Hvad var det lige Barbapapa sagde?

Erhvervede goder, eller rettigheder, opfattes med en ligeså stor selvfølgelighed som det at have lemmer. Blot tanken om at ændre på noget bekæmpes med samme iver, som hvis man stod overfor at skulle have amputeret en arm eller et ben. Og det er sikkert meget godt at der findes en vis konservatisme, som modpol til populisme og medie manipulation. Men... Når dialogen kun handler om hvad JEG kan få ud af situationen HER og NU, hænder det at den tørrer ud og ellers indlysende positive processer sættes i stå. De fleste af os bliver ofre for dette egocentrerede regelsæt før eller senere, og når det først er sket, er lektien ligesom lært. Jeg kan heller ikke selv undsige at have været der, men jeg forsøger virkelig efter bedste formåen, at holde det i ave.

Når vores retsfølelse krænkes - som hvis nogen f.eks. antyder at man vil pille ved et erhvervet gode - aktiveres det limbiske system. Det er et hormonregulerende område i hjernen hvor flere dele reagerer i interaktion med hinanden på f.eks. fysiske og psykiske trusler. Man kan forestille sig, at det limbiske system spiller en vigtig rolle vores overlevelse som mennesker både i forhold til måden vi reagerer på erfarede fysiske trusler og oplevede psykiske behov - f.eks. under opvæksten. Med lidt god vilje og en smule overdrev kan det det limbiske system karakteriseres som vores center for dyrisk og barnlig adfærd. Her er ikke nogen langsigtede perspektiver at tage hensyn til kun vores egne beskyttelse og behovsopfyldelse - lad os bare kalde det egocentrisk adfærd.

De fleste forbinder vel dyriske og barnlige handlinger som ucivilicerede og utilregnelige i vore dages samfund, derfor kan det synes paradoksalt at en sådan egocentriske adfærd i bund og grund er rationel.Den intellektuelle og teoretiske modsætning opleves ofte som værende alt for kompliceret til at kunne fungerer i praksis. Man kunne måske gå så langt som til at sige, at den egocentriske adfærd er selve grundstenen i vores samfund idag. Det er og bliver den bedste forklaring på tilværelsen vi kan finde på og må derfor som minimum accepteres som et nødvendigt onde. Vi er afhængige af den slags fortællinger.De skal binde vores verden sammen. Derfor skal de også helst være så simple som mulige og på det punkt leverer antagelsen om vores egocentrisme varen. Det gælder om den egocentriske adfærd, som med dens beslægtede tanke om det frie marked, der findes ikke noget rigtig praktisk alternativ.    

Derfor bliver det nødvendigt for os, engang imellem at gå lidt teoretisk til værks. Jeg er helt pragmatisk omkring begrebet teori. Her betyder teori blot, at man forsøger at tænke konsekvenser ind i sine handlinger - før de slippes løs. Og... At man ydermere formulerer sin vilje på et neutralt sprog, så alle kan forstå dine argumenter.

Når man i dag spørger borgeren om muligheden for at reducere biltrafikken i centrum af landets største byer - det kan der være flere gode grunde til, hvilket jeg vender tilbage til senere - viser der sig straks en indædt modstand. Langt de fleste stemmeberetigede i dette land er bilejere og forslaget berører derfor rigtig mange mennesker i noget der, indledningsvist ihvertfald, opfattes som tab af en rettighed. Det limbiske system sættes igang. Verden bliver sort og hvid. Hold for fanden fingrene fra mit.

Rigtig mange påpeger dernæst bilisme som en del af byens rum, underforstået at hvis man ikke kan acceptere dette, så skal man finde sig et andet sted at bo. Under denne argumentation fremhæves eksemplet Nørrebrogade i København jævnligt til skræk og advarsel - hvorfor er mig endnu uklart, men det kan være den er blevet folkelig prygelknabe i lighed med den omstridte busterminal på rådhuspladsen i København (R.I.P.).

