Roskilde festival 2012 – Torsdag

WurstWunder by night

I flere år, end jeg var klar over, havde jeg drømt om Roskilde. Ganske vist forsøgte jeg mig i 2010 med et endagsvisit – dengang for at høre Gorillaz. Det var imidlertid ikke nogen videre succes, og følelsen af at være blevet flået, uden at have fået noget igen (bortset fra en fabelagtig LCD Soundsystem oplevelse), fik mig til at sværge på at næste gang skulle det være for samtlige dage. For sagen er den, at Roskilde slet ikke egner sig til endagsoplevelser. Det er en fysisk betonet komposition, som afføder spirituelle oplevelser. Og en dag er SLET ikke nok til at nå til målet. Udover musikken består Roskilde af lige dele; traveture, kø-venten, camping, famlen med mobilen, hittepåsomhed , indtag af øl og andet godt. Og det er måden vi skrøbelige bymennesker takler disse uvante udfordringer på, som afgør hvilken oplevelse der kommer ud af musik, kunst, performance og andre tilfældigheder som vi støder på undervejs. Således overbevist tog jeg job som frivillig i Camping East områdets berlingske pølsevidunder: ”Wurstwunder”. Efter at have overstået nogle temmelig heftige nattevagter, lå Roskilde 2012 for mine fødder. 

Torsdag
Og det startede smukt. Blå himmel med vilde hvide skyer. Følelsen af uendelighed – ikke helt ulig de første 10km på en maraton :-) - når man bare går og daser rundt, leder efter venner, tegnfortolker og pludselig finder umådeligt velbehag i at sidde på en bænk tæt på en sø og drikke White Russians. Hen på eftermiddagen går startskuddet og man bevæger sig sammen med dem man nu tilfældigvis er havnet i gruppe med mod indgangene til selve festival området.

Jeg vil gerne her indskyde, at jeg også har oplevet hvordan man kunne blive hængende i en camp, hvor stemningen bare var ufattelig god, musikken og emnerne fantastiske og barpriserne der – langt mere realistiske. Man kan sagtens tilbringe hele sin festival i et campingområde – især de tidlige timer – men i år havde jeg besluttet at lade mig guide af musikken, så vi stillede os i ”Cigarret-køen” ved indgangen så snart de åbnede.

Vi lagde ud med noget ”DjangoDjango” på Junior Pavilion scenen. Det var en rar og behagelig start og selvom det er alt for længe siden allerede, husker jeg det som en rigtig god apperitif. Men vi havde travlt og skulle også lige have en bid af ”Orquestra Tipica Fernandez Fierro” – ”Punk-Tango??” i Cosmopol. Herefter traskede vi videre over til Orange for lige at få en bid af KellerMencsh – tror de kommer fra Esbjerg, og så er navnet jo nærmest poetisk velvalgt. De spiller hård rock med en vis følsomhed. The Shins – Orange og Analogik tilbage på Cosmopol husker jeg ikke rigtigt, men det er sikkert og vist at vi herefter indtog flæskestegssandwich og kanelgifler i Meyers. Som gammel graffiti afficionado, passede det mig fint at vi ræsede så meget rundt. Der er simpelthen så meget at se på at man hurtigt overmættes og jeg måtte i stigende grad tage kameraet til hjælp, for at lagre noget af oplevelsen. Efter aftensmaden var en længe ventet ”The Cure” koncert klar til os på Orange scene. Jeg har aldrig set the Cure, men de har dog formået at erobre visse erindringsfragmenter af min ungdom, så jeg nåede at se at Robert Smith stadig ligner Edward Saxehånd (før Burton definerede ham), nu blot med et mere opsvulmet ansigt – sådan ser 25 år ud – og jeg er taknemmelig hver gang jeg ser et menneske bære det uundgåelige med værdighed.

Og så tror jeg vi kommer til aftenens musikalske højdepunkt. På det seneste er min musiksmag begyndt at bevæge sig over mod reggae. Ikke decideret reggae, men jeg synes ofte om numre der mixer med reggae og det har gjort mig nysgerrig. The Abyssinians kl. 22 på Odeon, var proklameret til at være ”the roots of reggae”. Koncerten starter lidt pudsigt med et band der går på scenen og indtager den med synz-akompagneret reggae uden vokal. Et øjeblik tror jeg at hele koncerten skal foregå i dette Muzak-mode, men så springer tre ældre herre i hver deres uniformer ud og viser at de er krigere af et ædelt sind og jeg må overgive mig… Fedt fedt fedt… At opleve, fordi den slags får man bare ikke med sig på youtube eller CD. Og sådan sluttede min torsdag. P.ga. den sene nattevagt, var jeg ikke i stand til at indtage mere og jeg måtte springe over både Janelle Monae og Apparatjik, som jeg ellers havde på ønskelisten. Det blev til syv koncertoplevelser (blandede bolcher), på førstedagen.

Intermezzo – armbåndene 1
Jeg har fået et medarbejder armbånd og muligvis fordi jeg er så glad for det, er jeg kommet til at binde det ALT for stramt om håndleddet. Så torsdag begiver Anne og jeg os mod Roskilde Tekniske skole (midlertidigt BSO for Roskilde Festivallen 2012), for at få skiftet armbåndet. Da jeg kommer til skranken, viser det sig dog, at jeg skulle have heddet Benedikte og de truer med at klippe mit armbånd, hvis ikke jeg straks går til min vagthavende og beder dem om at rette navnefejlen. Det gør jeg rent faktisk torsdag omkring kl. seks, da jeg alligevel passerer WurstWunder.