Roskilde balancerer på kanten
Lad os bare starte med den hurtige konklusion. Lad være med at købe endagsbilletter til Roskilde festival, og hvis endagsbilletterne er din eneste mulighed, så lad i det mindste være med at købe billetten til om torsdagen.
Min musikviden er begrænset til det helt elementære. Når jeg går til en koncert, forekommer oplevelsen mig ofte banal. Det indlysende gode ved koncerten er den stemning som folk bringer dertil. Musikken har en slags forpligtende rolle overfor koncertgængerne og er bandet professionelt hopper de med på vognen.
Engang troede jeg faktisk at koncerter havde noget med lyd at gøre. En del bands har bidraget til denne misforståelse ved selv at gå meget op i deres lyd. God lyd til en koncert er imidlertid undtagelsen der bekræfter reglen. Jeg tror, at den dårlige lyd er et bevidst valg fra arrangørens side. Når folk står tæt pakket til en koncert og lyden er dårlig, samtidig med at man kan se at andre koncertgængere have det sjovt helt oppe foran, foranlediges man til instinktivt at tro at det er der lyden er og så begynder man at mase sig frem, hvorved dynamikken skabes og koncerten får sin puls. Selvom lyden måske er OK foran scenen, så er de to vigtigere årsager til at blive hængende her; 1. Erindringen om kampen for at nå dertil og 2. Bevidstheden om at andre ønsker din plads. Og således er koncerten - måske endda hele musikverdenen - på pudsig vis en reflektion af det omkringliggende samfunds hierakier og magtstrukturer, samtidig med at den insisterer på et fællesskab der gør at deltagerne kommer igen og vil forsvare den med næb og klør.
Ovenfor skitserer i grove træk min oplevelse af langt de fleste af mine koncertoplevelser, men ikke Roskilde. Jeg havde før i torsdags været med på Roskilde Festival to gange tidligere i 1996 og 2003. Begge tidligere gange var fantastiske overflødighedshorn af oplevelser som jeg stadig næres ved. Det er min påstand at Roskilde er et af Danmarks stærkeste brands. Ikke stærkt som Carlsberg eller Lego, der er kendt i hele verden, men stærkt som en national institution, som alle kender og har investeret et hav af følelser i. Det er stærkt som bare fanden og hvis bare man sætter ordet "Roskilde" foran et eller andet forsvinder al kritisk sans. Rør blot ikke ved min gamle "Roskilde". Jeg har selv denne stærke følelse for Roskilde i mig, og derfor er dette indlæg ment som et opråb mod ikke helt at spolere denne fest.
Roskilde festivalen har dygtigt opnået sin unikke status ved at forfølge en trestrenget strategi (Jeg skal ikke kunne udtale mig om deres talent for at vælge bands, blot forekommer det mig at være den faste recept at invitere nogle gamle giraffer sammen med en gedigen masse af nye talentfulde bands).
For det første har Roskilde Festivalen forstået at organisere og strukturere det frivillige arbejde, i en grad at det ligner Danmarks største arbejdsplads under industriferien.
For det andet har de gjort det til en dyd at sikre en nærmest ensidig pressedækning hver eneste gang Roskilde festivallen afvikles. Dette gøres meget enkelt, ved at invitere den samlede danske journaliststand med i VIP området.
Og for det tredie har festivalen afbøjet kritiske spørgsmål om profitmageri ved at være organiseret som en fond, der hvert år uddeler hele overskuddet til godgørende formål.
Det er svært at sætte en finger på eksekveringen af ovennævnte strategi og stolte danske virksomheder som Tuborg (vel egentlig Carlsberg), Danske Bank, Oticon m.f. giver nu gerne en højre arm for at kunne signalere at de er en del af crowden. Så langt så godt.
Jeg har ikke noget imod at Roskilde tjener penge og gør sit for at sikre at man også er til stede næste år. Argumentet med at man udlodder hele overskuddet til godgørende formål, så man står tilbage med billedet af en flok barfodede idealister der alene og med hjertet hvert år igen og igen stabler et brag af en fest på benene, vil jeg dog godt anfægte. At udlodde overskuddet betyder ikke at man tømmer kassen. Der findes masser af børsnoterede virksomheder der hvert år udlodder hele overskuddet. Nogen vil endda sige at det giver god mening, så man ikke opbygger sig en kapitalmæssig pude at falde i søvn på. Overskuddet er naturligvis fratrukket udgifter og der findes et hav af bogføringsmæssige metoder at jonglere rundt med disse tal på i regnskaberne.
