Damage control - vejen ud af skaderne
OK... Lad mig bare hylde Haruki Murakami og sige, jeg løber også. Men lige nu er jeg ramt af en skade og det gør rigtig ondt. Det er ikke så meget skaden, som tanken om al den ulykke den kan forårsage, der smerter. Så jeg forestillede mig, at det ville være godt at få sat styr på tankerne, ved at nedfælde dem her.
Jeg har altid løbet. Fra jeg var helt ung har jeg opfattet løb som et naturligt transportmiddel, helt på linie med busser og cykler. I 2003 løb jeg Københavns Marathon for første gang. Det var en ret spontan beslutning og jeg havde ikke forberedt mig nævneværdigt på strabadserne. Jeg husker, hvordan jeg, dagen forinden, pludselig fik en umanerlig trang til at løbe, og om aftenen gik jeg ned i messeområdet i en hal ved Parken og købte min billet - Ikke så meget pis der, som 32 årig er man stadig lidt udødelig. Da jeg kom i mål i tiden 4.02, var min første tanke:: "Det kan du gøre bedre".
Så fik jeg en dreng og løb fik lov at være løb for en stund. Men sidste år fik jeg atter blod på tanden da jeg først genfandt formen og kom under 4 min/km på 5km, så på 10km og endelig på 15km. Så jeg besluttede at nå under 1.30 på halvmarathonen i Berlin. Det lykkedes i tiden 1.27 og jeg havde en Kanon tur sammen med 2xJakob og Mark.
Efter Berlin halvmarthon var det oplagt at tage fat på den fulde distance igen og jeg valgte ret hurtigt at forsøget skulle gøres ved verdens største marathon, Berlin Marathon d. 22/9-2009. Baseret på halvmarathon tiden meldte jeg kækt ud fra start, at jeg ville komme under 3 timer. Jeg besluttede mig i god tid og havde derfor også god tid til forberedelserne, som også gik rigtig godt, indtil jeg besluttede at prøve med nogle hjemmestrikkede spurt/interval/vmax øvelser op ad bakken i Frederiksberg Have. Disse øvelser var så hårde at de gav ømme muskler, hvad der for så vidt ikke er noget i vejen med, men jeg begyndte også at få en underlig kildrende fornemmelse inde i musklen på højre baglår fra lige omkring ballen. Da fornemmelsen ikke ligefrem gjorde ondt, tillagde jeg den ikke nogen større betydning, men det skulle jeg nok have gjort alligevel. En dag på en af de lange ture, efter at have ventet på grønt i et lyskryds, eksploderer mit højre knæ pludselig i smerte da jeg vil sætte af på det. Jeg stoppede op og prøvede nogle forsigtige bevægelser, men måtte snart sande, at den er helt galt ved afsættet. Det føltes nogenlunde som smerten fra, at blive bordet i tænderne, var flyttet ned i knæet. Jeg var helt rundt på gulvet og måtte humpe 5 km. hjem. Hjemme lagde jeg is på og langsomt blev det bedre, men smerten fortsatte med at dukke op når jeg satte af på benet.
For at forklare min videre adfærd, må jeg indskyde en oplevelse jeg havde som ung 15 årig basketball spiller. Dengang kom jeg en dag i hjemmet til at gøre en helt forkert bevægelse med overkroppen og kunne pludselig ikke bevæge ryggen uden at det medførte store smerter. Jeg blev rimelig forskrækket og vi fik tilkaldt vagtlægen. Lægen kom og trykkede lidt på min ryg og forklarede at det sandsynligvis var en en nerve der lå klemt i noget muskelvæv. Jeg spurgte ham på et tidspunkt om hvad dette ville betyde for min basketball træning og han tilføjede, til min forbavselse, at det sikkert ville være godt for mig at tage til træning, da det ville varme musklerne op og øge sandsynligheden for at nerven ville falde på plads af sig selv. Så jeg tog ind og trænede samme aften og midt i en lay-up øvelse forsvandt smerten igen - lige så pludseligt som den var dukket op. Det var så befriende en fornemmelse, at episoden den dag idag står mejslet i min hukommelse.
