En ordentlig kop kaffe
Jeg har tidligere givet udtryk for, at man herhjemme ikke kan finde et sted hvor der serveres en ordentlig cortado. Dette er naturligvis urigtigt. Der er givetvis flere steder, hvor man efterhånden har forstået nødvendigheden af at efterkomme ønskerne hos kunder der betaler i omegnen af 30 kr. for en espresso med lidt dampvarmet mælk. Et af stederne, som det efter nogen tid lykkedes mig at finde, er hos Baresso - en kaffebarkæde, der efterhånden har spredt sig til landets største byer.
Stor var min glæde, den dag jeg tilfældigt trådte ind på en Baresso Café på Nørrebrogade og opdagede at de havde fået min cortado på menukortet, og endnu større blev den da jeg næst efter erfarede, at den rent faktisk smagte anstændigt. Og for en stund lykkedes det mig at blive frigjort fra latte sumpen, der med sin vamle sødme havde suget mig faretruende langt ned i smagsmæssigt hul af ligegyldighed. Siden, er det ikke få tusinde kroner, der har passeret mellem mig og kassepersonalet på Baresso.
Det undrer mig altid, hvorfor køerne er så lange på Baresso. Måske er det abstinenser der gør mig gnaven og utålmodig, eller måske er det faktum, at man skal STÅ i kø, i stedet for at kunne sidde behageligt ned og vente på en der tager imod din bestilling. Mest af alt tror jeg nu det skyldes den uheldige blanding af franchisemanualens krav, om enkelvis ekspedition af hver kunde forud for, og under, produktion - her kan der virkelig arbejdes med at indtænke lidt LEAN princip - og så det, at kernekunderne på Baresso kan beskrives som primært kvinder, heraf en stor del piger, i alderen 15-20 år, der udviser omtrent samme omhyggelighed under deres bestilling, som en 10 årig der skal have for fem kroner blandet i en slikbutik. Med andre ord, hver evig eneste chai, latte, cappuchino, gelatto osv. bliver bestilt enkeltvist når en flok på fem seks veninder dukker op. Udover at blogge mine frustrationer ud her, er der imidlertid ikke så meget mere for mig at gøre. Vil jeg have min cortado, er dette præmissen. Jeg havde vænnet mig til disse omstændigheder da jeg en dag nok engang, som et andet kreatur, stod i kø til mit lille kaffe fix.
Foran mig stod en litteraturstuderende Amy Whinehouse klon, der med sin veninde prøvede at beslutte, hvilke bolcher der skulle blandes i posen i dag. Bagved stod en mor med sin mor og formodentlig et barn af familien. Alle tre pludrede de løs lige ind i min ryg. Det var så bizar at jeg ikke kunne undlade at smile over, hvor naturligt lyde af en anden planet flød ud af de to ældste og inddrog den yngste i fælleskabet. Der stod, som altid, tre personer bag baren. En ekspederede og to lavede kaffe. Alligevel fortsatte køen henne ved udleverings disken. Nå, mine overvejelser om dette har jeg allerede været igennem, og nu blev det omsider min tur.
"En cortado - single shot." beder jeg ekspedienten om. Det sidste tilføjer jeg nærmest som en hjælp, fordi jeg efterhånden har fattet, at mersalgsmanualen påbyder hende altid at spørge om det nu skal være en singleshot eller dobbeltshot cortado, og da jeg ved PRÆCIS hvad jeg vil have, undgår jeg gerne denne ulejlighed for os begge. Derfor taber jeg næsten underkæben over svaret:
"Det har vi ikke. Vi har kun dobbeltshot cortado´er." Jeg sukker. Hvorfor nu det? Ved de ikke at jeg er kaffejunkie og jeg hader når nogen blander rundt på mit fix. Hvis jeg vil have forandring, tager jeg for fanden en tur på landet eller iklæder mig dametøj eller noget helt tredie. Jeg må gribe efter al min rationelle sans for at få styr på situationen og overbevise mig om at dette blot er et trick, for at sikre pusheren nogle ekstra af mine kroner. Jeg svarer fattet:
"Hvad mener du med, at det har i ikke? I har kaffe, vand, mælk og en maskine... Så I kan vel lave det?". Det lader til at ekspedienten fanger desperationen i mit udtryk, for hun lyser lidt op og siger.
"Ja... Vi kan godt lave det, men der er blevet lavet om på menukortet, så nu koster alle cortadoer det samme som en dobbeltshot..." Hun kigger tavst på mig. Jeg er dybt forundret. Måske er det bare sådan at inflationen kommer til udtryk. Ville Burger King tage whopperen af menuen, for at erstatte den med en doppeltwhopper, som man så kan vælge at hive den ene bøf ud af? I så fald er der i hvertfald tale om en helt ny trend i kreativiteten for forretningsmodeller - jeg er ikke sikker på at det er særligt snedigt.
"Nå... Men så vil jeg gerne bede om en espresso i glas, med mælk." svarer jeg stiller mig i en ny ventende kø bag Amy.