Da man inden årets festival hørte en skurren i krogene om at det var for galt at man nu ikke længere måtte medbringe egne drikkevarer ind på festival pladsen (heller ikke i plastkrus), havde jeg da heller ikke andet end skuldertræk til overs for den reaktion. Jeg skulle nemlig høre Gorillaz og de spillede som bekendt om torsdagen, og jeg kunne egentlig godt huske hvor irriterende det var at gå rundt med øl der var blevet lunken i transporten fra campingområdet til festivalpladsen. af forskellige årsager havde jeg ikke mulighed for at deltage på hele festivalen i år, så da jeg traf beslutningen om at tage derind om torsdagen glædede jeg mig som et lille barn. Billetten kostede 850 kr. hvilket jeg syntes var en anelse i overkanten sammenlignet med de 1.650 kr. som firedagsbilletten kostede. Men det var OK. Man betaler også for oplevelsen af de mange andre glade gæster, af de forskellige events og så selvfølgelig for alle de koncertoplevelser man ellers kan få med sig på sin vej.
Da jeg ikke blev færdig på arbejdet før kl. 16.30 om torsdagen, nåede jeg først ud til checkin i camping øst kl. 18.30. Det tog knap to timer at komme ind, og det var først til sidst at jeg bemærkede hvordan køen bagved blev kortere og kortere, fordi folk konstant havde stillet sig ind foran. Igen var det ikke noget jeg tog notits af, for vi hyggede os da, der hvor vi stod og jeg faldt i snak med Erik, Kristian, Halvor og Kjertil - fire norske slagterlærlinge fra Oslo, der rigtig gerne ville ind og høre LCD Soundsystem. Da vi var inde var det allerede som om noget af presset lettede og stemningen begyndte at indfinde sig, selvom var enige om at det var lidt "Cheept" at man ikke kunne få udleveret et program når man "Kun" havde en dagsbillet. Jeg koblede mig på nordmændende og vi begav os i hastigt tempo mod Cosmopol / LCD Soundsystem imens vi drak på fadøl som vi tankede op ved det første telt vi kunne købe hos. Det var varmt, jeg var i den grad tændt på festival og koncerten var i sin afsluttende fase da vi endelig nåede frem. OG HER FEJLEDE LYDEN SATME IKKE NOGET. Inde i teltet var det kogende og lyden bragede ud. Enkelte folk var allerede begyndt at trække sig, hvilket tillod mig at komme tættere på, helt ind i midten af teltet hvor vi skreg "Yeah yeah yeyeyeyeyeah" i hovedet på James Murphy der på scenen messede tilbage til os. Jeg sprang rundt som en gal i det hede telt i en halv time, førend jeg var ved at dåne af udmattelse og måtte ud på sidelinien for at få vand i pitten. I den grad en forrygende udladning, det lovede godt for resten af aftenen.
Først ude på pladsen opdagede jeg at jeg var fuldstandig gennemblødt af sved og øl. De fire nordmænd var borte (håber I havde en kanon festival). Jeg skyndte mig hen til et telt og købte en ren skjorte. Nu skulle der høres Gorillaz.
Jeg var ved Orange scene i god tid, de var netop begyndt at lukke folk ind i venstre side af pitten. Jeg ringede for at komme i kontakt med et par venner og aftalte at mødes når jeg havde købt en øl og fået ladet vandet. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg skulle stå i kø i 30 min. for at købe en øl, og da jeg endelig kom til enden af køen solgte de kun 5 øl af gangen. (Er sådan noget overhovedet lovligt?) Jeg fik dog hurtigt delt øllene med andre - ligeså frustrerede gæster - så det løste sig selv, lige til jeg kom i tanker om at jeg nok også hellere måtte få mig et par ørepropper (mærket Oticon, sælges i baren for 10 kr). Dem kunne jeg så kun få hvis jeg havde lige penge - jeg havde en tyver - dette virkede lidt dumt. Jeg appelerede til kassen ved siden af om at veksle min tyver, nu da kollegaen ikke kunne finde ud af dette, hvad der også lykkedes og jeg fik min ørepropper. I rask tempo begav jeg mig atter mod Orange scene.
Det gjorde samtlige øvrige 70.000 gæster åbenbart også, og jeg var pludselig låst fast et sted omkring 200 meter fra scenen, ved siden af Olaf og Kirsten (to nordmænd igen), en flok gymnasieelever der havde sat sig demonstrativt ned for at ryge skunk og udsigten til en storskærm langt væk i det fjerne. Ups, dette var ikke så heldigt, men der var ikke noget at gøre. Det ville være galimatias at forsøge at komme nærmere scenen, det var åbenbart her festen skulle foregå. Så jeg forsøgte med lidt kække bemærkninger til de to fra Jotunheim, hvilket snart faldt til jorden og da gymnasie eleverne - der nu havde rejst sig - var løbet tør for skunk, virkede de også temelig fjerne at komme i kontakt med. Jeg var med andre ord alene.