Nå men tilbage til "el pasado preterito". Det var fredag og om aftenen var der et rulleskøjteløb arrangeret af Friday Night Skate folkene, som jeg rigtig gerne ville deltage i (Prøv det selv, for skatere i ALLE aldre). Med min ungdomserendring i tankerne, tænkte jeg at en lille tur på rulleskøjter måske endda kunne være godt for knæet. Det skal også tilføjes at rulleskøjteløb involverer nogle andre bevægelser end alm. løb, man sætter f.eks. ikke af på samme måde så det gjorde ikke ondt i mit knæ når jeg løb på rulleskøjterne. Og da FNS desuden foregår i et hyggeligt og roligt tempo var der egentlig ikke nogen tøven i min beslutning om at deltage. Men det gik selvfølgelig galt. På vej op ad bakken ved Fisketorvet, der er belagt med noget der minder om tysk motorvej fra 2. verdenskrig, dundrede små slag fra hjulene i skøjterne op igennem min læg og fuckede mit knæ op rigtig godt og grundigt. ØV... Nu var der ikke andet at gøre, end at holde benene i ro nogle dage og så se tiden an. Men efter et par dage skete der ligesom ikke nogen forbedringer længere. Knæet gjorde stadig ondt efter en bestemt slags afsæt og jeg blev mere og mere febrilsk. Var dette en af de skader, som så mange talte om, der havde sat sig kronisk og skulle forhindre al løb ud i fremtiden? Var jeg nu tvunget til at dyrke motion i et svømmebasin? (er ikke videre vild med svømning). Og hvad nu med mine forberedelser til Berlin? Jeg bliver altså ret nedtrykt af sådanne tanker.
Men hurra der var heldigvis hjælp forude. Min søster Anne er fysioterapeaut og på et besøg hos hende i Viborg, fortalte jeg om min skade og de bekymringer den gav mig. Hun indvilligede i at kigge på knæet og diagnosticerede skaden ret præcist, som en lille inflamation ved senehæftningen på den ydre nedre del af knæet. Hun var ikke bekymret for om skaden var kronisk, men gav mig nogle instrukser i hvordan jeg med fordel kunne massere området, samt fortsætte min træning. Da en del af problemet er, at ikke mange blodårer når ud i områderne med sener og brusk, kan selv små vædskeophobninger gøre stor skade og behandlingens væsentligste element var at presse relativt hårdt og massere med cirkulære bevægelser lige der hvor det gjorde allermest ondt. Jeg tog denne behandling til mig og sad de næste par dage og masserede knæet og pludselig forsvandt smerten. Jeg blev omtrent ligeså glad og forundret som jeg havde været det for 25 år siden under basketball træningen.
Nu kunne jeg atter genoptage træningen til Berlin, og passede nu bedre på, med de hårde hjemmestrikkede øvelser. Jeg nedjusterede også min målsætning en smule og håbede at komme ind under 3.15.
I dagene op til løbet, havde jeg neddroslet træningen gevaldigt. Jeg var meget spændt og især mine knæ føltes underligt løse, som om de nærmest kunne pilles af. Helt frem til aftenen før løbet, tvivlede jeg på om jeg kunne holde til det, pga. knæsene. Men på selve dagen forsvandt al fornemmelsen af usikkerhed. Jeg var virkelig klar. Da jeg kom i mål i tiden 3.02 var jeg nærmest lykkelig. Den slags oplevelser er svære at beskrive, det har noget at gøre med at nå det man har kæmpet for, at sætte kronen på værket. Havde jeg ikke allerede været det, var jeg i hvertfald fra det tidspunkt, bidt af løb.
Da jeg kom hjem begyndte jeg at læse enormt meget om løb. Jeg fantaserede om at forbedre mine tider. Kunne jeg komme under tre timer? Kunde jeg forbedre mig yderligere ved en mere seriøs tilgang til træningen? Til næste år blev jeg fyrre, hvordan ville jeg så ligge placeret i forhold til min aldersgruppe? Ud af den blå luft besluttede jeg mig for at gå efter 2.45, og at jeg ville gøre første forsøg ved at løbe Københavns Marathon igen til maj.