NB: Dette indlæg er en del af serien "Kaffe Kronikkerne" som der er en indholdsfortegnelse over her
NBB: Har du en blog eller et website, så gir jeg en espresso hvis du linker til vibild.dk. Læs her hvordan det foregår.
Stor var min glæde, den dag jeg tilfældigt trådte ind på en Baresso Café på Nørrebrogade og opdagede at de havde fået min cortado på menukortet, og endnu større blev den da jeg næst efter erfarede, at den rent faktisk smagte anstændigt. Og for en stund lykkedes det mig at blive frigjort fra latte sumpen, der med sin vamle sødme havde suget mig faretruende langt ned i smagsmæssigt hul af ligegyldighed. Siden, er det ikke få tusinde kroner, der har passeret mellem mig og kassepersonalet på Baresso.
Det undrer mig altid, hvorfor køerne er så lange på Baresso. Måske er det abstinenser der gør mig gnaven og utålmodig, eller måske er det faktum, at man skal STÅ i kø, i stedet for at kunne sidde behageligt ned og vente på en der tager imod din bestilling. Mest af alt tror jeg nu det skyldes den uheldige blanding af franchisemanualens krav, om enkelvis ekspedition af hver kunde forud for, og under, produktion - her kan der virkelig arbejdes med at indtænke lidt LEAN princip - og så det, at kernekunderne på Baresso kan beskrives som primært kvinder, heraf en stor del piger, i alderen 15-20 år, der udviser omtrent samme omhyggelighed under deres bestilling, som en 10 årig der skal have for fem kroner blandet i en slikbutik. Med andre ord, hver evig eneste chai, latte, cappuchino, gelatto osv. bliver bestilt enkeltvist når en flok på fem seks veninder dukker op. Udover at blogge mine frustrationer ud her, er der imidlertid ikke så meget mere for mig at gøre. Vil jeg have min cortado, er dette præmissen. Jeg havde vænnet mig til disse omstændigheder da jeg en dag nok engang, som et andet kreatur, stod i kø til mit lille kaffe fix.
Foran mig stod en litteraturstuderende Amy Whinehouse klon, der med sin veninde prøvede at beslutte, hvilke bolcher der skulle blandes i posen i dag. Bagved stod en mor med sin mor og formodentlig et barn af familien. Alle tre pludrede de løs lige ind i min ryg. Det var så bizar at jeg ikke kunne undlade at smile over, hvor naturligt lyde af en anden planet flød ud af de to ældste og inddrog den yngste i fælleskabet. Der stod, som altid, tre personer bag baren. En ekspederede og to lavede kaffe. Alligevel fortsatte køen henne ved udleverings disken. Nå, mine overvejelser om dette har jeg allerede været igennem, og nu blev det omsider min tur.
"En cortado - single shot." beder jeg ekspedienten om. Det sidste tilføjer jeg nærmest som en hjælp, fordi jeg efterhånden har fattet, at mersalgsmanualen påbyder hende altid at spørge om det nu skal være en singleshot eller dobbeltshot cortado, og da jeg ved PRÆCIS hvad jeg vil have, undgår jeg gerne denne ulejlighed for os begge. Derfor taber jeg næsten underkæben over svaret:
"Det har vi ikke. Vi har kun dobbeltshot cortado´er." Jeg sukker. Hvorfor nu det? Ved de ikke at jeg er kaffejunkie og jeg hader når nogen blander rundt på mit fix. Hvis jeg vil have forandring, tager jeg for fanden en tur på landet eller iklæder mig dametøj eller noget helt tredie. Jeg må gribe efter al min rationelle sans for at få styr på situationen og overbevise mig om at dette blot er et trick, for at sikre pusheren nogle ekstra af mine kroner. Jeg svarer fattet:
"Hvad mener du med, at det har i ikke? I har kaffe, vand, mælk og en maskine... Så I kan vel lave det?". Det lader til at ekspedienten fanger desperationen i mit udtryk, for hun lyser lidt op og siger.
"Ja... Vi kan godt lave det, men der er blevet lavet om på menukortet, så nu koster alle cortadoer det samme som en dobbeltshot..." Hun kigger tavst på mig. Jeg er dybt forundret. Måske er det bare sådan at inflationen kommer til udtryk. Ville Burger King tage whopperen af menuen, for at erstatte den med en doppeltwhopper, som man så kan vælge at hive den ene bøf ud af? I så fald er der i hvertfald tale om en helt ny trend i kreativiteten for forretningsmodeller - jeg er ikke sikker på at det er særligt snedigt.
"Nå... Men så vil jeg gerne bede om en espresso i glas, med mælk." svarer jeg stiller mig i en ny ventende kø bag Amy.
NB: Dette indlæg er en del af serien "Kaffe Kronikkerne" som der er en indholdsfortegnelse over her
NBB: Har du en blog eller et website, så gir jeg en espresso hvis du linker til vibild.dk. Læs her hvordan det foregår.
Kommentarer
Send en kommentar