ALENE... Det var PRÆCIS den følelse der ramte mig netop som Snoop dog tonede frem på video skærmen med sit insisterende: "Welcome to the world of the plastic beach". Og da Damon Alborn efterfølgende var i bagkataloget og spurgte "Are we the last... Living souls?", forsøgte jeg at skræmme vemodet bort ved at råbe med. Jeg nåede også at opleve Bobby Womack. på "Stylo", men her var lyden simpelthen for dårlig og "Rhinestone eyes" blev således en næsten metaforisk titel på min oplevelse af en verden fuld af acrylisk simili og bling, imens jeg, nærmest sorgfuldt trak mig fra koncerten.
Jeg kunne ikke rigtig tage andre steder hen end til Cosmopol teltet her stod Ceu, en brasiliansk kvinde og sang om spiritualitet, og selvom hendes budskab givetvis var det helt rigtige, var jeg ligesom ude af stand til at modtage det.
Jeg checkede programmet og sendte en SMS ud til "Alle mine venner". Jeg havde brug for noget back-up. Kort efter dukkede Luis Koba, Grandmaster, min bror og hans kæreste Anne op. Mange tusind gange tak til jer, for det. Vi blev hængende fordi der efterfølgende skulle være et electric boogie show ved navn "Human Robot" i teltet, men det var simpelthen så ringe (jeg mener hvis du har tænkt dig at lave robotagtige bevægelser med fire lyskegler i mørket, bør du da sikre dig at der er lys i dem allesammen?)
Kort tid efter slentrede vi derfor mod camping arealet hvor ODP drengene boede. Her hang jeg ud en lille time, inden jeg begav mig hjemad. Jeg havde ikke rigtig tænkt over at jeg ikke havde flere penge på mig, eftersom jeg havde en DSB billet der kunne fragte mig til København frem til kl. 4.00. Imidlertid kunne man ikke komme med bus til banegården, så da vi endelig nåede dertil (jeg havde alligevel en tyver og splejsede til en vogn med tre piger i samme båd som mig), var sidste tog netop kørt og jeg måtte vente en time. Træt og udmattet og rigtig ked af det spadserede jeg fra den ene ende af perronen til den anden flere gange indtil toget ankom.
Og hvor vil jeg så hen med denne beretning. Jo... Jeg startede med at skrive den åbenlyse konklusion, men derudover synes jeg det var underligt at oplevelsen skulle være så vemodig. Jeg kan selvfølgelig tage fejl, men jeg har efterfølgende tænkt over hvordan en masse små ting langsomt kan have hakket min festival stemning ned. Det starter selvfølgelig med køen til checkin og oplevelsen af at alle her blot tænker på sig selv for at komme ind. Dernæst synes jeg det er underligt at man ikke fra festival ledelsens side har format til at udlevere programmer til alle der ønsker et. Jeg takker Gud i himlen for LCD Soundsystem, som giver mig håb om at alle disse små ting blot har været tilfælde, som har givet et samlet uheldigt udslag på min følelsesradar. Men så er der hele oplevelsen af køerne ved ølteltene, den skrankepaveagtige holdning man bliver mødt med efter at have stået i køen og den rigide opførsel overfor ønsket om at få udleveret et sæt ørepropper. Og hvad sker der egentlig i mediebyen. Den synes bare at vokse fra år til år, i takt med at sponsorer kræver deres ret. Da pladsen foran Orange efterhånden var proppet, så man ikke længere kunne komme forbi, slog det mig pludselig at VIP zoner og medieby områder optog mere plads end selve festival pladsen. Gad vide om de har hygget sig derinde imens vi andre har stået i torskedumme køer udenfor. Og da der kommer noget kritik af Roskilde Festivals høje priser på alting - For alting VAR pissedyrt - svarer man arrogant tilbage, at man da slet ikke tænker på profit, for hvis man gjorde det kunne man da have solgt 20.000 billetter mere i år. Jatak... Det kunne man da godt, men hvordan skulle folk så bevæge sig frem og tilbage? Der var også færre bands og færre scener - selvom de godtnok skriver i programmet at budgettet er større. Er jeg i virkeligheden ikke alene om alle disse kedelige indtryk? Er det derfor at det ikke lykkedes at få en fest igang med Jotunheim og gymnasie eleverne, fordi også de sad og profitmaksimerede deres eget lille festival trip? - det er sådan man gør når man er ved at blive flået. Jeg ved det ikke og jeg er ikke sikker på at jeg ønsker at vide det. Hvis det går op for én at et stærkt brand i virkeligheden kun handler om penge, så kan det brand blive ødelagt på ganske kort tid. Engang var Midtfyns festivalen også et stærkt brand, men det gik af flere årsager helt i stykker, blandt andet fordi man prøvede at redde økonomien ved at gøre det hele til en privat drukfest i bedste Calella stil. Nåh... Men for at bruge en forslidt gammel frase der måske snart mister sin betydning: "Så er Roskilde jo heller ikke Ringe". Og lad os håbe det heller aldrig bliver.