Nu begyndte løb at fylde mere og mere i min hverdag. Jeg blev specielt optaget af Arthur Lydiard, en New Zealandsk løbecoach, der fra 50´erne og frem havde enorm succes med at overføre sine, delvist erfaringsbaserede træningsprogrammer, til eliteløbere og egentlig følte jeg det som om beslutningen allerede var truffet for længst, da jeg begyndte at opbygge og følge et program som jeg designede udfra hans principper. Principperne er ret enkle. Få så mange kilometer i benene som muligt, forud for et løb. Formålet er at optimere din krops evne til at fungere aerobt. Med 16-20 uger igen før løbet, ændres træningen så i nogle forskellige faser, hvor der fokuseres på opbygningen af anaerob kapacitet, koordination og styrke.
Så fra oktober sidste år, har jeg i snit løbet ca. 90 km. om ugen. Der var ture under storm og regnvejr i november, hvor jeg tænkte, at nu kunne det ikke blive værre, men så kom vi til januar i år hvor stormen supleredes af frostgrader og regnen blev udskiftet med sne.
Hver søndag plejer jeg at tage en tur med Spartas fællestræningshold. Det er gratis og et rart afbræk i de ellers ensomme træningspas i løbet af ugen. Den 31. januar var det snestorm. Normalt er vi 700-1000 løbere der deltager i søndags træningen. På det tidspunkt af året, pga. alle nytårsfortsættene, er vi nok nærmere de 1000. Den 31. januar dukkede der kun omkring 200 løbere op, inklusiv undertegnede. Snestormen var aftagende, men der lå et tykt lag sne overalt. Vi skulle have løbet 22 km men løbsledelsen besluttede pga. forholdene, at sende os ud i to grupper på en 15 km. tur.
Det er ekstremt belastende at løbe i sne, primært af to årsager. For det første er dit nedsæt af foden ikke stabilt. Du må finde dig i at din fod lander i alle mulige og umulige retninger og oven i dette risikerer du at skride fremad, dette giver en anspændthed i benene, som er alt andet end optimal og som faktisk inviterer til skader. For det andet glider dine fødder i afsættet, så din fremdrift opbremses, du kan sammenligne det med at løbe i sand. Da vi kom i mål den dag efter femten kilometer havde jeg ondt i samtlige seks punkter der udgør leddelene i bentøjet. Den næste dag om morgenen havde jeg desuden ondt i hælene når jeg trådte på dem. Det føltes som om hele min krop var på nippet til at bryde sammen. Jeg var ikke decideret skadet, men der var ømhed overalt og benene skreg på hvile.
Ifølge Arthur Lydiard og flere andre i øvrigt, kan man med fordel i sådanne situationer restituerer ved at tage sig en joggetur. Rationalet er at den relativt begrænsede ekstra belastning som jogging har, der måtte være skadelig for restitutionen (læs: genopbygningen af muskelfiber), klart opvejes af den positive effekt som bevægelsen giver i form af øget blodgennemstrømning og i det hele taget aktivitet i inflammerede områder. Så jeg fik løbet en del joggeture i den tid. Men sneen og kulden fortsatte og det blev pludselig rigtig surt at komme afsted. Jeg løb langsommere end tidligere. Jeg blev kold på turene. Mit humør blev endda en smule indebrændt derhjemme. Og jeg begyndte at tvivle på hele projektet. Så da vi nåede slutningen af februar og min træningsplan dikterede et skift i træningsformen, fra at tage lange ture, til at træne bakketræning og spændstighed tog jeg imod variationen med kys hånd. Faktisk gik jeg så meget til den, at jeg den første uge løb 130 km. Indrømmet, jeg blev grebet lidt af at ville slå rekorden der, men da bakketræning samtidig er en temmelig hård form for træning begyndte ømheden så småt at dukke op igen. Jeg besluttede derfor at trappe lidt ned og mente egentlig at have nogenlunde styr på tingene indtil sidste søndag hvor vi med Sparta skulle ud på 25 km. 25 km er normalt ikke en distance der volder mig problemer og jeg havde enddog besluttet at løbe med hold 2 for at spare mig selv en smule, men efter 18 km. kom der pludselig en voldsom smerte på bagsiden af venstre knæ omkring knæhasen og lidt under denne. Jeg forsøgte at hænge på et par kilometer, men efter den sidste vandpost ved 21 km. kunne jeg næsten ikke gå. Dette var ikke godt. Det var ikke en skade jeg havde prøvet før, men det var tydeligt at den havde fået lov til at løbe over gevind og jeg var bange for at min negligering af bl.a. den og alle de andre ømheder fra tidligere, havde givet den en chancen for at "gro fast".
