Roskilde festival 2012 - Fredag
Apollo on fire
Kl. 08.00 begynder det at dryppe. Blot en byge, ligger jeg og tænker imens jeg drøner ind og ud af slumringstilstand og bekæmper en ubændig pissetrang. Men regnen fortsætter med øget intensitet og jeg bereder mig på en udfordrende morgen, der dog kun kan blive bedre efter at jeg selv har ladet vandet. Så står jeg der i de fem minutter det tager at få genåbnet sluserne og bliver småkold og våd. Anne står også op. Hun er camping/Spejder/sejlsport og har selvfølgelig regntøj og gummistøvler med. Det har jeg IKKE. Jeg har satset på let tøj, som hurtigt tørrer og lidt regn efterfulgt af opklaring. Den prognose må jeg revurdere og vi beslutter at gå på jagt efter et regnslag efter morgenbad og morgenmad.
Jeg har det fint. Vader rundt i bare tæer i mudderet og nyder følelsen – som at træde i en lort – men det er ikke lort. Det er bare jord og vand og det passer mig glimrende ikke at skulle vade rundt i gummistøvler. Så jeg køber et fint rødt regnslag i Spejdersport (de har en bod i Camp E), og vi begiver os ind på pladsen, for at høre Rangleklods i Cosmopol. Det er fedt og her mødes vi bl.a. med Hemant, Lise, Morten og Doktor Sort.
Efter rangleklods tager vi over i Arena for at høre Copenhagen Collaboration og det er også godt og nu stopper det med at regne. Bliver hængende lidt på Arena for at høre noget Bernhoft, men det siger ,ig ikke så meget og jeg bliver rastløs og går hen for at høre Hank3 i Odeon. På vejen når jeg at se damen fra The Gossip fyre den af på Orange. Men jeg når til Hank3 i god tid og møder der Jakob og Jordi, som står et godt stykke oppe foran. Jeg kender ikke forhistorien, men Hank3 skulle være barnebarn af Hank Williams og de lægger ud med en gang regulær redneck country omgang. Jeg vil ikke lige sige det er min kop te, men efter et stykke tid ifører Hank sig så sit eget kostume bestående af sort maske og rustninglignende harnisk og han leverer nu en regulær uhyggelig optræden som speedguitar spillende klon mellem Jason og manden med leen – spooky. Jeg vakler derfra, ikke helt i stand til at fordøje oplevelsen. Må vaskes ren af ”I got you on tape” og går tilbage til Arena.
Er temmelig træt nu. Kan ikke rigtig huske om jeg går til teltet med rygsækken, men mødes i hvert fald med Anne for at få noget mad. Vi beslutter os for at prøve endnu en flæskestegssandwich – dog fra en ny bod og et par pizzaslices – selvfølgelig skyllet ned med RIGELIGT med øl. Det hjalp, og jeg får hanket op i trætheden forud for aftenens sidste koncerter, der bl.a. byder på Malk. Men først skal vi lige et smut tilbage til Arena og høre ”Gentlemen & the evolution”. Det er en tysk reggae-dude, og da jeg er helt i gear med reggae, tænker jeg ”Bring it on”. Det bliver da også en rigtig god oplevelseduden swinger og bevæger sig ud over scenekanten, men jeg har stadig the Abyssinians fra i går i baghovedet og dem matcher Gentlemen´s ungdommelighed ikke. Og så er det vist tid til et glas mælk.
For Satan hvor er det godt med et glas mælk. ”På med jernskjorten”, fuck hvor er det fedt – som opfølgning på mit reggae trip. En enkelt gang går lyden af mikrofonen – i hvert fald fra hvor jeg står – men Malk klarer skærene videre. På opstarten til de rigtige McKoys, dikterer mælken publikums opførsel og det munder ud i et massivt fælleskor når 70.000 mennesker skriger med på et..to… et… to… Fælles koret bliver dog om muligt større og vildere senere… Hvor selvsamme 70.000 mennesker nærmest går i bue og skriger med på: ”Jeg giver dig en gylden sø. I den får du en lille ø. En læderbøf du ka´stik dit flag i!!!”… Det er bizart, men det er også rigtig sjovt. Og således sluttes fredagens festival aften af med bravour og jeg er glad for at jeg lever.
Intermezzo – armbåndene 2
Nu er det sådan at min status som frivillig på Roskilde Festivallen, giver mig adgang til den EKSKLUSIVE medarbejder camp, hvor man – mod betaling af formedelst 200 kr pro persona – er sikret ro, relativt rene toiletter, gratis varme bade og morgenmad. Det tilbud overvejer jeg en stund, men da det viser sig at Anne, som ganske vist IKKE er frivillig også kan få et Camp armbånd betaler vi 400 kr. og får slået teltet op der. Det er alt sammen meget fint indtil lørdag nat – hvor Anne, der er gået hjem før mig -under Malk- koncert SMS´ser at hun nu ikke kan lukkes ind i camping området p.g.a. ordre fra oven. Jeg begiver mig mod campen, for at hjælpe med udredningen – det drejer sig åbenlyst om en misforståelse, men den falder på et skidt tidspunkt. De beslutter sig dog for alligevel at lukke hende ind, førend jeg når frem, med formaninger om at vi må ordne det med vores ansvarshavende i løbet af lørdagen.
Billederne er venligst udlånt fra min fotoblog. Se dem alle her
Kommentarer
Send en kommentar