Min musikviden er begrænset til det helt elementære. Når jeg går til en koncert, forekommer oplevelsen mig ofte banal. Det indlysende gode ved koncerten er den stemning som folk bringer dertil. Musikken har en slags forpligtende rolle overfor koncertgængerne og er bandet professionelt hopper de med på vognen.
Engang troede jeg faktisk at koncerter havde noget med lyd at gøre. En del bands har bidraget til denne misforståelse ved selv at gå meget op i deres lyd. God lyd til en koncert er imidlertid undtagelsen der bekræfter reglen. Jeg tror, at den dårlige lyd er et bevidst valg fra arrangørens side. Når folk står tæt pakket til en koncert og lyden er dårlig, samtidig med at man kan se at andre koncertgængere have det sjovt helt oppe foran, foranlediges man til instinktivt at tro at det er der lyden er og så begynder man at mase sig frem, hvorved dynamikken skabes og koncerten får sin puls. Selvom lyden måske er OK foran scenen, så er de to vigtigere årsager til at blive hængende her; 1. Erindringen om kampen for at nå dertil og 2. Bevidstheden om at andre ønsker din plads. Og således er koncerten - måske endda hele musikverdenen - på pudsig vis en reflektion af det omkringliggende samfunds hierakier og magtstrukturer, samtidig med at den insisterer på et fællesskab der gør at deltagerne kommer igen og vil forsvare den med næb og klør.
Ovenfor skitserer i grove træk min oplevelse af langt de fleste af mine koncertoplevelser, men ikke Roskilde. Jeg havde før i torsdags været med på Roskilde Festival to gange tidligere i 1996 og 2003. Begge tidligere gange var fantastiske overflødighedshorn af oplevelser som jeg stadig næres ved. Det er min påstand at Roskilde er et af Danmarks stærkeste brands. Ikke stærkt som Carlsberg eller Lego, der er kendt i hele verden, men stærkt som en national institution, som alle kender og har investeret et hav af følelser i. Det er stærkt som bare fanden og hvis bare man sætter ordet "Roskilde" foran et eller andet forsvinder al kritisk sans. Rør blot ikke ved min gamle "Roskilde". Jeg har selv denne stærke følelse for Roskilde i mig, og derfor er dette indlæg ment som et opråb mod ikke helt at spolere denne fest.
Roskilde festivalen har dygtigt opnået sin unikke status ved at forfølge en trestrenget strategi (Jeg skal ikke kunne udtale mig om deres talent for at vælge bands, blot forekommer det mig at være den faste recept at invitere nogle gamle giraffer sammen med en gedigen masse af nye talentfulde bands).
For det første har Roskilde Festivalen forstået at organisere og strukturere det frivillige arbejde, i en grad at det ligner Danmarks største arbejdsplads under industriferien.
For det andet har de gjort det til en dyd at sikre en nærmest ensidig pressedækning hver eneste gang Roskilde festivallen afvikles. Dette gøres meget enkelt, ved at invitere den samlede danske journaliststand med i VIP området.
Og for det tredie har festivalen afbøjet kritiske spørgsmål om profitmageri ved at være organiseret som en fond, der hvert år uddeler hele overskuddet til godgørende formål.
Det er svært at sætte en finger på eksekveringen af ovennævnte strategi og stolte danske virksomheder som Tuborg (vel egentlig Carlsberg), Danske Bank, Oticon m.f. giver nu gerne en højre arm for at kunne signalere at de er en del af crowden. Så langt så godt.
Jeg har ikke noget imod at Roskilde tjener penge og gør sit for at sikre at man også er til stede næste år. Argumentet med at man udlodder hele overskuddet til godgørende formål, så man står tilbage med billedet af en flok barfodede idealister der alene og med hjertet hvert år igen og igen stabler et brag af en fest på benene, vil jeg dog godt anfægte. At udlodde overskuddet betyder ikke at man tømmer kassen. Der findes masser af børsnoterede virksomheder der hvert år udlodder hele overskuddet. Nogen vil endda sige at det giver god mening, så man ikke opbygger sig en kapitalmæssig pude at falde i søvn på. Overskuddet er naturligvis fratrukket udgifter og der findes et hav af bogføringsmæssige metoder at jonglere rundt med disse tal på i regnskaberne.