I hvertfald sidder jeg her nu. på fjerde hviledag og kan fortsat mærke ømheden i knæet. Det skal tilføjes at det er blevet bedre dag for dag denne gang, men Københavns Marathon kommer også nærmere og nærmere og dette afbræk er bestemt ikke kærkomment. Om en times tid skal jeg til lægen og have det checket. jeg håber det bedste. Fortsættelse følger....
....Tilbage fra lægebesøg... Goddamn... Hvor er jeg i godt humør nu. Solen stråler fra en frostklar himmel, udvendig såvel som indvendigt. Hun (lægen) mente ikke der var noget galt, og nøjedes med at anbefale et knæbind. Desuden fik jeg en henvisning til en fysioterapeaut, så hvis du læser dette og selv har brug for sådan en, har jeg måske snart en anbefaling. Ihvertfald har jeg netop været på Stenosgade, lige overfor den katolske kirke, hvor Ole Jastrau (ære være Tom Kristensens minde) rev sine bukser itu på stålindhegningen, der faktisk idag syntes lavere end jeg husker den fra tidligere eftersyn. Eliteterapeuterne kalder de sig, hvilket klinger fint i mine øren, og imens jeg sad og ventede på at få min tid, kom jeg pludselig på en idé til en historie, der nu ligger klar på telefonen. Måske den bliver mit næste indlæg.
NB: Dette indlæg er en del af serien "Løbe Kronikkerne" som der er en indholdsfortegnelse over her
Jeg har altid løbet. Fra jeg var helt ung har jeg opfattet løb som et naturligt transportmiddel, helt på linie med busser og cykler. I 2003 løb jeg Københavns Marathon for første gang. Det var en ret spontan beslutning og jeg havde ikke forberedt mig nævneværdigt på strabadserne. Jeg husker, hvordan jeg, dagen forinden, pludselig fik en umanerlig trang til at løbe, og om aftenen gik jeg ned i messeområdet i en hal ved Parken og købte min billet - Ikke så meget pis der, som 32 årig er man stadig lidt udødelig. Da jeg kom i mål i tiden 4.02, var min første tanke:: "Det kan du gøre bedre".
Så fik jeg en dreng og løb fik lov at være løb for en stund. Men sidste år fik jeg atter blod på tanden da jeg først genfandt formen og kom under 4 min/km på 5km, så på 10km og endelig på 15km. Så jeg besluttede at nå under 1.30 på halvmarathonen i Berlin. Det lykkedes i tiden 1.27 og jeg havde en Kanon tur sammen med 2xJakob og Mark.