Endelig fremhæves den økonomiske vigtighed af, at en by har en infrastruktur der muliggør til- og afgang af vareleverancer og handlende. Argumenterne mod en regulering af bilismen i de centrale bydele består altså af:. En egocentrisk forurettethed. Et nostalgisk konservativt ønske om at støj, os og trafikdrab giver byen en poetisk puls. Og et økonomisk rationelt argument om acceptable vikår for de næringsdrivende og landets økonomi som helhed.

Men hvorfor overhovedet tænke på at begrænse biltrafikken i byerne? Dertil hersker der flere grunde. For det første koster det penge at bygge og vedligeholde de veje som bilisterne benytter. Det er ikke nemt at finde eksakte tal for den omkostning, men jeg fandt frem til et gennemsnitligt årligt beløb på næsten 250 mia. kroner (Kilde: Kollektiv trafik i Danmark s. 44 - PDF fil åbner i nyt vindue), der bruges alene på privat trafik (hvad privat så end måtte betyde i denne sammenhæng). I tillæg hertil kan det nævnes, at man i amerikanske byer, hvor vejnettet løbende er blevet udbygget for at stimulere bilismen, mærkeligt nok har fået endnu flere trafikpropper med yderligere forsinkelser til følge for de stakkels bilister. Man tilskriver dette, at mængden af biler synes at eksplodere i takt med at man tilgodeser bilismen - hvilket jeg i hvertfald finder en smule SPOOKY. Et tredie og ikke helt uvæsentligt, argument er, at bilerne forurener. I bund og grund er jeg IKKE så bekymret for den menneskeskabte CO2 udledning. Tværtimod mener jeg at den ensidige fokus på netop det problem synes at have gjort os blinde for alle øvrige forureningskilder og former. Dette på trods af en historisk dokumenteret tankeløs menneskelig omgang med stort set alle forureningskilder op igennem moderne tid. Imidlertid har vi altid været istand til at bekæmpe forureningen fra f.eks. fabrikkerne i de engelske kulminebyer, supertankere, kemiske værker og mange andre af den industrielle revolutions følgevirkninger, når først de negative effekter på mennesker kom tæt nok på. Vi har altså tidligere haft succes med at forbedre vore vilkår, så hvorfor ikke gøre det igen?

Men for at opnå succes, kræves en vision der imødekommer modstandernes argumenter. Så lad mig derfor, i al beskedenhed og bedste Barbapapa stil, komme med et forslag for København, som vi kan være os selv og de næste generationer bekendt.

Det skal selvfølgelig være muligt at køre i bil i centrum, men gennemkørende trafik skal søges reduceret ved hastighedsregulerende tiltag, ensretning af vejene og indførelse af en bompenge afgift på kørsel ind og ud af byen. Bompengeafgiften skal ikke være højere end en times parkering og kan reguleres op i myldretid. Som kompensation til billister der f.eks. har arbejdsplads i centrum, men som bor i en forstad,  kan man ved samme lejlighed fjerne en del af de nyligt oprettede p-zoner. Provenuet fra bompengene skal først og fremmest gå til bygning af de nye veje som skal lede gennemkørende trafik væk fra centrum af byen - gerne i tunneler eller tagbelagte render, hvor bilosen kan renses. Den kollektive trafik skal udbygges og man skal indføre eldrevne busser eller skinnevogne, der kører med samme hyppighed som den nuværende Metro. Der skal gives et skattefradrag til hustande uden bil, evt. halvt fradrag til hustande der har delebil.

Voila... Meget enkelt. Alle er glade. Måske pånær slumromantikerne, men det er mit bud at også deres sind vil opløftes når røgen først er lettet og de erfarer hvordan en helt ny og futuristisk by vil sprudle. Med lidt bompenge og en bid af de 250 mia kr. skulle der være økonomisk råderum for sådan en lille forandring der ydermere vil fremhæve vores innovationsevner. Hvor der er vilje er der ihvertfald en vej, og med den bemærkning afslutter jeg dagens indlæg ledsaget af et lille klip, hvor den altid korrekte Barbapapa påpeger vi onde menneskers egocentriske adfærd.