Da man inden årets festival hørte en skurren i krogene om at det var for galt at man nu ikke længere måtte medbringe egne drikkevarer ind på festival pladsen (heller ikke i plastkrus), havde jeg da heller ikke andet end skuldertræk til overs for den reaktion. Jeg skulle nemlig høre Gorillaz og de spillede som bekendt om torsdagen, og jeg kunne egentlig godt huske hvor irriterende det var at gå rundt med øl der var blevet lunken i transporten fra campingområdet til festivalpladsen. af forskellige årsager havde jeg ikke mulighed for at deltage på hele festivalen i år, så da jeg traf beslutningen om at tage derind om torsdagen glædede jeg mig som et lille barn. Billetten kostede 850 kr. hvilket jeg syntes var en anelse i overkanten sammenlignet med de 1.650 kr. som firedagsbilletten kostede. Men det var OK. Man betaler også for oplevelsen af de mange andre glade gæster, af de forskellige events og så selvfølgelig for alle de koncertoplevelser man ellers kan få med sig på sin vej.
Erik, jeg og Kristian holder fest i køen
Da jeg ikke blev færdig på arbejdet før kl. 16.30 om torsdagen, nåede jeg først ud til checkin i camping øst kl. 18.30. Det tog knap to timer at komme ind, og det var først til sidst at jeg bemærkede hvordan køen bagved blev kortere og kortere, fordi folk konstant havde stillet sig ind foran. Igen var det ikke noget jeg tog notits af, for vi hyggede os da, der hvor vi stod og jeg faldt i snak med Erik, Kristian, Halvor og Kjertil - fire norske slagterlærlinge fra Oslo, der rigtig gerne ville ind og høre LCD Soundsystem. Da vi var inde var det allerede som om noget af presset lettede og stemningen begyndte at indfinde sig, selvom var enige om at det var lidt "Cheept" at man ikke kunne få udleveret et program når man "Kun" havde en dagsbillet. Jeg koblede mig på nordmændende og vi begav os i hastigt tempo mod Cosmopol / LCD Soundsystem imens vi drak på fadøl som vi tankede op ved det første telt vi kunne købe hos. Det var varmt, jeg var i den grad tændt på festival og koncerten var i sin afsluttende fase da vi endelig nåede frem. OG HER FEJLEDE LYDEN SATME IKKE NOGET. Inde i teltet var det kogende og lyden bragede ud. Enkelte folk var allerede begyndt at trække sig, hvilket tillod mig at komme tættere på, helt ind i midten af teltet hvor vi skreg "Yeah yeah yeyeyeyeyeah" i hovedet på James Murphy der på scenen messede tilbage til os. Jeg sprang rundt som en gal i det hede telt i en halv time, førend jeg var ved at dåne af udmattelse og måtte ud på sidelinien for at få vand i pitten. I den grad en forrygende udladning, det lovede godt for resten af aftenen.
Først ude på pladsen opdagede jeg at jeg var fuldstandig gennemblødt af sved og øl. De fire nordmænd var borte (håber I havde en kanon festival). Jeg skyndte mig hen til et telt og købte en ren skjorte. Nu skulle der høres Gorillaz.
Jeg var ved Orange scene i god tid, de var netop begyndt at lukke folk ind i venstre side af pitten. Jeg ringede for at komme i kontakt med et par venner og aftalte at mødes når jeg havde købt en øl og fået ladet vandet. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg skulle stå i kø i 30 min. for at købe en øl, og da jeg endelig kom til enden af køen solgte de kun 5 øl af gangen. (Er sådan noget overhovedet lovligt?) Jeg fik dog hurtigt delt øllene med andre - ligeså frustrerede gæster - så det løste sig selv, lige til jeg kom i tanker om at jeg nok også hellere måtte få mig et par ørepropper (mærket Oticon, sælges i baren for 10 kr). Dem kunne jeg så kun få hvis jeg havde lige penge - jeg havde en tyver - dette virkede lidt dumt. Jeg appelerede til kassen ved siden af om at veksle min tyver, nu da kollegaen ikke kunne finde ud af dette, hvad der også lykkedes og jeg fik min ørepropper. I rask tempo begav jeg mig atter mod Orange scene.
Olaf, jeg og Kirsten under optakten til Gorillaz
Det gjorde samtlige øvrige 70.000 gæster åbenbart også, og jeg var pludselig låst fast et sted omkring 200 meter fra scenen, ved siden af Olaf og Kirsten (to nordmænd igen), en flok gymnasieelever der havde sat sig demonstrativt ned for at ryge skunk og udsigten til en storskærm langt væk i det fjerne. Ups, dette var ikke så heldigt, men der var ikke noget at gøre. Det ville være galimatias at forsøge at komme nærmere scenen, det var åbenbart her festen skulle foregå. Så jeg forsøgte med lidt kække bemærkninger til de to fra Jotunheim, hvilket snart faldt til jorden og da gymnasie eleverne - der nu havde rejst sig - var løbet tør for skunk, virkede de også temelig fjerne at komme i kontakt med. Jeg var med andre ord alene.