Efter Berlin halvmarthon var det oplagt at tage fat på den fulde distance igen og jeg valgte ret hurtigt at forsøget skulle gøres ved verdens største marathon, Berlin Marathon d. 22/9-2009. Baseret på halvmarathon tiden meldte jeg kækt ud fra start, at jeg ville komme under 3 timer. Jeg besluttede mig i god tid og havde derfor også god tid til forberedelserne, som også gik rigtig godt, indtil jeg besluttede at prøve med nogle hjemmestrikkede spurt/interval/vmax øvelser op ad bakken i Frederiksberg Have. Disse øvelser var så hårde at de gav ømme muskler, hvad der for så vidt ikke er noget i vejen med, men jeg begyndte også at få en underlig kildrende fornemmelse inde i musklen på højre baglår fra lige omkring ballen. Da fornemmelsen ikke ligefrem gjorde ondt, tillagde jeg den ikke nogen større betydning, men det skulle jeg nok have gjort alligevel. En dag på en af de lange ture, efter at have ventet på grønt i et lyskryds, eksploderer mit højre knæ pludselig i smerte da jeg vil sætte af på det. Jeg stoppede op og prøvede nogle forsigtige bevægelser, men måtte snart sande, at den er helt galt ved afsættet. Det føltes nogenlunde som smerten fra, at blive bordet i tænderne, var flyttet ned i knæet. Jeg var helt rundt på gulvet og måtte humpe 5 km. hjem. Hjemme lagde jeg is på og langsomt blev det bedre, men smerten fortsatte med at dukke op når jeg satte af på benet.
For at forklare min videre adfærd, må jeg indskyde en oplevelse jeg havde som ung 15 årig basketball spiller. Dengang kom jeg en dag i hjemmet til at gøre en helt forkert bevægelse med overkroppen og kunne pludselig ikke bevæge ryggen uden at det medførte store smerter. Jeg blev rimelig forskrækket og vi fik tilkaldt vagtlægen. Lægen kom og trykkede lidt på min ryg og forklarede at det sandsynligvis var en en nerve der lå klemt i noget muskelvæv. Jeg spurgte ham på et tidspunkt om hvad dette ville betyde for min basketball træning og han tilføjede, til min forbavselse, at det sikkert ville være godt for mig at tage til træning, da det ville varme musklerne op og øge sandsynligheden for at nerven ville falde på plads af sig selv. Så jeg tog ind og trænede samme aften og midt i en lay-up øvelse forsvandt smerten igen - lige så pludseligt som den var dukket op. Det var så befriende en fornemmelse, at episoden den dag idag står mejslet i min hukommelse.
Nå men tilbage til "el pasado preterito". Det var fredag og om aftenen var der et rulleskøjteløb arrangeret af Friday Night Skate folkene, som jeg rigtig gerne ville deltage i (Prøv det selv, for skatere i ALLE aldre). Med min ungdomserendring i tankerne, tænkte jeg at en lille tur på rulleskøjter måske endda kunne være godt for knæet. Det skal også tilføjes at rulleskøjteløb involverer nogle andre bevægelser end alm. løb, man sætter f.eks. ikke af på samme måde så det gjorde ikke ondt i mit knæ når jeg løb på rulleskøjterne. Og da FNS desuden foregår i et hyggeligt og roligt tempo var der egentlig ikke nogen tøven i min beslutning om at deltage. Men det gik selvfølgelig galt. På vej op ad bakken ved Fisketorvet, der er belagt med noget der minder om tysk motorvej fra 2. verdenskrig, dundrede små slag fra hjulene i skøjterne op igennem min læg og fuckede mit knæ op rigtig godt og grundigt. ØV... Nu var der ikke andet at gøre, end at holde benene i ro nogle dage og så se tiden an. Men efter et par dage skete der ligesom ikke nogen forbedringer længere. Knæet gjorde stadig ondt efter en bestemt slags afsæt og jeg blev mere og mere febrilsk. Var dette en af de skader, som så mange talte om, der havde sat sig kronisk og skulle forhindre al løb ud i fremtiden? Var jeg nu tvunget til at dyrke motion i et svømmebasin? (er ikke videre vild med svømning). Og hvad nu med mine forberedelser til Berlin? Jeg bliver altså ret nedtrykt af sådanne tanker.
Men hurra der var heldigvis hjælp forude. Min søster Anne er fysioterapeaut og på et besøg hos hende i Viborg, fortalte jeg om min skade og de bekymringer den gav mig. Hun indvilligede i at kigge på knæet og diagnosticerede skaden ret præcist, som en lille inflamation ved senehæftningen på den ydre nedre del af knæet. Hun var ikke bekymret for om skaden var kronisk, men gav mig nogle instrukser i hvordan jeg med fordel kunne massere området, samt fortsætte min træning. Da en del af problemet er, at ikke mange blodårer når ud i områderne med sener og brusk, kan selv små vædskeophobninger gøre stor skade og behandlingens væsentligste element var at presse relativt hårdt og massere med cirkulære bevægelser lige der hvor det gjorde allermest ondt. Jeg tog denne behandling til mig og sad de næste par dage og masserede knæet og pludselig forsvandt smerten. Jeg blev omtrent ligeså glad og forundret som jeg havde været det for 25 år siden under basketball træningen.
