om hvem der kan fremmane det mest ynkelige og medlidenhedspaakaldende udtryk. Det er NU, jeg skal vaere fokuseret. Det er NU jeg ikke maa slippe. Tingene har udviklet sig rigtig skaevt indtil videre og nu ligger alt mit haab i haenderne paa denne udslidte og tilsyneladende ligeglade person. Jeg overvejer, som i en film om det mon ogsaa er NU jeg skal finde et nummer til en advokat, som for at have et sidste pressionsmiddel i baghaanden. Hvordan pokker har jeg ladet det komme hertil?
Laeringskurven er stejl ved al begyndelse og jeg bilder mig ind at mine to tidligere moeder med Baggage Claim medarbejdere i Washington nu kommer mig til gode. Ihvertfald lader jeg mig ikke anfaegte af den initiale ligegyldighed der bliver stillet mig i udsigt. Det lykkes mig at at faa hende modvilligt til at kontakte Washington og... Jeg tror daarligt mine egne oeren. Tasken er paa vej. Den skulle ankomme med naeste fly omkring kl. 23.00 (5am DK-tid).
Jeg benytter ventetiden, til at undersoege ovenatningsmulighederne. Min tanke var at jeg skulle booke et hotel fra lufthavnen, men det viser sig at vaere lidt svaert paa denne tid af doegnet. Alt er tilsyneladende optaget. Ikke saa meget jeg kan goere ved det nu. Faar en bog fyldt med hoteller, og bladrer den igennem. Jeg er paa nuvaerende tidspunkt klar til at booke en presidential suite, for at faa noget soevn. Det er reptil hjernen der nu styrer, jeg indprenter mig at udvise ekstra opmaerksomhed. Foerste unload... Tasken er ikke med... Kan maerke en form for desparat svimmelhed, foerend den taske ENDELIG dukker op ved andet unload... Tror liige jeg var lidt presset der. Checker at tegnebog og telefon er paa sin plads og kommer dem i lommen.
 |
| Planen var at loebe rundt i Central Park, saa jeg tager til Manhattan |
Planen var - efter at have undet overnatning - at tage en joggetur i Central Park torsdag. Nu er jeg 6 timer efter tidsplanen. Kl. er 05.30 DK-tid. Der er IKKE nogen hoteller ledige. I guidebogen finder jeg et Radisson SAS hotel paa Lexington Av., som reklamerer med at have 730 vaerelser. De MAA have et ledigt et, til en sen rejsende taenker jeg, og beslutter mig for at tage chancen. Det ligger i naerheden af CP, hvor jeg gerne vil ind i morgen, saa jeg er optimist og stadig lidt betaget ved det hele... Foerste gang i USA og foerste krise overmandet. Kommer ud af Penn Station udgangen og bliver naermest HighJacked af en Limmo chaufeur. Beslutter IKKE at goere saa megen modstand, det er sikkert forkert, og der holder masser af yellowcabs (det er reptilhjernen, og jeg naar ikke at slaa fra), saa da han tilbyder mig turen til hotellet for 15 dollar gaar jeg bare med. Det er ogsaa OK og vi naar frem. Jeg giver ham ovenikoebet 5dollar i drikkepenge, lettet over snart at skulle se dyner.
Der skal det imidlertid vise sig at jeg tager fejl igen. ALLE 730 vaerelser er optaget. Min telefon virker selvfoelgelig ikke i USA, saa jeg faar portieen til at kontakte 5-10-15 andre hoteller i omraadet. Alt er udsolgt. Kl. er 01.30. Jeg er taet paa ogsaa at vaere udsolgt efter at have vaeret oppe i 24 timer og stadig IKKE rigtig kunne se en ende paa det hele. Portien giver mig lov til at laane business loungen, for at se om jeg der via nettet evt. selv kan finde noget. Beslutter mig for at logge paa Facebook, og bliver fanget i een eller anden taabelig kontrol, fordi "nogen pludselig forsoeger at logge paa min konto fra et andet sted end jeg plejer". Ja for helvede, det er jo mig der har flyttet mig, men jeg skal igennem alle mulige checks og pludselig er der nogle af mine Facebook venner, jeg ikke aner hvem er (skal kunne genkende dem paa billeder). Og pludselig henter computeren ikke billeder laengere. Og pludselig er der ikke adgang til verificeringstjenesten. WTF... Er det lige der sker her... Proever at se om jeg kan komme igennem via WiFi paa telefonen, men det er samme besked her. Naa... Hvad fanden skal jeg egentlig med Facebook lige nu, taenker jeg, og logger paa hotels.com. Kl. er 02.30, og jeg er begyndt at ane at jeg sandsynligvis ikke finder et vaerelse for natten. Istedet handler det om at sikre at noget tilsvarende ikke sker imorgen, saa jeg finder et vaerelse til 150USD, i et hotel paa den anden side af Central Park, som jeg booker et vaerelse hos dagen efter. Gaar tilbage til receptionen og beder ham om at kontakte hotellet. Det kunne jo taenkes at de der har et ledigt vaerelse ogsa for i aften. Det har de IKKE. Jeg er loebet toer for muligheder, maske kan jeg checke ind paa det andet hotel om 7-8 timer. Ved ikke rigtig hvad jeg skal goere i mellemtiden. Maaske skulle jeg proeve at faa noget at spise. Ude paa gaden er det MEGET taet paa at jeg bare springer ind i en taxa, som mener at kende et hotel, men jeg slaar i tide bremserne i. Istedet vandrer jeg lidt rundt paa maa og faa. Det er trods alt Manhattan. Ligenu er jeg jo naermest saa meget turist, som jeg overhovedet kan vaere, det hele er bare uheldigvis ligesom lidt forskudt i tid. For at faa varmen gaar jeg ind paa et andet hotel. Ingen ledige. Maa jeg laane computeren? Vaarsgo!. Jeg logger paa og faar genaktiveret min FB account. BINGO...