ALENE... Det var PRÆCIS den følelse der ramte mig netop som Snoop dog tonede frem på video skærmen med sit insisterende: "Welcome to the world of the plastic beach". Og da Damon Alborn efterfølgende var i bagkataloget og spurgte "Are we the last... Living souls?", forsøgte jeg at skræmme vemodet bort ved at råbe med. Jeg nåede også at opleve Bobby Womack. på "Stylo", men her var lyden simpelthen for dårlig og "Rhinestone eyes" blev således en næsten metaforisk titel på min oplevelse af en verden fuld af acrylisk simili og bling, imens jeg, nærmest sorgfuldt trak mig fra koncerten.
Jeg kunne ikke rigtig tage andre steder hen end til Cosmopol teltet her stod Ceu, en brasiliansk kvinde og sang om spiritualitet, og selvom hendes budskab givetvis var det helt rigtige, var jeg ligesom ude af stand til at modtage det.
Jeg checkede programmet og sendte en SMS ud til "Alle mine venner". Jeg havde brug for noget back-up. Kort efter dukkede Luis Koba, Grandmaster, min bror og hans kæreste Anne op. Mange tusind gange tak til jer, for det. Vi blev hængende fordi der efterfølgende skulle være et electric boogie show ved navn "Human Robot" i teltet, men det var simpelthen så ringe (jeg mener hvis du har tænkt dig at lave robotagtige bevægelser med fire lyskegler i mørket, bør du da sikre dig at der er lys i dem allesammen?)
Kort tid efter slentrede vi derfor mod camping arealet hvor ODP drengene boede. Her hang jeg ud en lille time, inden jeg begav mig hjemad. Jeg havde ikke rigtig tænkt over at jeg ikke havde flere penge på mig, eftersom jeg havde en DSB billet der kunne fragte mig til København frem til kl. 4.00. Imidlertid kunne man ikke komme med bus til banegården, så da vi endelig nåede dertil (jeg havde alligevel en tyver og splejsede til en vogn med tre piger i samme båd som mig), var sidste tog netop kørt og jeg måtte vente en time. Træt og udmattet og rigtig ked af det spadserede jeg fra den ene ende af perronen til den anden flere gange indtil toget ankom.
Og hvor vil jeg så hen med denne beretning. Jo... Jeg startede med at skrive den åbenlyse konklusion, men derudover synes jeg det var underligt at oplevelsen skulle være så vemodig. Jeg kan selvfølgelig tage fejl, men jeg har efterfølgende tænkt over hvordan en masse små ting langsomt kan have hakket min festival stemning ned. Det starter selvfølgelig med køen til checkin og oplevelsen af at alle her blot tænker på sig selv for at komme ind. Dernæst synes jeg det er underligt at man ikke fra festival ledelsens side har format til at udlevere programmer til alle der ønsker et. Jeg takker Gud i himlen for LCD Soundsystem, som giver mig håb om at alle disse små ting blot har været tilfælde, som har givet et samlet uheldigt udslag på min følelsesradar. Men så er der hele oplevelsen af køerne ved ølteltene, den skrankepaveagtige holdning man bliver mødt med efter at have stået i køen og den rigide opførsel overfor ønsket om at få udleveret et sæt ørepropper. Og hvad sker der egentlig i mediebyen. Den synes bare at vokse fra år til år, i takt med at sponsorer kræver deres ret. Da pladsen foran Orange efterhånden var proppet, så man ikke længere kunne komme forbi, slog det mig pludselig at VIP zoner og medieby områder optog mere plads end selve festival pladsen. Gad vide om de har hygget sig derinde imens vi andre har stået i torskedumme køer udenfor. Og da der kommer noget kritik af Roskilde Festivals høje priser på alting - For alting VAR pissedyrt - svarer man arrogant tilbage, at man da slet ikke tænker på profit, for hvis man gjorde det kunne man da have solgt 20.000 billetter mere i år. Jatak... Det kunne man da godt, men hvordan skulle folk så bevæge sig frem og tilbage? Der var også færre bands og færre scener - selvom de godtnok skriver i programmet at budgettet er større. Er jeg i virkeligheden ikke alene om alle disse kedelige indtryk? Er det derfor at det ikke lykkedes at få en fest igang med Jotunheim og gymnasie eleverne, fordi også de sad og profitmaksimerede deres eget lille festival trip? - det er sådan man gør når man er ved at blive flået. Jeg ved det ikke og jeg er ikke sikker på at jeg ønsker at vide det. Hvis det går op for én at et stærkt brand i virkeligheden kun handler om penge, så kan det brand blive ødelagt på ganske kort tid. Engang var Midtfyns festivalen også et stærkt brand, men det gik af flere årsager helt i stykker, blandt andet fordi man prøvede at redde økonomien ved at gøre det hele til en privat drukfest i bedste Calella stil. Nåh... Men for at bruge en forslidt gammel frase der måske snart mister sin betydning: "Så er Roskilde jo heller ikke Ringe". Og lad os håbe det heller aldrig bliver.