Nu kunne jeg atter genoptage træningen til Berlin, og passede nu bedre på, med de hårde hjemmestrikkede øvelser. Jeg nedjusterede også min målsætning en smule og håbede at komme ind under 3.15.
I dagene op til løbet, havde jeg neddroslet træningen gevaldigt. Jeg var meget spændt og især mine knæ føltes underligt løse, som om de nærmest kunne pilles af. Helt frem til aftenen før løbet, tvivlede jeg på om jeg kunne holde til det, pga. knæsene. Men på selve dagen forsvandt al fornemmelsen af usikkerhed. Jeg var virkelig klar. Da jeg kom i mål i tiden 3.02 var jeg nærmest lykkelig. Den slags oplevelser er svære at beskrive, det har noget at gøre med at nå det man har kæmpet for, at sætte kronen på værket. Havde jeg ikke allerede været det, var jeg i hvertfald fra det tidspunkt, bidt af løb.
Da jeg kom hjem begyndte jeg at læse enormt meget om løb. Jeg fantaserede om at forbedre mine tider. Kunne jeg komme under tre timer? Kunde jeg forbedre mig yderligere ved en mere seriøs tilgang til træningen? Til næste år blev jeg fyrre, hvordan ville jeg så ligge placeret i forhold til min aldersgruppe? Ud af den blå luft besluttede jeg mig for at gå efter 2.45, og at jeg ville gøre første forsøg ved at løbe Københavns Marathon igen til maj.
Nu begyndte løb at fylde mere og mere i min hverdag. Jeg blev specielt optaget af Arthur Lydiard, en New Zealandsk løbecoach, der fra 50´erne og frem havde enorm succes med at overføre sine, delvist erfaringsbaserede træningsprogrammer, til eliteløbere og egentlig følte jeg det som om beslutningen allerede var truffet for længst, da jeg begyndte at opbygge og følge et program som jeg designede udfra hans principper. Principperne er ret enkle. Få så mange kilometer i benene som muligt, forud for et løb. Formålet er at optimere din krops evne til at fungere aerobt. Med 16-20 uger igen før løbet, ændres træningen så i nogle forskellige faser, hvor der fokuseres på opbygningen af anaerob kapacitet, koordination og styrke.
Så fra oktober sidste år, har jeg i snit løbet ca. 90 km. om ugen. Der var ture under storm og regnvejr i november, hvor jeg tænkte, at nu kunne det ikke blive værre, men så kom vi til januar i år hvor stormen supleredes af frostgrader og regnen blev udskiftet med sne.
Hver søndag plejer jeg at tage en tur med Spartas fællestræningshold. Det er gratis og et rart afbræk i de ellers ensomme træningspas i løbet af ugen. Den 31. januar var det snestorm. Normalt er vi 700-1000 løbere der deltager i søndags træningen. På det tidspunkt af året, pga. alle nytårsfortsættene, er vi nok nærmere de 1000. Den 31. januar dukkede der kun omkring 200 løbere op, inklusiv undertegnede. Snestormen var aftagende, men der lå et tykt lag sne overalt. Vi skulle have løbet 22 km men løbsledelsen besluttede pga. forholdene, at sende os ud i to grupper på en 15 km. tur.