Tre af mine venner, som jeg forud for turen havde forhoert om mulighed for overnatning, har reageret. Den bedste besked kommer fra Liane og John og lyder:
Michael er i LA og pg.a. af tidsforskellen viser det sig at han ogsa er online. Saa jeg beder om nummer til John og Liane (eftersom jeg ikke ved hvor de bor - troede faktisk de var i London), og hans adresse. Fem minutter senere kommer en endnu bedre besked.
Sidder paa en diner og drikker noget varm cacao med broed, da "Danmark", pludselig er online og det hjaelper mig virkelig igennem to stygge timer fra 03.00-05.00. Forsoeger at ringe igen 05.30 og ENDELIG kl. 06.30, kommer jeg igennem. Liane oplyser mig sin adresse. Jeg springer ind i en taxi og er der i loebet af 10 minutter. Jeg er simpelthen saa glad og overvaeldet, at jeg sidder og plabrer loes til taxa chaufoeren, der venligt ligger oere til.
Hjemme hos John og Liane faar jeg en skaalfuld morgenmad, som virkelig sidder i skabet. Vi snakker lidt, foerend jeg appelerer til at jeg smutter over til Michaels' lejlighed og faar mig en lur. John foelger mig til Metroen. Det er en sidste kraftanstrengelse der faar mig til at forsoege mig med offentlig transport paa dette tidspunkt, men jeg bliver fulgt naermest helt ind i toget og ankommer uden problemer til lejligheden. Kl. 08.30. 31 timer efter at jeg stod op, ligger jeg mig i en seng, med dyne paa og falder ned i et dybt, dybt hul.
Hi Jakob,
Michael emailed and said you might be headed to our flat tonight to collect keys for his. Are you in New York yet? Any idea what time you'll arrive?
Hope your travels are going well.
-John
Michael er i LA og pg.a. af tidsforskellen viser det sig at han ogsa er online. Saa jeg beder om nummer til John og Liane (eftersom jeg ikke ved hvor de bor - troede faktisk de var i London), og hans adresse. Fem minutter senere kommer en endnu bedre besked.
Kl. er 02.42... Tingene begynder at se lysere ud. I oejeblikket har jeg endda aandsnaervaerelse nok til at aflyse min booking paa morgendagens hotel (det kan saa ikke lade sig goere, men situationen taget i betragtning, synes jeg det er temelig overlegent at jeg overhovedet taenkte paa det). Saa jeg faar vekslet til nogle quarters, og ringer med jaevnlige mellemrum til Leane... Desvaerre ligger hunnok og sover, saa jeg faar lagt beskeder og beder hende om at smide en evt. adresse paa FB, som nu atter er oppe at koere og som jeg kan checke via diverse WiFi's.
Liane 347 978 XXX
My apt is 152 e 83 4c
I'm back Monday.
 |
| Nattevandring: Queensborg Bridge Manhattan NY |
 |
| Tingene er vendt. Dette billede er saerligt for mig |
 |
| Cab ride to sanctuary |
 |
| Mae, Liane + |
Hjemme hos John og Liane faar jeg en skaalfuld morgenmad, som virkelig sidder i skabet. Vi snakker lidt, foerend jeg appelerer til at jeg smutter over til Michaels' lejlighed og faar mig en lur. John foelger mig til Metroen. Det er en sidste kraftanstrengelse der faar mig til at forsoege mig med offentlig transport paa dette tidspunkt, men jeg bliver fulgt naermest helt ind i toget og ankommer uden problemer til lejligheden. Kl. 08.30. 31 timer efter at jeg stod op, ligger jeg mig i en seng, med dyne paa og falder ned i et dybt, dybt hul.
 |
| Endelig hjemme, der maa soves. :-) |
Kommentarer
Send en kommentar