Jeg har faktisk indtil flere gange i år oplevet, at jeg kunne komme i pitten efter, at andre har brugt timer i køen. Ikke før dem, men lige efter - hvorved min ventetid er minimeret og det har givet mig mulighed for at bruge tiden i selskab med andre bands. Mht. Gorillaz så var det ikke den bedste koncert, ved ikke om det var publikum eller bandet den var gal med, men det virkede i hvert fald som om der var noget, der holdt ekstasen tilbage. Noget der egentlig gjaldt alle koncerter om torsdagen(ikke mindst på grund af det lidt skrabede program). Med dette år som min 6. gang på roskilde er jeg dog fortrøstningsfuld overfor konceptet og musikken og gæstens muligheder. Ikke alle år kan være lige fede - sådan er det, selv sdiste år der ellers var spækket med hypede bands i et sjældent set antal var ikke helt oppe at ringe i min bog, måske var det lyden, måske var det et for lille alkoholindtag eller måske noget helt tredje.
SvarSletIft. de dyre priser så gjorde det sig i højere grad gældende på campingområderne end på selve pladsen. Fik en hel del rigtig god mad og en masse dejlige stærke og vellavede drinks tilnogenlunde rimelige priser, men nu bor jeg jo også i Århus, så mit sammenligningsgrundlag er måske ikke det bedste.
LCD Soundsystem var absolut en stor oplevelse torsdag.
SvarSletFIY er Mediebyen faktisk blevet mindre, de sidste par år, og der er intet der er gratis derinde, medmindre man får tiltusket sig et Tuborg-armbånd, og det er kun de færreste, der får det. Jeg er ked af at din festivaloplevelse har været tvivlsom - jeg har selv haft en helt kanon festival, og er bestemt tilbage på min pind (i Mediebyen som vagt) igen til næste år :D
SvarSletEfter 17 år på Roskilde må jeg give dig ret. Og jeg ved, at der er flere andre, der er rørende enige. Skrev en længere opsummering på festivalens forum, men bottom line er, at ja, festivalen kører kommercialisme og corporate branding på alskens tænkelige måder, og det afspejler sig i høj grad hos en stigende andel af publikum.
SvarSlethttp://www.roskilde-festival.dk/forum/mm_forum_pi1/posts/roskilde_babble/so_whats_wrong_with_roskilde/
Et par ting skal dog siges:
Lydkvaliteten: Nej, jeg tror ikke på, at den er bevidst dårlig til (visse) koncerter. Ikke mindst fordi ledelsen da forhåbentlig har i erindring, at lydkvalitet - og ikke mindst volumen - ikke blot er et æstetisk spørgsmål, men et sikkerhedsmæssigt spørgsmål. Det behøver jeg kun at tænke 10 år tilbage for at gøre mig pinefuldt klart. At størstedelen af de nuværende gæster ikke har så lang erfaring - eller erindring - er noget andet og efterhånden igen skræmmende synligt. Erindrer ikke så megen egoisme selv dét år, der står som selvfedmens højdepunkt, 1999.
Budgettet: Er større uden flere eller større bands, fordi koncerter er dyrere - på verdensplan men absolut ikke mindst her i landet. Det har vi bl.a. de engang så glade amatører i Horsens og andre steder at takke for. Egenhændigt skruede de "markedsprisen" for større navne op til henved det dobbelte - en stor del navne får ganske enkelt dollartegn i øjnene, når de hører ordet "Danmark". Sammenlign priser på enkeltkoncerter i Danmark og Sverige - de kan ikke forklares med forskellige prisniveauer generelt.
Mediebyen: Er mindre - festivalområdet er større. Men ja, der føles mere crowded. Hvorfor? Dårligere planlægning af flow, og et mildest talt andet publikum end for 15 år siden, hvor publikumstallet var en del større, og festivalpladsen mindre og mere plads blev brugt på dekoration. Mere tid tilbringes på festivalpladsen i dag.
Er jeg tilbage næste år? Med største sandsynlighed - men dette var første år jeg overvejede om det var tid til at droppe traditionen.
Jeg kan næsten ikke genkende hvad du skriver.