Det er ekstremt belastende at løbe i sne, primært af to årsager. For det første er dit nedsæt af foden ikke stabilt. Du må finde dig i at din fod lander i alle mulige og umulige retninger og oven i dette risikerer du at skride fremad, dette giver en anspændthed i benene, som er alt andet end optimal og som faktisk inviterer til skader. For det andet glider dine fødder i afsættet, så din fremdrift opbremses, du kan sammenligne det med at løbe i sand. Da vi kom i mål den dag efter femten kilometer havde jeg ondt i samtlige seks punkter der udgør leddelene i bentøjet. Den næste dag om morgenen havde jeg desuden ondt i hælene når jeg trådte på dem. Det føltes som om hele min krop var på nippet til at bryde sammen. Jeg var ikke decideret skadet, men der var ømhed overalt og benene skreg på hvile.
Ifølge Arthur Lydiard og flere andre i øvrigt, kan man med fordel i sådanne situationer restituerer ved at tage sig en joggetur. Rationalet er at den relativt begrænsede ekstra belastning som jogging har, der måtte være skadelig for restitutionen (læs: genopbygningen af muskelfiber), klart opvejes af den positive effekt som bevægelsen giver i form af øget blodgennemstrømning og i det hele taget aktivitet i inflammerede områder. Så jeg fik løbet en del joggeture i den tid. Men sneen og kulden fortsatte og det blev pludselig rigtig surt at komme afsted. Jeg løb langsommere end tidligere. Jeg blev kold på turene. Mit humør blev endda en smule indebrændt derhjemme. Og jeg begyndte at tvivle på hele projektet. Så da vi nåede slutningen af februar og min træningsplan dikterede et skift i træningsformen, fra at tage lange ture, til at træne bakketræning og spændstighed tog jeg imod variationen med kys hånd. Faktisk gik jeg så meget til den, at jeg den første uge løb 130 km. Indrømmet, jeg blev grebet lidt af at ville slå rekorden der, men da bakketræning samtidig er en temmelig hård form for træning begyndte ømheden så småt at dukke op igen. Jeg besluttede derfor at trappe lidt ned og mente egentlig at have nogenlunde styr på tingene indtil sidste søndag hvor vi med Sparta skulle ud på 25 km. 25 km er normalt ikke en distance der volder mig problemer og jeg havde enddog besluttet at løbe med hold 2 for at spare mig selv en smule, men efter 18 km. kom der pludselig en voldsom smerte på bagsiden af venstre knæ omkring knæhasen og lidt under denne. Jeg forsøgte at hænge på et par kilometer, men efter den sidste vandpost ved 21 km. kunne jeg næsten ikke gå. Dette var ikke godt. Det var ikke en skade jeg havde prøvet før, men det var tydeligt at den havde fået lov til at løbe over gevind og jeg var bange for at min negligering af bl.a. den og alle de andre ømheder fra tidligere, havde givet den en chancen for at "gro fast".
I hvertfald sidder jeg her nu. på fjerde hviledag og kan fortsat mærke ømheden i knæet. Det skal tilføjes at det er blevet bedre dag for dag denne gang, men Københavns Marathon kommer også nærmere og nærmere og dette afbræk er bestemt ikke kærkomment. Om en times tid skal jeg til lægen og have det checket. jeg håber det bedste. Fortsættelse følger....
....Tilbage fra lægebesøg... Goddamn... Hvor er jeg i godt humør nu. Solen stråler fra en frostklar himmel, udvendig såvel som indvendigt. Hun (lægen) mente ikke der var noget galt, og nøjedes med at anbefale et knæbind. Desuden fik jeg en henvisning til en fysioterapeaut, så hvis du læser dette og selv har brug for sådan en, har jeg måske snart en anbefaling. Ihvertfald har jeg netop været på Stenosgade, lige overfor den katolske kirke, hvor Ole Jastrau (ære være Tom Kristensens minde) rev sine bukser itu på stålindhegningen, der faktisk idag syntes lavere end jeg husker den fra tidligere eftersyn. Eliteterapeuterne kalder de sig, hvilket klinger fint i mine øren, og imens jeg sad og ventede på at få min tid, kom jeg pludselig på en idé til en historie, der nu ligger klar på telefonen. Måske den bliver mit næste indlæg.
NB: Dette indlæg er en del af serien "Løbe Kronikkerne" som der er en indholdsfortegnelse over her
Kommentarer
Send en kommentar