SvarSletJeg havde købt en lørdagsbillet. Ingen problemer med armbåndskø, og jeg fik endda udleveret et program. Synes egentlig ikke at øl-køerne var så slemme når det kom til stykket. Der var lidt masen frem og tilbage, men alt i alt tog det ikke så lang tid
Måske fordi af festivaldeltagerne på dette tidspunkt efterhånden var ved at være godt møre, efter alt for mange dage med overdrevent ølindtag
Havde på forhånd planlagt at se den allersidste koncert med Kellermensch (som aldrig skuffe, og som i øvrigt varmt kan anbefales) og kunne efterfølgende ikke overskue at tage hele vejen hjem til nørrebro
What to do? Min ven og jeg, besluttede os til at tage en lur på festivalpladsen
Det var godt nok koldt
Anyways - da vi vågnede besluttede vi os for at blive, når nu vi alligevel var her.
Nappede alle koncerterne, inklusiv Prince. Hjemrejse var intet problem. Vil anslå at det tog omkring 1 time
Alt i alt en god festival
@literateandgeeky, jimmi og anonym: Tak for jere hver især indsigtsfulde feedback. Koncerter (og festivaler) er og bliver jo nok nogle subjektive størrelser og Jeg bliver da glad over at det lyder som om at det meste af min skepsis givetvis kan tilskrives at endagsturen om torsdagen simpelthen bliver for hektisk. Det med mediebyer var noget Jeg undrede mig lidt over da Jeg stod og studerede et program (som Jeg fandt på jorden, apropos, glæder det mig også at "anonym" fik sit program uden besvær) men igen, hvis torsdag, udover sin begrænsede mængde musik også skal vare generalprøve på hvordan tingene skal virke, så mener Jeg seriøst man skal rette billetpriser ind efter det. Hvad angår min bemærkning om lyden, så er det delvist en overdrivelse der skal fremme forståelsen. Det er klart at koncert lyd er meget andet end det der kommer ud af Hifi'en derhjemme. Men når man står så langt væk at koncerten kommer til at foregå på en storskærm, kan man godt bare længes efter et headset. Hvad Kellermensch spillede lørdag, de er fantastiske you're my man.
SvarSletProblemet med programhæfterne har stået på en del år. De par år, hvor vi er dukket op onsdag/torsdag har der typisk ikke været flere programmer tilbage - til heluges-gæster, vel at mærke. Dét på trods af, at vi så blev henvist til at købe ét i merchandise?!? :-P
SvarSletMen jeg tror tit og ofte det handler om mangel på information til de frivillige - som så meget andet (kan også forklare en del af dine problemer ved Tuborg-boderne).
Jeg er sikker på det gør en forskel i stressniveau, irritationsmoment osv. at være på en enkeltdagsbillet - især om torsdagen - men det var jo også din pointe fra starten. :-) Men synes der er blevet ufatteligt meget festivalen helt generelt bør rette op på de kommende år. Bliver spændende om de er interesserede i dén udfordring.
Lyden, ja, jeg giver dig fuldstændig ret - jeg skal være meget casual interesseret i en koncert for at befinde mig langt tilbage. Min kommentar var mere en noget dyster semi-sarkastisk kommentar til den generelle håndtering af lydkvalitet og niveau de seneste år, set i forhold til ulykken i 2000.
Jeg mener at max-gennemsnittet nu om dage inden for 15 minutter er 103dB på Orange og Arena - og 102 på resten af scenerne - målt hvor mixeren står. Det ene tidspunkt jeg så en måling (efter Kashmir) lød den på 100,8dB. Men dB har jo også i sig selv ret lidt at gøre med, hvor højt det lyder. Muse's Bellamy, der ofte kommer meget op i diskantområdet (både på guitar og i sang ;-)) lyder - og mærker - en del højere end f.eks. Them Crooked Vultures gør ved samme volumen.
Generelt gælder det også, at en koncert på Roskilde stort set altid vil lægge ud med dårligere lyd fra starten end det er tilfældet til enkeltkoncerter på f.eks. Vega. Fordi musikernes lydteknikere ikke har lov at teste gennem højttaler-systemet før koncerten. Ikke ALTID det bliver overholdt, men oftest - og det betyder, at teknikerne først kan rette lyden endeligt til i løbet af de første par numre.
(Sammenligningen mellem Muse og Them Crooked Vultures skulle selvfølgelig være omvendt - mere bastunge bands kræver mindre volumen for at lyde højt end bands, der breder sig mere ud over hele lydspektret)
SvarSletSuperfed tilbagemelding Jimmi, masser af ting jeg ikke var klar over der. Jeg håber (og tror også) at Roskilde tager kritikken til sig. Det er jo altid rart at have noget man kan gøre bedre næste gang. :-)
SvarSlet